Personlighedsforstyrrelser

En personlighed er kendetegnet ved et menneskes tendens til at føle, tænke og handle på bestemte måde i forskellige situationer over tid. Det er de stabile egenskaber ved en personlighed, og både arv og miljø bidrager til udviklingen af personligheden.

Man har hidtil ment, at personligheden vanskeligt lader sig ændre, men nyere forskning peger på, at det er muligt at ændre på personligheden.

Personlighedsforstyrrelse omfatter en række tilstande og adfærdsmønstre af klinisk betydning, som har tendens til at være vedvarende og synes at udtrykke personens typiske livsstil og måde at forholde sig til andre på. Med klinisk betydning menes, at det skaber betydelige vanskeligheder og lidelse for personen og eller omgivelser i hverdagen.(WHOs ICD-10, 1992)

Personlighedsforstyrrelser og mennesker med udviklingshandicap

Personlighedsforstyrrelser forekommer hos mennesker med udviklingshandicap, men det er en omdiskuteret diagnose, der ikke stilles nær så hyppigt som eksempelvis angst- og depressionsdiagnoser. Det er meget vanskeligt at skelne mellem udviklingshandicap, umoden personlighed og personlighedsforstyrrelse, og i praksis stilles diagnosen meget sjældent. Man kan i praksis tale om en personlighedsforstyrrelse, når den afvigende personlighed og de vanskeligheder, der optræder, ikke kan forklares med udviklingshandicappet.

Det frarådes at anvende personlighedsforstyrrelsesdiagnosen på personer med svært udviklingshandicap.

Ængstelige personlighedsforstyrrelser er dobbelt så hyppige hos udviklingshandicappede som dramatiske og sære personlighedsforstyrrelser.

Udredning og diagnosticering

Diagnosen støttes på behandlerens og omgivelsernes observationer, da selvrapportering fra den udviklingshandicappede selv oftest er for vanskeligt.

Selvskade, impulsivitet og emotionel labilitet forekommer hos mange udviklingshandicappede og er ikke tilstrækkeligt til at diagnosen personlighedsforstyrrelse kan stilles.

Skizoid, ængstelig og dependent personlighedsforstyrrelse er også en vanskelig rubricering i forhold til mennesker, der har udviklingshandicap og dermed nedsatte kognitive færdigheder, og tillige ekstra vanskeligt når der også er autismespektrumforstyrrelse.

Behandling

I et psykoterapeutisk forløb vil tilgangen være et fokus på at personen bliver set og mødt på en positiv måde. Derudover er miljøterapi – anvendelse af miljøet som terapeutisk faktor – den mest anvendte behandlingsform.

Ved en personlighedsforstyrrelse kan en miljøterapeutisk pædagogisk indsats være gavnlig.
De overordnede elementer er:

Rammer der skaber et beskyttende miljø – genkendelighed, overskuelighed, struktur, skærmning
F.eks. klarhed over hvem der er på arbejde, dagsprogram, hvem gør hvad og hvordan, faste kontaktpersoner etc…

Det emotionelle klima – tryghed, omsorg, grænser
F.eks. få konfrontationer, positiv kommunikation, fokus på tryghed og angstreduktion, nedsæt forventninger.

Relationsarbejde – samtale som pædagogisk redskab –
F.eks. fokus på relation eller et fælles tredje, fokus på affektregulering – sæt ord på følelser og frustrationer, fokus på mentalisering – se på intentioner frem for adfærd, bevar håbet, se på det der lykkes.