Specialistteam støtter netværk til svært udviklingshæmmede med udfordrende adfærd
Af Mette Egelund Olsen
I Skåne i Sverige arbejder et specialistteam bestående af en psykiatrisk sygeplejerske, en praktiserende læge, en psykolog og en psykiater med netværket omkring voksne mennesker med svær udviklingshæmning og udfordrende adfærd. Det har de gjort igennem de sidste 10 år, hvor de har haft 189 patienter igennem teamet.
Lena Nylander, psykiater, fortalte om teamet og dets arbejde på EAMHIDs kongres i Helsinki.
Teamet har sjældent direkte kontakt med patienterne. Men de konsulterer og superviserer patientens netværk. Og det kommer der meget godt ud af.
Teamet arbejder mest digitalt og er nemme at komme i kontakt med på både e-mail og telefon. Målgruppen er netværket omkring patienten. Der bliver givet råd om behandling, diagnose, kommunikationsbehov, medicin med mere samt også undervisning af professionelle og personale. Kun en håndfuld af patienterne har ikke også autisme – resten har. Og hvad definerer så netværket: Det er alle og alle funktioner, der er nødvendige for at opretholde et godt dagligt liv. Det kan være familie, værger, sundhedspersonale og specialister (herunder psykiater og neurolog). Netværket bør mødes og opnå konsensus og definere ansvarsområder. Teamet forlader netværket, når det kan arbejde af sig selv. Deres mål er, at der ikke mere skal være behov for teamet.
Teamet går blandt andet gennem al medicin, som patienten får og har fået gennem tiden. De forsøger at definere både somatiske og psykiatriske helbredsproblemer. Ofte er et af problemerne, at der stilles for store krav til patienten, som man ofte tror er bedre kognitivt fungerende, end vedkommende i realiteten er. Teamets netværksarbejde har blandt andet for patienterne betydet færre besøg på psykiatrisk skadestue og mindre selvskadende adfærd.