Udviklingshæmning eller udviklingshandicap

Betegnelsen psykisk udviklingshæmning er i løbet af de sidste par år flere og flere steder blevet afløst af betegnelsen udviklingshandicap, og det er en betegnelse som vi også har taget til os på Center for Oligofrenipsykiatri og i stigende grad vil anvende. 

Udviklingshæmning eller udviklingshandicap indebærer, at personens udvikling sker langsommere, og at personen på nogle områder oftest ikke når lige så langt i sin udvikling, som de fleste andre mennesker. Hvis der er mangelfuld eller langsom udvikling af et barns motoriske evner, sproglige og sociale kompetencer eller evner til selvhjælp, vil det oftest være et tegn på udviklingshandicap.

I WHOs inddeling af årsager, der forårsager udviklingshandicap, skelnes der mellem forhold, der er opstået før, under og efter fødslen. Følgende er kendte årsager til udviklingshandicap:

  • arvelige faktorer, som visse stofskiftesygdomme og arvelige kromosomfejl
  • nyopståede kromosomfejl
  • skader der opstår i fostertilstanden (fx på grund af overdreven alkoholindtagelse, rygning eller infektionssygdomme hos moderen)
  • iltmangel under fødslen
  • for lav fødselsvægt (som følge af for tidlig fødsel)
  • hjerneskade opstået efter fødslen (på grund af en ulykke eller sygdomme)
  • ekstrem mangel på motorisk, social eller sproglig stimulering i barndommen

Eventuelle følgevirkninger

Følgevirkningerne af udviklingshandicap varierer fra person til person, da graden af udviklingshandicap er forskellig. Det varierer også, hvordan udviklingshandicappet kommer til udtryk.

Mange mennesker med udviklingshandicap udvikler en psykiatrisk lidelse, og nogle mennesker oplever følgesygdomme eller handicap i form af fx:

  • en syns- eller hørenedsættelse
  • spasticitet eller manglede muskelspænding
  • epilepsi

Sådanne følgesygdomme eller handicap kan typisk ikke helbredes, men sommetider behandles.

Læs mere om årsager til udviklingshandicap

WHOs ICD-10 diagnosegrupper

Psykiatriske diagnoser er psykiske sygdomme, der udgøres af bestemte sammensætninger af symptomer.

WHOs ICD-10 er det diagnosesystem, der anvendes i Danmark og Europa. Diagnosesystemet beskriver dels hvilke symptomer, der er nødvendige for at opfylde en diagnose, dels en beskrivelse af hvilke symptomer, der skal udelukkes for at opfylde en diagnose.

F0 Organiske psykiske lidelser (demens, delir, hjerneskader)

F1 Misbrugsbetingede psykiske lidelser eller tilstande (hash, alkohol)

F2 Skizofreni, akut psykose, paranoid psykose, skizoaffektiv sindslidelse

F3 Affektive sindslidelser (mani, depression, bipolar lidelse)

F4 Angst og belastningsreaktioner (angst, fobier, panikangst, OCD, PTSD, krisetilstande)

F5  Adfærdsændringer forbundet med fysiologiske forstyrrelser og fysiske faktorer (spise- og søvnforstyrrelser, seksuelle forstyrrelser)

F6 Forstyrrelser og forandringer af personlighedsstruktur og adfærd

F7 Mental retardering

F8 Psykiske udviklingsforstyrrelser (herunder autisme)

F9 Adfærds- og følelsesmæssige forstyrrelser opstået i barndom eller opvækst

Hoveddiagnoserne i F7 inddeles i:

F70 Mental retardering af lettere grad (debilitet, retardatio mentalis levis, debilitas mentis). IQ ca. 50-69.

F71 Mental retardering af middelsvær grad (imbecilitet i lettere grad, retardatio mentalis moderata, imbecilitas levis). IQ ca. 35-49.

F72 Mental retardering af sværere grad (imbecilitet i sværere grad, retardatio mentalis gravis, imbecilitas gravis). IQ ca. 20-34.

F73 Mental retardering af sværeste grad ( retardatio mentalis profunda, idiotia). IQ under 20.

F78 Anden mental retardering

F79 Mental retardering, uspecificeret

Grader af udviklingshandicap

F70 Mental retardering af lettere grad (debilitet, retardatio mentalis levis, debilitas mentis).
IQ ca. 50-69.

Selv om den sproglige udvikling oftest er forsinket, erhverver de fleste debile et talesprog, der er tilstrækkeligt til dagligdags formål og til almindelig samtale. De fleste magter selvstændigt daglige aktiviteter som spisning, påklædning og toiletbesøg og forskellige huslige og praktiske opgaver, selv om udviklingen af disse færdigheder foregår langsommere end normalt.

