Landsformand med personlig erfaring

Her er du: | Landsformand med personlig erfaring

Kampen om de låste døre

– af Mette Egelund Olsen.

I 1996 føder hun sin anden søn og efter et par måneder, finder hun ud af, at Mads har Down Syndrom. Det får hurtigt drejet hendes iboende politiske interesse mod de handicappolitiske spørgsmål. Spørgsmål hun i dag både stiller og svarer på som landsformand i LEV. Men egentlig startede Anni Sørensen som formand for Down Aarhus.
”Det var et fantastisk sted at starte. Først var det en kamp for overlevelse i familien. Men det bredte sig som ringe i vand. Det var godt at begynde i diagnosen og møde alle de, der havde børn med Down Syndrom, der levede et godt liv. Men efter nogle år blev det ikke diagnosen men selve udviklingshæmningen, der blev min drivkraft. Det gik fra at være mit barn med Downs til flere med Downs til udviklingshæmmede generelt, og det blev derfor LEV, hvis der også skulle et politisk perspektiv på,” siger Anni Sørensen. Og hun blev formand for LEV Aarhus i 2012, indtil hun i 2016 blev valgt som landsformand.
”Det jeg beskæftiger mig med, har jeg personlig erfaring med, og det giver mening,” siger Anni Sørensen, 58 år. Hun står i dag overfor en af de sværeste perioder og sager i sin tid som formand: De lukkede døre. Det er svært, fordi at hun på den ene side er mor, der godt kan forstå de pårørendes dybe bekymring. Men hun skal samtidig også tale om den glidebane, det er, og alt det der sker i et miljø, der låser dørene.
”Jeg er bekymret for udviklingen mod mere magtanvendelse, der nu skal omdefineres til omsorg. Det hænger sammen med voldsomme besparelser og afspecialisering. Vi har siden strukturreformen i 2007, hvor vi nedlagde amterne, tabt viden og vi har mistet faglighed, og det er et stort problem på vores område. Mere magtanvendelse er for mig at se tilbage til de dårlige gamle dage. Vi har med de lukkede døre isoleret det til: ”Så låser vi døren, så de ikke kan komme til skade.” Men hvis du lukker døren for én, lukker du også døren for de seks andre,” fortæller Anni Sørensen, der efterspørger nysgerrigheden.
Jeg spørger hende også om psykiatrien. Hvor er den henne?
”Personligt kender jeg ikke nok til området. Vi skal/burde have større fokus på det. Og hvordan gør vi så det? Det handler om at mødes med de rette og dele informationer. Det handler om alliancer, invitationer og samarbejdsmuligheder. Vi skal lade os inspirere af hinanden. I LEV mener vi, at det skal være obligatorisk at tilbyde mennesker med udviklingshæmning og andre med tilsvarende udfordringer et årligt sundhedstjek. Der burde i det også være et psykisk tjek, hvor man leder efter f.eks. pejlemærker efter demens,” fortæller Anni Sørensen.
”Vi forsøger i LEV også at vise vejen og de gode historier, som man kan inspireres af, og så vi ikke kun er dem med ”åh det er også for dårligt”. Vi skal være førerhund og vagthund på samme tid. Vi skal italesætte det merværdi, der er, som at vi f.eks. har skabt 2500 job. Og at mennesker med udviklingshæmning er en ressource, hvis man tør at se på hele mennesket. Med nysgerrighed kan man komme langt. For hvis man kun ser funktionsnedsættelsen og ikke ressourcerne, er man ilde stedt. Det spændende er at gå på drømmene og mulighederne. Så i LEV forsøger vi at også at fortælle de positive historier og skabe alliancer. Vi har brug for fællesskabets støtte. Vi skal ikke være en ø. Vi skal arbejde sammen med andre, der har aktier i det samme. Vi er del af noget mere. Vi skal ikke være skingre, så folk lukker ørerne. Vi skal ikke være insisterende men konstruktive og vise de gode eksempler,” siger Anni Sørensen.
Hun er uddannet folkeskolelærer og har altid været lærer indenfor det specialiserede område. Det har altid været børn med vanskeligheder. Nu er det dog et fuldtidsjob at være formand. Det er selvfølgelig også en kamp for uddannelse og ordentlige boligforhold. Og særligt boligerne kan få Anni Sørensen frem i stolen.
”Vi har nogle steder genetableret institutionerne ud fra en naiv tro på stordriftsfordelene. Men når man bygger de store institutioner, indfører man også institutionsbegrebet. Der er flere vagtplaner og afspritningsdispensers. Og man tænker automatisk, at det er en arbejdsplads og ikke nogens hjem. Bare det at man tænker, at boligen er noget, der skal driftes. At man f.eks. får en frisør til at komme og klippe alle 14 borgere i stedet for, at de skal ud selv. Vi konstruerer sutsko-fællesskaber. Du er der, hvor du bor og arbejder. Du kommer ikke ud. Der er centralkøkkener og centralvaskerier med eget navn i tøjet. Det er alt det, vi brød med i 80’ernes åndssvageforsorg,” siger Anni Sørensen.
Hun er glad for, at hendes søn Mads nu bor, hvor han bor. Han er nu 21 år gammel. Han er lige flyttet hjemmefra til Jobkollegiet i Brabrand og går på STU på Lyngåskolen.
Det er et klassisk bofællesskab, hvor de bor seks mennesker i alt. Med hver deres værelse og et fælles bad og køkken, hvor de er med til at lave mad. Mads har været på efterskole i tre år og flyttede så hjem et halvt år inden, han flyttede til Brabrand. Han er hjemme i weekenden.
”Fra mit personlige perspektiv ser jeg nu resultaterne af kampene, vi har taget, hos min søn. Han bor et fantastisk sted, går jo på STU nu og næste skridt bliver forhåbentlig et KLAP-job,” siger Anni Sørensen.

 

 

 

 

By | 2018-06-27T10:43:26+00:00 27. jun. 2018|0 Kommentarer