Om udviklingshæmning

Her er du: | Om udviklingshæmning
Om udviklingshæmning 2016-11-24T07:58:18+00:00

Hvad er udviklingshæmning?

Psykisk udviklingshæmning indebærer, at personens udvikling sker langsommere, og at personen på nogle områder oftest ikke når lige så langt i sin udvikling, som de fleste andre mennesker. Hvis der er mangelfuld eller langsom udvikling af et barns motoriske evner, sproglige og sociale kompetencer eller evner til selvhjælp, vil det oftest være et tegn på udviklingshæmning.

I WHOs inddeling af årsager, der forårsager udviklingshæmning, skelnes der mellem forhold, der er opstået før, under og efter fødslen. Følgende er kendte årsager til udviklingshæmning:

  • arvelige faktorer, som visse stofskiftesygdomme og arvelige kromosomfejl
  • nyopståede kromosomfejl
  • skader der opstår i fostertilstanden (fx på grund af overdreven alkoholindtagelse, rygning eller infektionssygdomme hos moderen)
  • iltmangel under fødslen
  • for lav fødselsvægt (som følge af for tidlig fødsel)
  • hjerneskade opstået efter fødslen (på grund af en ulykke eller sygdomme)
  • ekstrem mangel på motorisk, social eller sproglig stimulering i barndommen

Læs mere om årsager til hvorfor udviklingshæmning opstår- link

Eventuelle følgevirkninger

Følgevirkningerne af udviklingshæmning varierer fra person til person, da graden af udviklingshæmning er forskellig. Det varierer også, hvordan udviklingshæmningen kommer til udtryk.

Mange mennesker med udviklingshæmning udvikler en psykiatrisk lidelse, og nogle mennesker oplever følgesygdomme eller handicap i form af fx:

  • en syns- eller hørenedsættelse
  • spasticitet eller manglede muskelspænding
  • epilepsi

Sådanne følgesygdomme eller handicap kan typisk ikke helbredes, men sommetider behandles.

FAKTA

Udviklingshæmning opfattes ikke som en sygdom, men som et symptom på at de intellektuelle funktioner er udviklet på et lavere niveau end normalt.

Det er ikke altid muligt at finde årsagen, men hos ca. 70 % af mennesker med sværere udviklingshæmning kan årsagen påvises, mens det kun er muligt i ca. 50 % af de lettere tilfælde.