Demens

Demenssygdommen regnes som en psykiatrisk lidelse. Demens er en overordnet betegnelse for en række af organiske hjernesygdomme, der medfører en svækkelse af hjernens funktionsniveau og forringelse af de kognitive funktioner. Demens rammer hjernen i de ældre år og medfører kronisk kognitiv funktionsnedsættelse, som også kendetegner udviklingshæmning. Ca. 5-8 % af alle over 65 år udvikler behandlingskrævende demens, og risikoen stiger med alderen. Den generelle øgede levetid i befolkningen og de store årgange, der fødtes omkring afslutningen af anden verdenskrig, har medført at antallet af demente er vokset ganske betydeligt de seneste årtier. (Link til Pers demografiske demensafsnit i bogen), og dette gælder også gruppen af mennesker med udviklingshæmning.

Den svigtende hukommelse er et af de første kendetegn for samtlige demensformer, men hvilke funktioner der rammes, og hvilken udvikling sygdommen får, afhænger af typen af demens.

  • Demens af Alzheimertype (DAT)
  • Vaskulær demens inkl (multiinfarkt/MID).
  • Frontotemporal demens (FTD)
  • Lewy Body demens (LBD)/abnorme ansamlinger i bestemte nerveceller i hjernestammen.

Psykiatriske symptomer ved demens

Som følge af demenssygdommens natur, der gradvist forårsager skader på de intellektuelle færdigheder, er det ikke så underligt, at psykiatriske symptomer er hyppige.

Indenfor ældre-psykiatrien bruger man begrebet BPSD, en forkortelse af det engelske udtryk Behaviorial and Psychological Symptoms of Dementia, der beskriver demenssygdommen, såvel de psykologiske symptomer som adfærdsmæssige forstyrrelser:
Psykologiske symptomer: Emotionelle forstyrrelser; bl.a. andet apati, depression, agitation, aggression, angst, hallucinationer (ofte visuelle) og vrangforestillinger,

Adfærdsforstyrrelser: Motorisk eller verbal hyperaktivitet, nedsatte hæmninger og verbal og fysisk aggression, natteuro, seksuelle forstyrrelser, urenlighed

Demens og udviklingshæmning

Den gennemsnitlige levealder for mennesker med udviklingshæmning er øget, og specielt i gruppen med Downs syndrom, hvor Alzheimers demens forekommer hyppigere og med tidligere debut, gennemsnitligt ved 50 års-alderen. I enkelte tilfælde helt ned til begyndelsen af 30erne og generelt ses en tidligere aldersbetinget svækkelse.

Demens hos mennesker med udviklingshæmning medfører store udfordringer på det pædagogiske fagområde, hvor kompetenceudvikling ofte er det primære fokusområde. Når demenssygdommen rammer, er der behov for et fokusskifte, hvor udviklingstankegangen erstattes af en afviklingstankegang med fokus på mere hjælp og støtte og nedjusterede krav.

Symptomer på demens hos mennesker med udviklingshæmning

  • apati
  • social tilbagetrækning/isolation
  • svækket opmærksomhed og koncentration
  • reduceret hukommelse og indlæring, nedsat stedsans
  • svigtende selverkendelse og sygdomsindsigt
  • stemningslabilitet:nedtrykthed, irritabilitet, ængstelse, grådlabilitet, regression.
  • påvirket motorik (gangfunktion)
  • påvirket sprog, nedsat evne til planlægning og dømmekraft

Tab af tidligere indlærte færdigheder er et kernesymptom på demens og et af de tidlige tegn; eksempelvis at tage bussen, at dække bord. Tab af indlærte færdigheder kan også vise sig som en værgning mod at deltage i aktiviteter. Et andet tegn er en ændret væremåde, eksempelvis en person der tidligere har været glad for at deltage i fællesarrangementer trækker sig, en person, der tidligere havde faste rutiner, holder op med at følge dem.

Det er i sig selv frustrerende at miste færdigheder og at hukommelsen reduceres, og både genstand og mennesker er kilde til yderligere forvirring, hvilken kan medføre en kaotisk adfærd, der minder om psykose; med hallucinationer og sammenblanding af virkelighed og fantasi

Pseudodemens – demenssymptomer kan være udtryk for

  • Delir
  • Depression
  • Sansetab (syn og hørelse)
  • Polyfarmaci (overbehandling med psykofarmaka) og misbrug
  • Psykosociale forhold
  • Enhver psykiatrisk lidelse
  • Fysiske tilstande – (f.eks blodmangel, stofskiftesygdomme, ernæringsmæssige mangler)

Udredning og diagnosticering

Nogen udviklingshæmmede har aldrig selv kunnet tage tøj på, for andre har det aldrig været et problem. Der er med andre ord store individuelle forskelle alt efter graden af udviklingshæmning i forhold til en demsnudredning, og for nogen kan en adfærd således være udtryk for demenstegn, som for andre blot er en følge af udviklingshæmningen. Den mest anvendte form for udredning er derfor måling af færdigheder over tid. Det er vigtigt at kende til og registrere den udviklingshæmmedes færdigheder i udgangspunktet for at kunne vise en eventuel funktionsnedgang. Hvis der er tab af færdigheder over tid er der en øget sandsynlighed for demens.

Til dette formål findes forskellige demensskemaer, bl.a. Trindvold- eller Løgumgård-skemaet. Udfyldning af skemaet giver et overblik over, på hvilke områder der kan sættes ind pædagogisk. Skemaet tages i brug ved 40-års alderen ved mennesker med Down syndrom og fra 50-års alderen ved andre udviklingshæmmede.

Behandling og tilrettelæggelse

Forløb: Fra demensen optræder til man dør, kan der gå fra 2-3 år i et kort forløb og 6-8 år i et langt forløb. Fysisk sker der en forværring. Mange får brug for kørestol og vedligeholdende fysioterapi. Man opfordrer til regelmæssige helbredsundersøgelser af voksne udviklingshæmmede, da der er overhyppighed af f.eks. stofskiftesygdomme og diabetes.

Der findes ingen muligheder for helbredelse, men for en enkelt af demensformerne, findes der en medikamentel behandling, der har en bremsende effekt på sygdommen, nemlig Alzheimers demens, (Aricept, Exelon og Reminyl) samt Ebixa til den sværeste fase af Alzheimers.

Behandlingstiltag handler om at reducere de sekundære gener relateret til demensen, problematisk og usikker adfærd og de tillægssygdomme der kan opstå som eksempelvis angst og depression. Derudover skal miljøet tilrettelægges under hensyntagen til de reducerede funktioner.

Demensforløbet kan inddeles i tre overordnede faser:

  • I startfasen ses de første tegn på mental svigt i form af den svigtende hukommelse, specielt kortidshukommelsen.
  • I sygdommens næste fase, de-kompenseringsfasen, får den demente gradvist sværere ved at bruge sine mestringsevner, og mister mere og mere grebet om sin tilværelse.
  • I den terminale fase, pleje-fasen ses vedvarende apati, tab af interesse for mad og drikke, inkontinens og generelle forandringer i bevidsthedsniveau.