PTSD

Posttraumatisk stresssyndrom, PTSD, opstår når et menneske ikke får bearbejdet særligt belastende hændelser, som sætter sig som traumer. Det kan være seksuelle overgreb, brand, alvorlige overfald, alvorlige ulykker, krigsoplevelser. Situationer som associeres med den oprindelige hændelse, kan fremkalde meget stærke forsinkede reaktioner i form af genoplevelse af traumet og panikanfald.

Personer som er udsat for traumatisk stress kan udvikle flere forskellige problemer, ikke bare en akut og vedvarende stresstilstand men også følgetilstande som psykosomatiske lidelser, depression, rusmiddelbrug, personlighedsforstyrrelse eller selvskade. Traumer kan påvirke affektreguleringen i høj grad.

PTSD hos mennesker med udviklingshandicap

Mennesker med udviklingshandicap bliver oftere end normalbefolkningen udsat for overgreb og grænseoverskridende adfærd, og de har også sværere ved at bearbejde hændelser som for normaltbegavede integreres og bliver en naturlig del af livshistorien. Særligt personer med lav IQ har antagelig øget sårbarhed for at udvikle PTSD efter voldsomme hændelser.

Traumer kan påvirke evnen til at regulere sine følelser – affektreguleringen – i høj grad. Hos udviklingshappede vil affektreguleringen i udgangspunktet have sammenhæng med graden af udviklingshandicap . En traumatisk stressor vil hos normale børn og unge påvirke biologiske og psykologiske modningsprocesseer. Hvis modningsprocesserne sættes under pres hos mennesker, hvor modningsprocesserne i forvejen går langsommere end hos normalbefolkningen, kan dette resultere i kronisk dysfunktionel affektregulering. Dette vil vise sig som udfordrende adfærd, i form af høje råb, gråd, selvskade, slag og spark mod omsorgspersoner, ødelæggelse af ting eller motorisk uro. Den voldsomme adfærd vil kræve, at omgivelserne sætter ind med skade-afværgende tiltag, som eksempelvis verbal grænsesætning og fysisk magt. Derved kan den PTSD-ramte risikere at befinde sig i et endnu mere forhøjet beredskab og en ond cirkel er etableret.

Mennesker med udviklingshandicap er særligt sårbare i overgangsfaser, eksempelvis pubertet, at flytte hjemmefra, forældre der dør, søskende og venner, der flytter eller bliver syge.
Tilrettelæggelse i overgangsfaser vil være af stor betydning for denne målgruppe for at forebygge mulige langsigtede skadevirkninger.

Symptomer på PTSD

De mest almindelige symptomer er (WHO, 1992) flashbacks, mareridt, angst, humørsvingninger, undgåelse af situationer der minder om det oprindelige traume, depression, agressioner, søvnløshed og selvmordstanker.
Derudover ses koncentrationsprobblemer, vagtsomhed og letskræmthed.

Udredning og diagnosticering

Diagnostiscering af traumatisk stress er kompliceret hos mennesker med udviklingshandicap, særligt hos dem som ikke kan fortælle om tilbagevendende flash-backs og hvilke situationer som udløser minder og angstreaktioner. Mennesker med udviklingshandicap har ligesom børn en større tilbøjelighed til at udadreagere frem for at snakke om oplevelser, der har været af særlig truende karakter.

Det vil være hensigtsmæssigt at få udredt mennesker med udviklingshandicap som er voldsomt udadreagerende gentagne gange for mulig traumatisk stress (Eknes og Bakken, 2009).

For personer med let til moderat udviklingshandicap anvendes almindeligvis ICD-10-systemet. Diagnosen forudsætter en klart udløsende alvorlig livshændelse. For mennesker med en højere grad af udviklingshandicap opstår der udfordringer i forhold til diagnosticeringskriterierne på normalområdet. Her gælder det om at kortlægge mulige traumatiske stressorer. F.eks. gentagne flytninger og tab af nære personer.

For mennesker med moderat til svær udviklingshandicap kan kriterier fra DM-ID (Diagnostic Manual – Intellectual Disability) anvendes.
Kernesymptomerne er stærkt udadreagerende adfærd, disorganiseret eller agiteret adfærd, symptonmer på stress, søvnproblemer, manglende interesse for fremtiden og negativ påvirkning af ydeevnen.

Differentialdiagnostik: Særligt psykose, paniklidelse og depression kan være vanskeligt at skille fra PTSD.

Behandling

Behandlingen af PTSD vil indeholde to hovedelementer: Stabilisering og bearbejdning. Bearbejdningen kan være gennem psykodynamisk samtaleterapi eller kognitiv terapi eller en kombination og fordrer evne til at indgå i en verbal kommunikation. For mennesker med svært udviklingshandicap vil behandlingen primært være stabilisering, som vil foregå i miljøet, så terapeuten tolker adfærden ind i en meningsfuld hverdagsramme.

[/fusion_text][/fusion_builder_column][/fusion_builder_row][/fusion_builder_container]