Et tilfælde førte hende til Danmark og de udviklingshandicappede
Af Mette Egelund Olsen
Du kan høre mere om Kristina Saraf Nerics psykiatriske arbejde med udviklingshandicappede patienter, når hun holder oplæg på centrets konference om Psykiatri og udviklingshandicap den 22. maj 2024. Her taler Kristina sammen med sygeplejerske Sanne S. Bennedsen om affektive lidelser i forbindelse med udviklingshandicap.
Vi går rundt på gangene i psykiatrien på Aarhus Universitetshospital. På etagen hvor de ansatte holder til. Vi leder efter et lokale, vi kan være i. Det er lidt svært. Det er ikke som i november 2015, da hun kom hertil fra Kroatien. Dengang havde hun sit eget kontor. Det var dengang.
Det var tilfældigt, at hun blev psykiater. Det var tilfældigt, at hendes område blev mennesker med udviklingshandicap. Det var også tilfældigt, at det blev Danmark hun og hendes familie valgte at flytte til. Men tilfældene trives hun nu med. Men det var nok ikke helt tilfældigt, at det blev Aarhus, de slog sig ned i. For det ligner lidt det, hun kommer fra. Kystbyen Rijeka med de 150.000 indbyggere. Hvis altså man lige ser bort fra de kroatiske bjerge i baggrunden. Men nu er det fladere Aarhus hjemmet. Og nu er Rijeka og Kroatien blevet stedet de besøger tre til fire gange om året.
50-årige Kristina Saraf Neric fik en mail lige inden jul 2014. Headhuntere var på jagt efter speciallæger, der var villige til at flytte til et andet land. Og hun sendte en ansøgning af sted.
”Det var et jobtilbud, der var svært at sige nej til. Der var flere grunde til at sige ja. Jeg arbejdede under dårlige arbejdsvilkår, og der var et dårligt arbejdsmiljø. Ingen frihed til de ansatte. Men det var primært min mand, der pressede på. Han var ikke glad for korruption og den politiske situation i Kroatien,” fortæller Kristina Saraf Neric.
Fra Budapest til Danmark
Der gik tre uger, så blev hun kaldt til samtale i Budapest med en ledende overlæge fra psykiatrien i Region Midt. Kristina Saraf Neric fik job i det der dengang hed M-ambulatorium på Aarhus Universitetshospital i Risskov. Først ventede et halvt års danskundervisning, der foregik i Budapest. De to børn var kun halvandet og to år, og det betød, at hele familien flyttede med til Budapest. Mens Kristina fik undervisning, passede manden børnene.
”Det var svært med det danske sprog. Det har intet til fælles med kroatisk. I Kroatien skriver vi og udtaler ens, og ordene har kun én betydning. De danske dialekter gør det også endnu sværere. I starten kunne jeg forstå mere, end jeg kunne sige,” fortæller Kristina Saraf Neric, der efter det halve år i Budapest startede som psykiater i M-ambulatoriet med behandling af mennesker med udviklingshandicap og psykiske lidelser. Der gik dog ikke længe før M-ambulatoriet blev nedlagt og hospitalet flyttede til Skejby. Men det er stadig de udviklingshandicappede mennesker, der er Kristinas patienter.
”Jeg fik en god introduktion. I starten var jeg ikke alene om konsultationerne. Og da jeg selv stod for dem, fik jeg en sygeplejerske med til alle samtalerne, så hun kunne oversætte alt det jeg ikke kunne forstå. Det er vigtigt at understrege, at der til konsultationerne kun skulle tales dansk, og at engelsk kun skulle bruges sjældent med et enkelt ord. Det gjorde også, at jeg hurtigere lærte dansk. Støtten undervejs har været god, og jeg fik stadig løbende danskundervisning,” siger Kristina Saraf Neric.
Psykiater ved et tilfælde
Som sagt så var det et tilfælde, der gjorde, at Kristina blev psykiater. Reglerne i Kroatien er lidt anderledes end i Danmark, og ofte ender man der, hvor behovet nu er. Der var brug for en neurolog eller en psykiater og valget faldt på psykiatrien, som Kristina syntes var spændende. Hun blev færdig i 2008 som speciallæge. Uddannelsen er anderledes end i Danmark.
”Det er mere ”officielt” i Kroatien. Man skal bestå eksaminer og ikke bare opnå kompetencer. Her i Danmark er det mere fleksibelt. Som uddannet speciallæge kom jeg på et ambulatorium med forskellige patienter og havde mest udredninger. Derefter var jeg ansat på et privat psykiatrisk hospital. Der var 200 sengepladser – en kvinde- og en mandeafdeling, og jeg beskæftigede mig mest med de kroniske og psykotiske patienter,” fortæller Kristina Saraf Neric.
