Alene men ikke uden mening – En psykologs vej ind i området
Af Mette Egelund Olsen
Han kalder sig selv for en af de ensomme ulve. Det er fordi, der er langt mellem dem, og fordi at de er så få. Men han føler, at han har fundet en plet, der giver mening. Et job der er værd at samle på. Han brænder for det, og for ham er det en lykke, at andre kan få det bedre. 48-årige Jes Sølgaard arbejder som psykolog og de andre, han taler om, er blandt andre mennesker med udviklingshandicap og psykiske problemer. Han er den eneste i Nordjylland, og dette er hans vej ind i området.
”Min interesse for disse mennesker stammer helt tilbage til, da jeg som 18-årig fik job på en rideskole. Jeg var en dygtig rytter og skulle stå for handicapridning med meget fysisk handicappede. Jeg havde blandt andet nogle hold med børn med, hvad man dengang kaldte, grænsepsykoser, der kom fra den samme skole. Jeg fik tilbud om at komme ned på skolen og undervise som lærermedhjælper. I løbet af det år besluttede jeg mig for at uddanne mig ind i feltet med børn med udviklingshandicap. Jeg søgte derfor ind på seminariet som pædagog. Derefter er det gået slag i slag. Igennem studiet var jeg ansat i fire vikarjob med mennesker med handicap. Det var både almindelige mennesker med udviklingshandicap men også børn med medfødt døvblindhed,” fortæller Jes Sølgaard.
Den første plejebarn
På omtrent samme tid fik Jes Sølgaard og hans kone deres første plejebarn, en dreng på 13 år med udviklingshandicap. De var et ungt par men allerede rodfæstede og arbejdede begge indenfor feltet. Jes Sølgaard arbejdede i det fritidstilbud, hvor drengen også var. Drengen var adfærdsvanskelig og lavede meget ballade.
”Han skulle have sin egen voksen – og det blev mig. Da forældrene så fik akut behov, blev vi spurgt. Det skulle nemlig være et sted, der ikke havde små børn,” siger Jes Sølgaard.
Han blev uddannet som pædagog og fik job i et aktivitetstilbud for mennesker med medfødt døvblindhed. Fælles for den gruppe, som han havde ansvar for, var en grad af udfordrende adfærd. De skabte et skovhold, hvor deres borgere kom trætte hjem, og den udfordrende adfærd forsvandt.
Det førte til en stilling som leder for en behandlingsafdeling med fire med udfordrende adfærd. 22 pædagoger var ansat til disse fire mennesker med udviklingshandicap, medfødt døvblindhed og psykiatriske overbygninger.
”Jeg arbejdede som leder i de næste tre år. Nu handlede det mere om personale og økonomi, og jeg arbejdede nok 70 timer om ugen. Så skulle vi have barn nummer to, Christian. Og vi besluttede, at Christian skulle prioriteres, og jeg opsagde mit lederjob og blev i stedet ansat som pædagog i et aktivitetstilbud til unge med primært aspergersyndrom. Da Christian så fyldte tre år, og blev jeg igen leder i Aalborg Kommune. Denne gang udenfor området, og de næste syv år var jeg leder for området med børn anbragt udenfor hjemmet. I løbet af de syv år tog jeg en psykoterapeutisk efteruddannelse. Mit syvende år som leder var det fjerde år som psykoterapeut, og jeg havde lysten til at vide mere. Jeg søgte derfor ind på psykologistudiet i 2014 samtidig med, at jeg begyndte at arbejde med mennesker med udviklingshandicap igen,” fortæller Jes Sølgaard.
Fra studentermedhjælper til psykolog
Han blev ansat som studentermedhjælper i Aalborg Kommune og skulle udvikle et psykoedukativt undervisningsmateriale ”Mine stærke sider” rettet mod mennesker med udviklingshandicap. Det arbejdede han med de næste fire år, og da han blev færdig som psykolog, blev han ansat som fuldtidspsykolog i Udviklingscenter Aalborg, der hører under ældrehandicapforvaltningen i Aalborg Kommune. Det er her, han er i dag.
”Lige efter jeg var blevet fastansat, vinder vi VISO-udbud, og 50-60 procent af min arbejdstid går nu med VISO-opgaver i hele landet, der omhandler mennesker med udviklingshandicap og psykiske lidelser. Indimellem også med misbrug. Så det er både dobbelt- og triplediagnoser. Borgerne er fra svært udviklingshandicappede til inferioritas. Hos VISO udbyder vi rådgivning – ikke terapi. Men jeg tilpasser rådgivningen og bruger de samme værktøjer og metoder. Resten af min tid er det udredning, terapi og supervision med borgere med mentale funktionsnedsættelser i Aalborg Kommune. Lige for tiden har jeg ni klienter i et aktivt terapiforløb. Typisk er det over et halvt års forløb. Vi tilbyder dem 10 samtaler, der kan suppleres med flere, hvis der er behov. Jeg dækker hele handicapområdet. Også f.eks. senhjerneskadede. Jeg laver også udredning af alle borgere, der skal i misbrugsbehandling i Vamis. Misbruget kan nemlig dække over en psykisk lidelse,” forklarer Jes Sølgaard.
De hører stemmer
Han har set et overraskende mønster hos flere af sine klienter. Mange er nemlig stemmehørere. Op mod en tredjedel hører stemmer i en sådan grad, at de er forpinte. Og det drejer sig ikke ”kun” om skizofrene. Derfor starter han på en stemmehørerfacilitator-uddannelse. Det er meningen, at metoden så skal gøres brugbar til mennesker med udviklingshandicap.
”Det har vist sig, at det ofte er skamfuldt at høre stemmer, så det er ofte ikke det første, de fortæller mig,” siger Jes Sølgaard.
Han er en af de få, der beskæftiger sig med mennesker med udviklingshandicap og psykiske lidelser. Faktisk den eneste psykolog på det felt i Nordjylland. Og da den psykiatriske dækning indenfor området i Nordjylland er meget begrænset, har han blandt andet skullet samarbejde med praktiserende læger om f.eks. antidepressiv behandling.
Nye projekter
Han har stadig mange jern i ilden. Der venter en oversættelse af en angst- og depressionsskala, der kun findes på engelsk. På sigt skal han som en del af arbejdet på Udviklingscentret også i gang med at etablere et samarbejde med Forskningsenheden på Psykiatrisk Hospital i Aalborg og universitetet om et ph.d.-projekt, der skal undersøge effekten af gruppeterapi til mennesker med nedsat mental funktionsevne, der oplever aggressiv adfærd. Men lige nu sætter coronavirus lidt en stopper for hans projekt. For det er svært på nuværende tidspunkt at samle 100 mennesker. Så han må vente lidt. Og imens han venter, kan han glæde sig til, at i aften kommer et af hans tidligere plejebørn – en kvinde på 43 år – og spiser risengrød. De taler sammen dagligt. Han har kendt hende i 30 år, og det er 20 år siden, han fik løn for det.