Tvangslidelse

Tvangslidelse forekommer hos ca. 2 % af normalbefolkningen og er grundlæggende en angstlidelse, der hører til i det affektive spektrum. Omtrent lige mange mænd og kvinder har lidelsen. Mellem 1/3 og halvdelen af voksne er debuteret med lidelsen i barn- eller ungdom.

Ved tvangslidelse (I ICD-10 omtalt som OCD) har man tvangstanker eller tvangshandlinger eller begge dele, hvor det sidstnævnte er mest almindeligt. Der er tale om en unormal frygt for normale tanker og bekymringer og en øget optagethed af tankerne. Tvangstanker indebærer, at man har tanker, der ufrivilligt gentages igen og igen. Tvangshandlinger indebærer trang til at udføre bestemte handlinger, som gentages igen og igen. Trangen er ikke lystbetonet men fjerner eller reducerer det ubehag, som opstår, når man ikke udfører handlingerne. Det lindrer på kort sigt men øger angsten på længere sigt. Det mest almindelige er at lidelsen kommer snigende. Først er impulserne og tankerne milde, så tiltager de gradvist og bliver mere og mere plagsomme. Forløbet kan være svingende med perioder med få eller ingen tvangsimpulser og andre perioder med mange episoder. I en del tilfælde kan man se en sammenhæng mellem en forværring i tilstanden og ændringer i livssituationen.

Tvangstanker og tvangshandlinger

  • Erkendes som egne tanker eller tilskyndelser
  • Er tilbagevendende
  • Er ubehagelige
  • Erkendes som overdrevne eller urimelige
  • Søges afvist eller modstået
  • Oplevelse af tvangstanker eller udførelse af tvangshandlinger er ikke lystbetonet (som ved perversioner)
  • Medfører lidelse eller interferer med dagliglivsfunktioner

Tvangslidelse hos mennesker med udviklingshæmning

Omfanget af tvangslidelse hos mennesker med udviklingshæmning vurderes ifølge undersøgelser til at være 3,5 % og muligvis hyppigere pga. vanskeligheder med diagnosticering. Oveni disse tal har mange en grad af tvangstanker og tvangshandlinger, som ikke er i sådan en grad at det kan diagnosticeres som tvangslidelse. Andre undersøgelser viser en forekomst på 40 % tvangshandlinger uden diagnose. De fleste udviklingshæmmede med let til moderat udviklingshæmning forstår godt, at tvangstankerne er irrationelle, og at handlinger udføres for at slippe for angst, uro og tvivl. Mens mennesker med større grad af udviklingshæmning ikke kan reflektere over tankerne og derfor vil opleve tankerne som mere reelle og uden indre modforestillinger.

Man har en formodning om at tvangslidelse hos udviklingshæmmede er karakteriseret ved en overvægt af tvangshandlinger frem for tvangstanker, og at denne tendens øges i takt med dårligere begavelse.
Mennesker med udviklingshæmning har generelt problemer med at mærke og beskrive angst og har derfor en reduceret evne til at finde passende metoder til at dæmpe og håndtere angst og impulser til tvang.

Tvangslidelse er ikke…

Mennesker med udviklingshæmning har pga. de reducerede kognitive evner overbliksvanskeligheder, og har ofte glæde ved ydre struktur og forudsigelighed, har en overtroisk adfærd og tjekker, kontrollerer eller går enormt meget op i detaljer og procedurer uden at der er tale om tvangslidelse. Disse forskelligartede ritualer, stereotypier, tvangspræget repetition eller orden, bibringer ro og struktur og en gavnlig stressreduktion.

En tvangslidelse giver så meget ubehag eller så stærk trang, at det skaber egentlige problemer i hverdagen. Det afgørende er, om man kan stoppe adfærden uden det giver anledning til væsentligt ubehag.

I forhold til autisme

Autister uden tvangslidelse har ofte træk af en tvangspræget personlighed. Autister med tvangslidelse har i tilgift til autismen ritualer, de udfører. Om det er tvangslidelse eller blot stereotypier afgøres af det ubehag, der er karakteristisk for tvangslidelsen.

Symptomer

Der findes et bredt spektrum af tvangstanker og handlinger, men der er typer af symptomer, der går igen:

  • Frygt for snavs, smitte og det som kan mistænkes for at være urent; f.eks. vask af hænder, rengøring eller ikke at ville røre ting.
  • Trang til at kontrollere; f.eks. om døren er låst, kogepladen slukket eller en for verbal tjekning, hvor man eksempelvis gentagne gange må søge bekræftelse på det samme
  • Orden, system og symmetri
  • Gentagelses- og rækkefølgeritualer
  • Genskabelse og gengældelse
  • Samle, hamstre, gemme

Udredning og diagnosticering

Der er en betydelig grad af arvelighed forbundet med tvangslidelse. 20-40 % af de ramte, har en slægtning, der også har lidelsen. Ved hjælp af hjernescanninger har man konstateret, at visse områder i hjernen (frontallapper og basanganglier) fungerer på en afvigende måde hos mennesker med en tvangslidelse. Hjernen sender fejlmeddelelser om, at noget er galt, som fører til behovet for at tjekke og kontrollere. Tilbøjeligheden er neurologisk men lidelsen opstår i samspil mellem en biologisk arvelighed og psykologiske belastninger, således at lidelsen ofe udløses på baggrund af forudgående stress og belastning.

Behandling

Ved behandling af tvangslidelse gælder samme principper for mennesker med udviklingshæmning som på normalområdet. Der hersker i dag bred enighed om at den mest effektive behandling bygger på eksponeringstræning, responshindring og kognitiv terapi. Første trin i behandlingen er at hjælpe personerne med at tænke anderledes om sygdommen; at man ikke selv er skyld i tvangshandlinger og tanker, men det er skabt af sygdommen. Dernæst laves en plan for behandlingen over hvilke tanker og handlinger, der er mest plagsomme. Når terapien skal rettes mod mennesker med udviklingshæmning, kan det ikke forventes, at den udviklingshæmmede kan have ”hjemmearbejde” eller udføre træning på egen hånd. Her er det hensigtsmæssigt at oprette et træningsteam omkring den udviklingshæmmede.
En del har også god effekt af afspændingsøvelser.