Færre brandstiftere og mere vold
Af Mette Egelund Olsen
Mød psykiater Jens Lund – en af årets oplægsholdere på konferencen om lovovertrædere med udviklingshandicap – og læs om hans vej ind i området.
Læs mere om konferencen her
”Oprindeligt da jeg startede som læge, ville jeg både gerne forske og være en stor retspsykiater. Der blev dengang udskrevet en prisopgave på universitetet, der handlede om, at mennesker med udviklingshandicap blev indlagt i psykiatrien, efter at åndsvageforsorgen blev nedlagt. Jeg var interesseret. Men for at komme i gang ville og skulle jeg have fødderne indenfor Demografisk Institut i Risskov under ledelse af Annalise Dupont. Og det endte med, at jeg skrev prisopgaven, der viste, at der var intet, der tydede på, at de oftere blev indskrevet i psykiatrien,” fortæller Jens Lund.
Det vakte hans nysgerrighed, og han var interesseret i området, der manglede forskning. For der var ikke rigtig noget forskning på det tidspunkt om udviklingshandicappede og psykiatri, selvom man godt vidste, at udviklingshandicappede hyppigere havde en psykisk lidelse.
Jens Lund undersøgte blandt andet om 400 udviklingshandicappede i det daværende Aarhus Amt havde en psykisk sygdom. Og i 1990 skrev han disputats og fik en doktorgrad. Hans nysgerrighed førte ham også i en praktik på den store institution Landsbyen Sølund og videre til en ansættelse som psykiatrisk konsulent i Viborg Amt. Her havde han – sammen med et team – et deltidsjob i forbindelse med de udviklingshandicappede med psykiske lidelser i amtet samtidig med, at han var overlæge ved retspsykiatrien i Risskov.
”Jeg har gennem alle årene vedligeholdt og bevaret min interesse i de udviklingshandicappede. Interessen førte også til, at jeg sidst i 90’erne blev konsulent for Kofoedsminde. Jeg har også kort været forbi Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning. Derefter endte jeg som konsulent i retspsykiatrien i Nordjylland, hvor jeg også havde med de udviklingshandicappede at gøre. Ved siden af har jeg i 25 år været medlem af Retslægerådet som ekspert på de udviklingshandicappede. Nu er jeg det, der hedder ad hoc voterende – altså en slags konsulent,” fortæller Jens Lund.
I dag er han konsulent på retspsykiatrisk afdeling på Skejby, hvor han blandt andet laver mentalundersøgelser, hvoraf de fleste er med udviklingshandicap. Og stort set altid når han laver mentalundersøgelser, snakker han med de udviklingshandicappede ude og ikke inde på kontoret i Skejby.
Det er også blevet til en bog, der har samlet hans forskning. En bog som Juridisk Institut i Aarhus fik øje på, og på baggrund af den udpegede Jens Lund til adjungeret professor, som han selv siger nu mest er en ærestitel.
”Men jeg er også blevet 75 år og skal samtidig og indimellem nyde tilværelsen som ”pensionist” i Silkeborg med fire børn og en masse børnebørn,” siger Jens Lund.
Han har set området udvikle og forandre sig gennem årene. Ifølge ham er de udviklingshandicappede lovovertrædere en broget gruppe. Særligt dem der ligger i grænseområdet. De udviklingshandicappede med en lavere IQ er mere ensartede.
”Dem der ligger omkring en IQ på 70 er svære. Mange har ofte et misbrug og psykisk lidelse og ofte er de af anden etnisk herkomst. Det gør det vanskeligt. De er også ofte svært personlighedsforstyrrede. Og nogle er psykotiske. Tidligere var det især brandstiftelse og sædelighedskriminalitet og lidt vold, vi så. Nu er det især vold. Vold mod personalet. Fra politi til personalet på bostederne. Det er, som om at brandstiftelse er gået af mode. Den er relateret til at være mere svært udviklingshandicappet. De, der er lidt klogere, begår ikke brandstiftelse. I Retslægerådet kan vi jo se, hvad de har lavet af kriminalitet. Og det er ikke brandstiftelse. Jeg vil tro, at under 10 procent af kriminelle udviklingshandicappede er svært udviklingshandicappede med en IQ under 50. Og grænseområdet tegner sig for de 80 procent. Livet på institutionerne har ændret sig. Hvor det tidligere f.eks. på Kofoedsminde var de tungere udviklingshandicappede, der fyldte pladserne, er det nu de lettere, misbrugende med perioder med sindssyge og ofte af anden etnisk herkomst,” slutter Jens Lund.
Hør Jens Lund fortælle mere om blandt andet mentalundersøgelser på konferencen om lovovertrædere med udviklingshandicap den 25. september på Center for Oligofrenipsykiatri i Højbjerg ved Aarhus.