Når ord ikke slår til
Af Mette Egelund Olsen

NKUP (Nasjonal Kompetansetjeneste for Utviklingshemming og Psykisk helse) i Norge holdt deres ugentlige webinar. Denne gang var det fag- og forskningsleder Trine Lise Bakken, der talte om, når ord ikke slår til. Om store og små hjælpemidler og metoder som kan være nyttige, når patienten bruger få ord i kommunikationen.

”Mange udviklingshæmmede med psykiske problemer har vanskeligheder ved at sætte ord på deres tilstand,” sagde Trine Lise Bakken. Hun forklarede, at der findes materiale, man kan bruge. Man kan søge på internettet, men man kan også lave noget sammen fra bunden af, hvilket er det bedste. Det kan være tegninger. En liste med vigtige ord. Lister er specielt fint for mennesker med autisme. Man kan lave et ringbind som en slags arbejdsdagbog, en mestringsdagbog, eller om f.eks. psykoedukation i forhold til det at leve med autisme. Man kan skrive om følelser:

  • Hvordan ser du, at andre er triste?
  • Hvad slags ting kan andre blive triste af?
  • Hvad slags ting kan du blive trist af?
  • Eller hvad sker der i ansigtet hos dem, som er triste?

”For mange udviklingshæmmede mennesker med psykiske vanskeligheder kan følelser være svære at sætte ord på,” sagde Trine Lise Bakken.

Af visuelle hjælpemidler nævnte hun det at se på billeder (f.eks. af emotionelle udtryk) sammen eller film. Filmen ”Inside out”, som egentlig er for børn, og som handler om følelser og hukommelse, er en guldgrube for terapeuter og patienter. Man kan bruge KAT-kassen (statped.no) som er et samtaleværktøj beregnet på børn med specielle behov. Man kan også lave en fysisk livslinje (en tidslinje), hvor man finder en sammenhæng mellem hændelser, og hvorfor ting sker. Den kan hænges op. Og så er der Power Card (styrkekort) som er beskrevet i autismelitteraturen. Trine Lise Bakken fortalte om en autistisk pige, der fungerede dårligt socialt, og som altid kom op at toppes med andre. Hun lærte bedre sociale færdigheder ved hjælp af kort med en af figurerne fra Powerpuff pigerne. Hvad ville en Powerpuff pige gøre i den pågældende situation? Det handler om at finde kort, der passer til personen, og som også giver tryghed.

”Jeg lavede selv et kort til en af mine patienter. Der stod: ”Til Petter. Det er ikke farligt at være bange. Du har ikke en hjertesygdom. Hilsen Trine, behandler”. Og for ham hjalp det. Det stod sort på hvidt, og han kunne vise det til andre. Det handler egentlig om, at man ikke skal lave komplicerede løsninger,” sagde Trine Lise Bakken.

 

Referater er nyttige

Hun fortalte, at referater også er vigtige i terapien. Hvis f.eks. der ikke er en kontaktperson med, så kan terapiprocessen videreføres mellem timerne med hjælp af et referat. Det kan eventuelt skrives sammen med patienten og puttes ind i arbejdsplanen. Udviklingshæmmede mennesker kan nemlig have en dårlig arbejdshukommelse.

Man kan også bruge e-mails og sms. Det kan være vigtigt, hvis patienten ikke får spurgt om det, der egentlig trykker i selve terapien. Sms kan være godt for enkelte patienter. Men der bør laves regler for brug af både e-mails og sms. Men kun sms hvis man har en arbejdsmobil. For man skal også passe på sig selv.

Der er også ikke-verbal terapi og støtte. Der kan f.eks. en sofa, en pude og et tæppe på kontoret være godt. At kunne sætte sig godt tilrette. Måske bruge 5-7 minutter på at finde en god siddestilling og for at samle sig før, man begynder at snakke. Man må skabe en god stemning.

”Man taler lettere, når der er god stemning. Der kan være kaffe. Uden at det hele tiden bliver til servering. Man kan lytte til musik. En god stemning er tryghed. Man må bruge kreativiteten selv som terapeut. At finde ud af hvad der er bedst for patienten. Ikke at vi skal fremstå som flinke. Men vores omnipotens må ikke stå i vejen for det, som er bedst for patienten. Terapeutrollen har traditionelt været tillagt magt. Det må vi reflektere over,” sagde Trine Lise Bakken. Hun understregede, at kroppen også er en arena for følelser. Hvor sidder den henne i kroppen? Her kan en kugledyne være et middel. Eller det at stå sammen på gulvet og trampe lidt. Hvad føler du så i kroppen?

”Det handler også om samarbejde. Vi må snakke med de, der kender patienten bedst,” sluttede Trine Lise Bakken.