Temadag om Intensive Interaction

Udvikling af kommunikation og samspil hos udviklingshandicappede børn og voksne

Intensive Interaction er en naturalistisk tilgang, der hjælper til at udvikle gensidig kommunikation til glæde for begge parter.

Tilgangen retter sig mod kommunikationshandicappede mennesker, fx:

  • autistiske børn og voksne
  • mennesker med multiple funktionsnedsættelser
  • intellektuelt handicappede mennesker
  • mennesker med fx Downs, Angelmann, Retts, Dravets eller andre syndromer, der påvirker kommunikation og den øvrige udvikling
  • mennesker med demens, hvor kommunikationen ofte ganske tidligt i forløbet påvirkes

Tilgangen kan bruges til at skabe udvikling, kommunikation, deltagelse og fællesskab både i familien, på botilbud, specialskoler/institutioner, dag- eller aktivitetstilbud og andre tilbud til kommunikationshandicappede mennesker.

Derfor er temadagen også åben for både familiemedlemmer, pædagoger, lærere, psykologer, sundhedspersonale, psykiatere, ergo- og fysioterapeuter, audiologopæder og andre fagpersoner med interesse for at skabe udvikling, kontakt og kommunikation på personens egne præmisser.

Intensive Interaction lægger vægt på at finde måder at være sammen på, som støtter aktiv, fuldgyldig deltagelse fra personen selv og giver personen mulighed for at udtrykke sig på måder, der passer dem selv godt, og som føles både rigtige og vigtige for dem selv. Temadagen sætter derfor især fokus på det at lytte nøje til, interessere sig for og besvare personens egne input og signaler.

Det er det, der danner basis for, at personen får meningsfulde, dejlige erfaringer med at bruge sig selv i gensidig kommunikation med andre. Og det er igen det, der danner grundlaget for udvikling af social kommunikation i alle dens facetter, herunder:

  • at kunne dele sit personlige rum og nyde andres nærvær
  • at opleve indflydelse på og interesse for dialog og turtagning
  • at dele opmærksomhed og kunne fokusere på delte aktiviteter
  • at kunne bruge og forstå alle kommunikationens nonverbale dele: blik, ansigt, stemme, gestus
  • at kunne dele følelser, glæde, humor og alvor med andre
  • … først og fremmest: at føle, man hører til et spændende, givende menneskeligt fællesskab og betyder noget for andre.

På temadagen fortælles med ord og levende billeder om Intensive Interactions formål, baggrund, den udvikling, den skaber og om de principper og teknikker, der udgør arbejdet med Intensive Interaction.

Målgruppe: Fagfolk, familiemedlemmer og andre interesserede inden for specialområdet for både børn og voksne.

Indhold

  • Formålet med Intensive Interaction: hvorfor er social kommunikation så vigtigt?
  • Udfordringer ved kommunikationshandicap
  • Centrale principper og teknikker i tilgangen: hvordan gør man i praksis?
  • Kommunikationsudvikling gennem Intensive Interaction hos kommunikationshandicappede børn og voksne

Udbytte

  • Præcist og anvendeligt indblik i virknings- og meningsfuld kommunikationsudvikling
  • Viden om, hvordan Intensive Interaction bruges i praksis (så man efterfølgende kan gå i gang med at få erfaringer med tilgangen)
  • Detaljeret gennemgang af de centrale principper og teknikker med forskellige målgrupper
  • Inspiration til at indarbejde Intensive Interaction i dagligdagen

TILMELDING HER:

    PRAKTISK INFO:

    UNDERVISER: Ditte Rose Andersen er psykolog, cand.psyk.aut. fra Københavns Universitet.

    Hun har arbejdet inden for specialområdet siden 2001:
    PPR, specialskole samt døgninstitution for autistiske og intellektuelt handicappede børn og gennem Intensive Interaction Danmark siden 2014 rådgivet, samarbejdet med og vejledt medarbejdere på botilbud, specialskoler, specialinstitutioner og andre tilbud til børn og voksne inden for specialområdet.
    Konsultation, kurser og uddannelse i ’Intensive Interaction’, oplæg og taler på diverse konferencer.
    Styrelsesmedlem i Psykologfagligt Selskab for Autisme (forperson i to år).
    Modtog 2016 Demetrious Haracopos-legatet for arbejdet med at finde følsomme og udviklende tilgange til autisme.

    KURSUSDATO: d. 20. november 2024

    TILMELDINGSFRIST: d. 20. oktober 2024

    STED: Diakonhøjskolen, Lyseng Allé 15, 8270 Højbjerg

    DELTAGERANTAL:  20-40 deltagere.

    PRIS: 2295 kr. ekskl. moms inkl.forplejning.
    For medlemmer af Oligofreniforeningen er prisen 2095 kr. 

    MEDLEMSKAB AF VORES STØTTEFORENING – det er ren win-win:
    Med et medlemsskab støtter du centrets fortsatte virke, og du får rabat på vores kurser, konferencer og bogudgivelser.
    Medlemsskab koster:

    100 kr. årligt for enkeltpersoner
    250 kr. årligt for institutioner og virksomheder med mindre end 25 medarbejdere
    500 kr. årligt for institutioner og virksomheder med 25-50 medarbejdere
    1000 kr. for institutioner med 50+ ansatte

    LÆS MERE OM MEDLEMSSKAB:
    www.oliforeningen.dk

    Del dette kursus med andre i dit netværk!