Hun understreger, at behandlingen i Kroatien stort set er den samme som i Danmark. Dog er kontrollen bedre her i danmark. Der bliver holdt bedre styr på, hvordan patienterne bliver behandlet, og så har hun mere frie hænder her end i Kroatien.
”Danmark er velorganiseret. Systemerne snakker bedre sammen her. Man kan også bedre planlægge og have styr på kalenderen. I Kroatien vidste jeg ikke engang i juni, om jeg fik sommerferie. Det er anderledes her, og nu kan jeg slet ikke forestille mig ikke at være her. Jeg er blevet mere og mere glad for de udviklingshandicappede patienter. Det er aldrig kedeligt, og der er aldrig to ens cases. Vi har alle diagnosegrupper. Men vi har 300 i forløb nu hos os, og jeg er den eneste psykiater. Vi har flere i forløb nu end for fem år siden. Så der er nok at lave. Vi har haft to opslag om en ledig speciallægelægestilling her de sidste seks måneder. Der har ikke været én ansøger. Og jeg forstår det ikke,” forklarer Kristina Saraf Neric.
De passer ikke ind
Hun oplever, at det kan være svært at få patienter med udviklingshandicap indlagt i psykiatrien. De bliver indlagt sammen med alle normaltbegavede patienter, og der er ikke personale på afdeling med kendskab til målgruppen. De udviklingshandicappede patienter passer ikke ind i selve miljøet, og rammerne er anderledes end det, de er vant til. Og så er der også altid pladsmangel. Alt det gør, at afdelingerne afslutter dem hurtigst muligt.
”De burde indlægges der, hvor de bor. I hvert fald skal de tilbage til deres vante omgivelser, når de falder til ro. Her i ambulatoriet afslutter vi lige så snart, de er velbehandlet eller diagnostisk afklaret, og de bliver udskrevet til egen læge. De er kun tilknyttet her, hvis de er i clozapin-behandling,” siger Kristina Saraf Neric og uddyber:
”At patienterne bliver udskrevet og afsluttet hurtigst muligt sker pga. flere ting. Mest en presset arbejdsgang, et stort flow og pladsmangel. Jeg tror, at medarbejdernes ønske om at give en god behandling både i ambulatoriet og på sengeafdelingen er der, men behovene er større end ressourcerne. Det vil sige, at der ikke er nok hænder i ambulatoriet eller nok sengepladser, som disse patienter ville kunne benytte igennem længere tid. Derfor udskriver og afslutter vi lige så snart, det kan lade sig gøre. Der er ikke ressourcer nok til, at de altid får den bedste behandling. Derfor opleves det tit, som at vores patienter ikke får lige så god behandling som alle andre normalt begavede mennesker – både ambulant og på sengeafdelingerne, selvom det ville være ønskeligt.”
Ønske om støttende samtaler
Der er en neuropsykolog og en specialpsykolog tilknyttet teamet. Men de er også tilknyttet andre teams, og de bruges hovedsageligt til udredning. Håbet er, at der kan startes op med støttende samtaler og terapi af psykologstuderende. Og endnu et håb er, at ambulatoriet får mindst en psykolog tilknyttet.
”Behovet er der. Men er pengene til det der også?” spørger Kristina Saraf Neric.
Hun har udekørende funktion. Hun er i vest og Gødstrup to gange om måneden og er desuden på hjemmebesøg i hele regionen. Så det er godt med en god planlægning, for der er meget at lave.
”Man skal være meget opmærksom i forhold til denne gruppe af patienter. Små signaler har stor betydning, og man skal være meget obs. på dem. F.eks. kan smerter have en større betydning for de udviklingshandicappede. Man kan ikke kun kigge på det, de henvender sig med. Man skal kigge bredt og ikke kun på det psykiske. Man skal også se på det fysiske og de omgivelser, de befinder sig i,” forklarer Kristina Saraf Neric.
Hun kunne godt ønske, at der regionerne imellem var lidt mere ensartethed i de tilbud, og den behandling de udviklingshandicappede tilbydes. At alle på landsplan fik det samme tilbud.
Men hun er glad for, at familien endte i Danmark. De er faldet godt til. Manden har et godt job, og børnene, der nu er 11 og 12 år, trives også. Familien bor i Spørring. Det eneste der mangler er familien, der er tilbage i Kroatien. Men de er i daglig kontakt og rejser som sagt ofte derned.