Studerende har gavn af kurser og mødet med erfaring
Af journalist Mette Egelund Olsen
Spørgsmålet de stillede i forbindelse med deres 9. semesters projekt på psykologistudiet lød:
”Hvilke former for psykologiske traumefokuserede interventioner er anvendt til mennesker med intellektuel funktionsnedsættelse og i hvilken grad bliver de traumerelaterede symptomer ændret efter behandling”. En af måderne til at dykke ned i spørgsmålet og forskningen var blandt andet at deltage i et traumekursus afholdt af Center for Oligofrenipsykiatri. Maria Hassing Sørensen, Sofie Erbs-Christensen og Nanna Mari Skovgaard Danielson læser alle tre psykologi på Aalborg Universitet.
De lod sig lokke af et tilbud om halv pris for studerende. Overskriften var udviklingshandicap og traumer og kurset blev afholdt den 29. oktober af Ingelise Ørndorf og Camilla Bak Christensen – begge Cand. Pæd. I Pædagogisk psykologi og VISO-specialister.
”Vi synes, der var spændende perspektiver. Det var interessant at høre andres konkrete erfaringer med samtaler med udviklingshandicappede. Det giver rigtig god mening for studerende at deltage, hvis de ikke har været så meget ude i marken endnu. Du hører jo både oplægsholderne men møder også deltagere, der har deres erfaring med i bagagen og som de kan dele ud af. Man har mulighed for at møde andre personer indenfor faget og netværke. Det er også værdifuldt at se, hvordan det er et tværfagligt samarbejde,” siger de tre unge studerende.
De understreger, at det jo ikke er et felt (udviklingshandicappede), de bliver præsenteret for på uddannelsen. Det er – ifølge de tre studerende – som om, at udviklingshandicappede mennesker er en overset målgruppe.
”Kurset bekræfter os i, at den problematiske adfærd hos mennesker med udviklingshandicap ofte kan ses i lyset af traumer og ikke blot skal tilskrives funktionsnedsættelsen. Det er interessant, at man begynder at se et øget fokus på, at der er risiko for traumer for denne målgruppe,” siger de tre, der går på kandidatretningen KHARE, der står for Klinik for handicap og rehabilitering psykologi. Men pensum/undervisning på kandidatretningen fokuserer mest på hjerneskader. Og det er kun gennem deres praktikker, at de er blevet præsenteret for mennesker med udviklingshandicap.
”Vi har set, at der er et hul i behandlingsmulighederne for mennesker med udviklingshandicap. I praktikken har vi set nogle patienter med belastningsreaktioner, der ikke havde en PTSD-diagnose, og at der var forsigtighed ved at lave behandling i forhold til reaktionerne, fordi man ikke vidste om de udviklingshandicappede var terapi-egnede. Det blev tilskrevet funktionsnedsættelsen,” siger de. Den 5. december blev de færdige med opgaven. Specialet skal de skrive sammen. Og måske skal de arbejde med målgruppen, når de engang er færdige.
De anbefaler også centrets grundbøger om udviklingshandicap. Ifølge dem giver de en god indføring, hvis man er på bar bund i forhold til udviklingshandicappede mennesker.
Læs mere på hjemmesiden www.oligo.nu om Center for Oligofrenipsykiatris kurser og konferencer og bøger. Der er halv pris på kurser og konferencer for studerende og rabat for medlemmer af Oligofreniforeningen.