Psykologiske samtaler til udviklingshæmmede giver positivt resultat

– Psykologhjælp til mennesker med udviklingshæmning har været omdrejningspunktet i et projekt Aalborg Kommune har kørt under overskriften Øget Mental Sundhed for borgere med udviklingshæmning. I et år er der blevet tilbudt psykologsamtaler, og målet har været at finde ud af, om mennesker med udviklingshæmning kan profitere af psykologhjælp. Projektet har vist et klart behov for psykologisk samtaleterapi for mennesker med udviklingshæmning, der ellers ofte er en overset målgruppe, der ikke tilbydes psykologhjælp på grund af deres psykiske funktionsnedsættelse.
Projektet har været et samarbejde mellem 2 fagcentre i kommunen: Fagcenter for mennesker med udviklingshæmning og døve samt fagcenter for særlige tilbud. Projektet er gået så godt, at der er søgt og bevilliget et år ekstra, der har fokus på relationer og gruppeterapi.
Psykolog Camilla Jørgensen har stået for terapien i det år, projektet har kørt. 14 borgere har været med i projektet, og 11 har gennemført forløbet, hvor de har fået tilbudt mellem 12 og 30 sessioner med en uges interval.

Fra isolation til venskab

”Alle de borgere, der er med i projektet har en udviklingshæmning, men deres udviklingshæmning kommer til udtryk på forskellig vis. Derudover har de haft forskellige psykologiske problematikker, f.eks. angst, tristhed, lavt selvværd, problemer med mobning, overgreb og ikke at føle sig forstået af f.eks. forældre. Vi har bevidst valgt de tunge psykiatriske lidelser fra som borderline og skizofreni, da de har behov for et andet mere specialiseret tilbud. Vi har også bevidst valgt bare at evaluere før og efter terapiforløbet, da jeg som psykolog har følt det vigtigt, at jeg var nærværende under terapien og derfor ikke overdyngede dem med evalueringsark ved hver session,” fortæller Camilla Jørgensen og forklarer videre:
”Flere af borgerne har oplevet positive ændringer efter, at de har været i et terapiforløb. En borger indså, at hendes kæreste ikke var god for hende, og hun blev mere opmærksom på, hvad hun vægter højt i et forhold. Hun er derfor blevet gladere og mere åben ved at vælge sin kæreste fra. Nogle af borgerne er gået fra at isolere sig til at opsøge nye venskaber. Andre borgere har fået større tro på sig selv og redskaber til at gøre mere af det, der gør dem glade. Jeg tænker, at det er de små skridt og de små ændringer, der tæller og som kan virke på længere sigt. Borgerne har generelt nydt at blive hørt og blive taget alvorligt i den terapeutiske kontekst.”
Problematikkerne har været meget komplekse og blandede. Camilla Jørgensen har taget en session ad gangen og mødt de udviklingshæmmede borgere, hvor de er med de behov, de har den pågældende dag, da det medfører, at de føler sig anerkendt og forstået. Hun har taget sig den frihed at prøve forskellige metoder af. Som f.eks. KAT (kognitiv adfærdsterapi), mindfulness og tegneterapi.

Brug for særlig støtte

”Borgere med udviklingshæmning har ofte brug for ekstra støtte, hvorfor jeg har haft et samarbejde med en primær medarbejder om hver borger. Det er forskelligt i hvilken grad, medarbejderen har været inde over terapien, men det har særligt været i forbindelse med hjemmeopgaver. Hos en af borgerne var pædagogen med den sidste halve time ved hver session, hvilket gjorde borgeren mere tryg, og det medførte, at borgeren åbnede mere op. Pædagogen var her med til at overføre det lærte i terapien til hverdagen. Denne overførsel til hverdagen er en vigtig del af det at gå i terapi, og her kan denne målgruppe have brug for særlig støtte,” fortæller Camilla Jørgensen.
Projektleder Mette Karmark Venderby tilføjer, at det er vigtigt at være opmærksom på, at der skal være tillid fra pædagogernes side, og at de ikke skal føle det som et nederlag, og som at de ikke er lykkedes med opgaven, når psykologen kommer ind over deres borgere.
Det næste år står nu i gruppeterapiens navn. Der vil dog stadig køre individuelle samtaler ved siden af. De håber, at grupperne, der nok kommer til at rumme 4- 6 personer, kan være med til at bryde ensomheden ved det at have en psykologisk problematik og gøre, at borgerne kan genkende sig selv i de andre og måske kan de også bruge hinanden bagefter. Første trin er nu at finde viden om emnet og så derfra planlægge det næste projekt-år.