Bipolar affektiv sindslidelse

Når såvel manier som depressioner optræder hos samme patient taler man om bipolar affektiv sindslidelse. Nogle har kun ganske få sygdomsanfald. Andre har kun korte perioder mellem anfaldene, også betegnet som “rapid cycling.” En del patienter har kun depressioner og enkelte (ca. 2 procent) oplever kun manier, også betegnet som unipolar affektiv lidelse.

De affektive sindslidelser er overordentlig almindelige. Man regner med, at omkring hver 5. på et eller andet tidspunkt får depressive symptomer. Medregner man de lettere tilfælde, har 4-5 procent af befolkningen til enhver tid en affektiv lidelse, væsentligst i form af depression.

Blandt udviklingshandicappedudviklingshandicap er hyppigheden af samme størrelsesorden, men alt andet lige kan det forventes, at det kun er de sværere tilfælde, der diagnosticeres.

Symptomer på depression

Forsænket stemningsleje i varierende grad fra tristhed til sort fortvivlelse. Den deprimerede har svært ved at føle glæde ved noget som helst.

• Sædvanlige lyster og interesser forsvinder som regel også.
• Nedsat energi- og aktivitetsniveau – nogle kan give udtryk for, at alt forekommer uoverkommeligt.
• Nedsat selvtillid og ringe selvfølelse. Man føler sig uduelig og egentlig burde man slet ikke have lov at leve, alle var bedre tjent med at man ikke eksisterede. Vejen fra sådanne tanker til dødsønsker og alvorligt mente selvmordsforsøg kan være kort.
• Svær skyldfølelse er almindelig, i udtalte tilfælde således at der næsten ikke er den ulykke på jorden, som den deprimerede ikke er skyld i.
• Hypokondre vrangforstillinger med besynderlige legemlige symptomer.
• Svært ved at følge med i samtaler, fjernsynsudsendelser og lignende fordi koncentrationsevnen svækkes.
• Tankegang og bevægelser kan være langsomme eller patienten kan gå helt i stå og blot ligge eller sidde stirrende tomt ud frem for sig.
• Rastløs uro, hvor patienten jamrende vandrer hændervridende omkring. Man taler da om en agiteret depression. Specielt sløvheden kan af og til mistolkes som et tegn på demens.
• Søvnforstyrrelser i form af indsovningsbesvær følger tit med depressionen. Afbrudt søvn og tidlig opvågnen, men tilbøjelighed til at sove både nat og dag kan også forekomme.
• Nedsat appetit og ved længerevarende depression kan vægttab ses.
• Øget appetit og vægt (trøstspisning) ses hos enkelte.

En depression varer mindst 14 dage. Er tilstanden af kortere varighed, taler man om en depressiv episode. Ubehandlet kan varigheden af en depression være måneder eller år.

Symptomer på mani, depressionens modstykke

• Ved manien er stemningslejet løftet og i lette tilfælde kan de væsentligste symptomer blot være en uforholdsmæssig glæde eller lykkefølelse.
• I lidt mere udtalte tilfælde ses et forhøjet energiniveau, som kan vise sig ved øget aktivitet, rastløs uro, “tankemylder” og taletrang.
• Øget selvfølelse, som kan vise sig ved storhedsforestillinger.
• Den maniske patient har som regel koncentrationsbesvær, og han afledes let af omgivelserne eller af egne indfald.
• Nedsat søvnbehov
• Normale hæmninger er svækkede, således at en forringet selvkontrol i forbindelse med forstærkede drifter kan føre til uheldige handlinger.
• Ikke sjældent optræder en mani i form af en tilstand med utålmodig og vredagtig irritabilitet, og da manikeren som regel ikke har nogen som helst sygdomserkendelse, kan tilrettevisninger eller modsigelse udløse aggressivitet.
• Bipolar lidelse hos mennesker med udviklingshandicap.

