Små blomster og store tanker
Af journalist Mette Egelund Olsen
I den belgiske by Gent og i forbindelse med almenpsykiatrien, Dr. Guislain Psykiatriske Hospital, træder nogle nyere lave og røde murstensbygninger frem mellem de gamle majestætiske bygninger. Den venstre vinge huser Fioretti, som er for børn og unge, og til højre ligger De Steiger, som er for de voksne. Målgruppen er mennesker med udviklingshandicap og psykiske problemer samt de personer, der har med dem at gøre i hverdagen. I Belgien er der specielle enheder for behandling af mennesker med udviklingshandicap og psykiske lidelser. Disse to afdelinger, som Center for Oligofrenipsykiatri besøgte, dækker et befolkningsgrundlag på 1,8 millioner mennesker.
Fioretti betyder ”små blomster”. Navnet skal støtte op omkring individet. Forskelligheden og skønheden ved hvert enkelt barn. Tilgangen til børnene og de unge fokuserer primært på anerkendelse og forstærkelse af hvert enkeltes unikke potentiale samtidig med at anerkende begrænsninger og særlige behov. Hvert individ er gennem deres unikhed del af omgivelserne, hvor alle kan vokse og blomstre sammen.
Der arbejdes med det, de kalder Developmental-Dynamic Model, som er integration af den bio-psyko-sociale model og den emotionelle udvikling. De fokuserer på ikke voldelig modstand og arbejder diagnostisk, pædagogisk og har en psykoterapeutisk tilgang. Fioretti har tre tilbud. En afdeling med 8 sengepladser til dem i alderen 13-16 år, en afdeling med 6 sengepladser til dem mellem 6-12 år samt et dagbehandlingstilbud for alderen 6-17 år, som er placeret tre steder. Desuden er der en krisesengeplads for de 6-17-årige i forbindelse med Radar, som er et udekørende team for børn og unge.
Første trin i behandlingen er at opbygge tillid. Men derudover tilbydes der gruppeaktiviteter som madlavning og sociale færdigheder, individuel- og gruppeterapi, skole, sanserum og vejledning til familie og personale. Fioretti har stærkt fokus på nonverbale terapier som f.eks. bevægelsesterapi, musikterapi, kreativ terapi. Og så har de for øvrigt en stor terapihund på matriklen.
Det er dog kun dem med mild udviklingshandicap og psykiske problemer som f.eks. ADHD, angst, autisme og traume, der hører til målgruppen. De med svære udviklingshandicap betjenes af den udekørende funktion Radar og behandles i deres egne omgivelser.
Der fokuseres også meget på tilstedeværelse og alternativer samt på de-eskaleringsbehandling. Med rum indrettet med f.eks. bløde materialer, tæpper og krammedyr, der kan mindske anspændthed (comfort-room) eller et recovery-room, hvor man kan være vred og komme af med aggressioner uden at komme til skade. Der er også et afsondret og beskyttet lokale, som kun bliver brugt, når personen selv spørger om det eller er til fare for sig selv eller andre.
I den anden fløj er De Steiger, som er en semi-psykiatrisk afdeling for mennesker med lettere udviklingshandicap og psykiske lidelser. Der er omkring 266 indlagte om året. Der er fire moduler. En psykiatrisk (short care) afdeling med 11 senge, hvor patienter kan være indlagt fra få dage til max. seks uger. De korte ophold reducerer problemerne med at komme tilbage til egne omgivelser. Der er 8 sengepladser for de unge (hvoraf den ene er til kortere ophold). Indlæggelserne varer mellem tre til max. seks måneder. Der tilbydes hospitalsskole.
Der er en tredje afdeling for de voksne. 11 senge (heraf er tre til domsanbragte), hvor indlæggelsen er fra tre måneder til max. seks måneder. Og endelig er der dagbehandling, der kan være et forløb op til et år.
