Studerende holder sommerhøjskole for mennesker med udviklingshæmning
Af Dorte Eifer

Mange mennesker glæder sig hvert år rigtig meget til sommerferien, og for en række mennesker med udviklingshæmning var uge 26 en virkelig skøn sommerferieuge med masser af socialt samvær og sjove aktiviteter. De var på sommerhøjskole på Diakonhøjskolen i Aarhus.

 

 

 

 

 

32 studerende fra 4. semester i uddannelsen ”Diakoni og socialpædagogik” har været sammen med de udviklingshæmmede hele ugen og har planlagt og stået for aktiviteter som musik, sang, spil, sport og kunst og kreativitet.

Mezo på 25 år fortæller: Det har været en fantastisk oplevelse at være sammen med deltagerne, at være sammen om at skabe den gode stemning og se, at alle trives. For mig har det har været meget lærerigt at være med til at skabe små succesoplevelser for deltagerne og se den mangfoldighed, der er.

Rasmus, der deltager for anden gang synes, at det bedste var, at han vandt en førsteplads i en af konkurrencerne.
Rikke, der også var med sidste år og til daglig er elev hos Kunstnerhuset Karavana, synes det var dejligt at være kreativ, og Jens, der var med for første gang, synes det hele var godt.

Didde Christine Thompson er udviklingskonsulent og leder af Fællesskabet Glad, som står for sommerhøjskolen og hører ind under Jysk Børneforsorg. Hun fortæller: Vores aktiviteter finder sted i ydertimerne, hvor mange mennesker med udviklingshæmning kan opleve ensomhed; det vil sige aftener, weekender og ferier.

Der er i løbet af det sidste år, hvor Didde er gået fra halv tid til fuld tid blevet flere og flere aktiviteter.

Info om Fællesskabet Glad

Fællesskabet Glad rummer en række ligeværdige fællesskaber for unge og voksne med udviklingshæmning. Alle aktiviteter er drevet af frivillige, og livsglæde og livsudfoldelse vægtes højt, ligesom godt humør og venskaber altid er i centrum.

Der afholdes denne sommer også et højskoleophold i uge 29 på Tåsinge, Svendborg.

Læs mere om Fællesskabet Glad på deres hjemmeside: https://jyskborneforsorg.dk/faellesskabet-glad/