Man skønner at 1-2 % mennesker med udviklingshandicap har bipolar lidelse. Lidelsen er lige udbredt blandt mænd og kvinder, og forløbet er livslangt.
Det kan være vanskeligt at skelne mellem humørsvingninger, der ligger indenfor det normale og bipolare svingninger. Ved bipolar lidelse er intensiteten mere udtalt end ved humørsvingninger, og varigheden ved bipolar lidelse er fra uger til måneder, mens den ved humørsvingninger kan vare en eller flere dage.

Mennesker med udviklingshandicap har oftere end normalbefolkningen funktionsvanskeligheder, der kan påvirke stemningslejet negativt, eksempelvis ortopædiske problemstillinger, smerter, sygdom eller epilepsi.

Det er ikke ualmindeligt, at udviklingshandicappedudviklingshandicap med humørsvingninger har psykotiske symptomer som vrangforestillinger, hallucinationer og mistænksomhed i såvel den depressive som maniske periode.

Efter mange år med lidelsen kan den blive mere alvorlig med større funktionstab og eksekutive vanskeligheder til følge, tydeligst ved depressionen. F.eks. kan det blive mere vanskeligt at udføre husligt arbejde og helt almindelige hverdagsaktiviteter, der hidtil har fundet sted uden at volde problemer.

Udredning og diagnosticering

En stemningslidelse kan være vanskelig at diagnosticere hos mennesker med udviklingshandicap pga. de reducerede kommunikative evner. Dette gælder særligt hos de moderat til svært udviklingshandicappede, som ikke selv er i stand til at beskrive symptomerne. Diagnosen er afhængig af, at personale og pårørende, der kender personen godt, observerer adfærdsændringerne. Observationer over et længere tidsperspektiv med beskrivelse af, hvordan humørsvingningerne viser sig, bidrager til et tydeligere billede af sygdommen.

De første symptomer optræder som regel i puberteten eller i tidlig voksen alder, og gerne i forbindelse med en depression. Lidelsen opdages ofte af omgivelserne, der beretter om nedstemthed, øget irritabilitet, aggressivitet og mistrivsel. Det er almindeligt, at den første maniske episode først observeres efter flere episoder med depression, og tidligere maniske episoder har formentlig været overset. De maniske symptomer er opstemthed, øget selvtillid og problemer med at slappe af.

Årsagen kan være fremkaldt af såvel fysiske som psykiske faktorer. Somatiske faktorer som epilepsi, infektioner og bivirkninger fra lægemidler kan påvirke stemningslejet, men også sociale faktorer som stressende livsomstændigheder, ensomhed eller mobning kan også være udløsende faktorer.

Behandling

Behandlingen bygger ideelt set på både psykosocial og medikamentel behandling.

Den psykosociale behandling bygger bl.a. på kommunikation i form af psykoedukation om lidelsen med både den udviklingshandicappede, personale og pårørende med henblik på at forebygge og reducere adfærdsproblemer.

Den medikamentelle behandling indebærer som oftest Litium eller andet stemningsstabiliserende, der gives livslangt, fordi risikoen for tilbagefald er høj. En del mennesker med udviklingshandicap med bipolar lidelse kan have brug for en kombination af medicinske præparater, antidepressiva, antipsykotika, litium og antileptika. Dette kan have god effekt og medføre lavere doser, men samtidig også øgede bivirkninger, som der skal observeres for, især i forbindelse med Litium. Ved behandling med Litium er det vigtigt at sørge for et stabilt væskeindtag, da et mangelfuldt væskeindtag kan resultere i en Litium-forgiftning.

Ved bipolar lidelse ses der en høj grad af tilbagefald, særligt ved manglende vedligeholdelse af medicinen. Ydre faktorer har også betydning; eksempelvis kan for lidt eller for meget søvn, øget stress som følge af tab, ændringer i miljøet eller medicineringen også medføre tilbagefald. Det er derfor vigtigt, at personalet er opmærksom på, hvilke situationer der kan stresse og resultere i affektive svingninger.

Ved nye episoder skal både den almindelige og akut (PN)-medicinen som regel justeres. Der er et livslangt behov for opfølgning. Især skal personalet være opmærksom på bivirkninger af den medikamentelle behandling, da mange mennesker med udviklingshandicap selv vil have svært ved at give udtryk for disse.