Hovedprincipperne i behandlingen er udredning, vurdering og behandling. Her er der opmærksomhed på risikoen for diagnostisk overskygning. Der arbejdes med skræddersyede interventioner, og der laves kritisk gennemgang og evaluering af medicin. Der fokuseres på den emotionelle udvikling. Hvad kan det enkelte menneske med udviklingshandicap håndtere? De søger at forstå adfærden. Identificerer underliggende behov og grunde til synlig adfærd. Og så arbejdes der også her med ikke voldelig modstand (nonviolent resistance).
Principperne for behandling er også deltagelse og ejerskab. Der arbejdes blandt andet med ”Shared decision making”, der udformes en ”Dette er mig” – folder og kriseplan, og der er stuegang. Der er fokus på, hvem der har et problem? Patientens omgivelser kan føle sig udmattede og frustrerede. Så patientens omgivelser inddrages også.
Der arbejdes også med minimal restriktiv tilgang. Der forsøges at skabes helbredende (healing) og omgivelser for at forebygge, at tingene eskalerer. Det tilstræbes at være så åbent som muligt. Der er flugtplaner og ligesom hos Fioretti forskellige rum, hvor det f.eks. er sikkert og trygt at smide med bløde ting. Desuden er der i forbindelse med Dr. Steiger en have, hvor der kan slappes af i hængekøjer, og hvor der også dyrkes grøntsager.
Rent terapeutisk arbejdes der med en integrerende tilgang. Der tilbydes både verbal og nonverbal terapi – både individuelt og i gruppe. Metoderne er EMDR, terapihund, afspændingsterapi, systemisk psykoterapi, kreativ terapi og musikterapi. Ofte er patienterne frie til at komme og gå. Der er få forventninger, og fokus er på samhørighed. Terapien har en vigtig rolle i at finde patientens styrker.
Dr. Steiger har også et udekørende team på fem personer, der blandt andet tæller en psykiater og en ergoterapeut. Teamet betjener for det meste dem omkring de voksne med udviklingshandicap og psykiske problemer. Patienterne er fra 16 år og opefter for at gøre overgangen mellem barn og voksen bedre. De moderate til svært udviklingshandicappede med psykiske problemer behandles også af det udekørende team i deres vante omgivelser.
Teamet er også beregnet for professionelle og pårørende, der kæmper med udfordrende adfærd og psykiske problemer hos patienten. Det er altid et midlertidigt tilbud. Der arbejdes primært ikke med patienterne men mellem patienterne og deres omgivelser. Teamet giver viden, råd og støtte som bygger på et helhedsorienteret billede af patienten. Man coacher og forsøger at tune støtten ind. Der er psykoedukation og samtaler med pårørende og personale. Teamet tror på, at empowerment af personale og pårørende er lig med empowerment af patienten. Der er cirka 120 sager om året.
Det er vigtigt at pointere, at teamet ikke tager over, og at de heller ikke kan gøre noget uden medvirken fra patientens omgivelser. Der er ingen venteliste. Og målet er blandt andet at øge patientens mentale helbred, og at der gives den støtte, der er brug for. Teamet kan intet gøre, hvis dem omkring patienten siger ”Tag over”. De skal være med. Og teamet skal nok støtte. Og så er teamet meget forsigtige med at give råd. Det handler om at være en detektiv. Se efter adfærdens mening. Den ydre adfærd versus de indre følelser og motivationen. Se udfordrende adfærd som kreativ adfærd, overlevelsesstrategier, selvbeskyttelse og funktionel og meningsfuld adfærd.
Teamet søger efter de basale emotionelle behov og beskriver problemet i lyset af graden af emotionel udvikling og de relaterede behov. Og når det handler om at coache, så siger teamet: ”Bliv i konteksten. Vær der hvor det sker. Stil spørgsmål som ”Hvad gør denne patient ved mig?” Stil de rigtige reflekterende spørgsmål og bestem ikke hvordan personalet skal agere.”