Sengepladser i psykiatrien til udviklingshandicappede – endelig
Af Mette Egelund Olsen
Der er nok gået ti år siden ideen blev luftet. At det var nødvendigt med særlige sengepladser til udviklingshæmmede i psykiatrien. Det var oligofreniteamet i Åbenrå, der tænkte tanken. For de oplevede ofte, at deres patienter, hvis de havde behov for indlæggelse, ikke passede ind på almenafdelingerne. De blev udskrevet næsten med det sammen med begrundelsen, at de jo var udviklingshandicappede.
”Vi har altid talt om, at vi skulle have et sengeafsnit til vores patienter. Og for nogle år siden lykkedes det tilsyneladende. I første omgang blev der oprettet pladser på en almen psykiatrisk afdeling, men det gik ikke supergodt. Vi fik at vide, at patienterne ikke passede ind, og at det var svært at tale med dem og skabe en relation. Heldigvis var vi efterfølgende i kontakt med gerontopsykiatrien og deres afdeling. De havde lidt forbehold i starten, fordi de ikke kendte patientgruppen, og fordi de troede, de var voldsomme. Men med et samarbejde og undervisning/foredrag lykkedes det os at etablere nogle sengepladser. Vi havde to nøglemedarbejdere med ude i vores ambulante team, indtil vi en dag blev spurgt om det ikke var muligt at få én tværgående medarbejder,” siger Uwe Goy, der er psykiatrisk overlæge i oligofreniteamet i Åbenrå.
Den røde tråd
Første januar 2025 blev Lene Mølgaard så ansat som tværgående person. Hun er social- og sundhedsassistent, der tidligere har arbejdet i hjemmeplejen og som er aktiv i LEV.
”Jeg har det primære ansvar for de oligofrene patienter på afdeling 52, ældrepsykiatrisk afdeling i Åbenrå. Der er 16 pladser i alt. Og ikke et fast antal til de oligofrene patienter. Lige nu er vi ved at finde ud af behovet. Vi har max haft to indlagte ad gangen. Jeg følger med over i ambulatoriet, når de udskrives. Normalt er der ellers vandtætte skodder mellem afdeling og ambulatorium. Jeg er den røde tråd. Jeg følger også op på, hvordan de fungerer i deres dagligdag, når de ikke er psykisk dårlige, og jeg rådgiver også bostedet om, hvilke tilgange, der har virket godt. Det kan også være en indsats i forhold til dem, der lige ligger på vippen til en indlæggelse,” siger Lene Mølgaard.
De udviklingshandicappede patienter, der indlægges på afdeling 52, skal være tilknyttet oligofreniteamet. Og glædeligt er det, at der i den periode, de oligofrene patienter har været tilknyttet afdeling 52, ikke har været en eneste episode med tvang.
Men hvorfor passer de udviklingshandicappede så godt ind i ældrepsykiatrien?
Ifølge Uwe Goy er der mere ro på afdelingen, og hele tempoet er mere nede. Det er godt for de kortvarigt indlagte. De oplever måske endda, at der er ”kedeligt”, og at de så gerne vil hjem.
Vant til kommunikation
”De ansatte i ældrepsykiatrien er vant til mennesker med demens og kognitive udfordringer. De er vant til at kommunikere, så det ikke bliver komplekst. Og så er de utrolig rummelige,” supplerer Lene Mølgaard.
Hun fortæller videre, at hendes ansættelse er fast. Hver onsdag er hun i oligofreniteamet. Og næste skridt er, at de skal have tankerne bag projektet beskrevet. At de f.eks. ikke har haft tvang. Data skal indsamles og bredes ud. For andre ambulatorier er nysgerrige på ideen med en tværgående person. Måske kan Lene Mølgaard være med til at skabe præcedens. Dette er en ny vej at gå.
”Det er gået rigtigt godt, og personalet er blevet mere interesseret i målgruppen og søger viden om udviklingshandicappede,” slutter Uwe Goy, og Lene Mølgaard tilføjer, at afd. 52 ligger i stueetagen, og oligofreniteamet lige ovenover på første sal. De har en fysisk tæthed, hvilket også er vigtigt.