Derimod har den debile vanskeligt ved at klare sædvanlige skolefag som læsning og skrivning. Imidlertid kan mange debile drage fordel af undervisning, der specielt tager hensyn til deres handicap. Mange vil være i stand til at klare ikke-teoretisk krævende ufaglært arbejde.

I sociokulturelle sammenhænge, der ikke kræver skolemæssige færdigheder, udgør debilitet i sig selv ikke noget problem. Er debiliteten imidlertid ledsaget af følelsesmæssig og social umodenhed, vil virkningen af handicappet være tydelig, f. eks. i parforhold, ved børneopdragelse og den debile vil have vanskeligt ved at leve op til samfundets kulturelle traditioner og forventninger (til den normale).

I almindelighed ligner den debiles emotionelle, adfærdsmæssige og sociale problemer mere de problemer, der findes i den almindelige befolkning end de problemer, der findes hos mere udviklingshandicappede. En organisk årsag kan påvises i et stigende antal tilfælde, men langt fra hos flertallet.

F71 Mental retardering af middelsvær grad (imbecilitet i lettere grad, retardatio mentalis moderata, imbecilitas levis). IQ ca. 35-49.

Personer med imbecilitet i lettere grad udvikler kun langsomt forståelse og brug af sprog og de færdigheder, som de eventuelt erhverver på dette område er begrænsede. Udviklingen af selvhjulpenhed og motoriske færdigheder er også langsom og hos nogle er der behov for opsyn livet igennem.

Tilegnelsen af skolemæssige færdigheder er begrænset, men enkelte kan opnå basale færdigheder i læsning, skrivning og tælling. Særlige undervisningsprogrammer kan give de lettere imbecile personer mulighed for at udvikle deres begrænsede potentiale og for at erhverve enkelte basale færdigheder.

Som voksne er personer med lettere imbecilitet sædvanligvis i stand til at udføre simpelt praktisk arbejde, hvis opgaverne er omhyggeligt strukturerede og udføres under kvalificeret vejledning.

En fuldstændig uafhængig tilværelse opnås kun sjældent i voksenlivet. Imidlertid er disse mennesker i almindelighed mobile og fysisk aktive og hos flertallet ses tegn på social udvikling med hensyn til evnen til at etablere kontakter, til at kommunikere med andre og til at indgå i enkle sociale aktiviteter.

Der er hyppigt betydelig variation i de præstationer, der opnås på forskellige områder, således at nogle klarer sig bedre ved praktiske opgaver end ved aktiviteter, der er afhængige af sproglige færdigheder, mens andre er udtalt kluntede men nyder socialt samvær. Den sproglige udvikling er varierende: nogle evner at deltage i simple samtaler, andre har et så beskedent udviklet sprog, at de kun kan give udtryk for basale behov. Nogle lærer aldrig at bruge sproget, selv om de kan forstå simple instruktioner og forklaringer. I stedet kan de eventuelt lære at anvende et tegnsprog, som til en vis grad kan kompensere for den manglende evne til at tale.

Hos flertallet af de lettere imbecile kan der påvises en organisk årsag. Infantil autisme findes hos en betragtelig del og epilepsi og andre neurologiske sygdomme er hyppige.

F72 Mental retardering af sværere grad (imbecilitet i sværere grad, retardatio mentalis gravis, imbecilitas gravis). IQ ca. 20-34.

De imbecile i sværere grad ligner de lettere imbecile i fremtræden og ved, at der hyppigt kan påvises en organisk årsag og ved den hyppige forekomst af neurologiske komplikationer.

De færdigheder, den sværere imbecile person behersker, når ikke over de dårligst fungerende lettere imbeciles færdigheder (f. eks. på det sproglige plan). De fleste har udtalte motoriske vanskeligheder eller andre udviklingsmæssige mangler, der tyder på betydelig beskadigelse eller fejludvikling af centralnervesystemet.

F73 Mental retardering af sværeste grad ( retardatio mentalis profunda, idiotia). IQ under 20.

Her skønnes IQ at være under 20, hvilket i praksis sætter svære begrænsninger for personens evne til at forstå og efterkomme anmodninger eller instruktioner. De fleste er immobile eller har svære bevægehandicaps, de er som regel urenlige og formår højst meget begrænsede former for ikke-sproglig kommunikation. De har ingen eller kun meget ringe mulighed for at tage vare på egne basale behov og kræver konstant hjælp og opsyn.

En organisk årsag kan påvises i de fleste tilfælde og svære neurologiske og andre legemlige komplikationer er hyppige.

FAKTA

Udviklingshandicap opfattes ikke som en sygdom, men som et symptom på, at de intellektuelle funktioner er udviklet på et lavere niveau end normalt.

Det er ikke altid muligt at finde årsagen, men hos ca. 70 % af mennesker med sværere udviklingshandicap kan årsagen påvises, mens det kun er muligt i ca. 50 % af de lettere tilfælde.