Angst bør diagnosticeres – også hos udviklingshæmmede
Af Mette Egelund Olsen

Det ugentlige webinar fra det norske NKUP (Nasjonal kompetansetjeneste for utviklingshemning og psykisk helse) handlede denne gang om udredning af angst hos personer med udviklingshæmning og autisme. Det var psykologspecialist Ida Brevik fra Regional enhet for psykiatri, utviklingshemming og autisme på St. Olavs hospital, der fortalte om, hvorfor det er så vigtigt at udrede angst.

”Angst bør diagnosticeres, når vi observerer det, og når vi mener, at patienten opfylder kriterierne. For det kan behandles,” sagde Ida Brevik.

Hun forklarede videre, at det også er vigtigt, fordi der er en øget sårbarhed i gruppen og en højere prævalens (forekomst) – særligt hos dem med både udviklingshæmning og autisme. Denne gruppe bør også have et ligeværdigt tilbud om behandling. Det er f.eks. også vigtigt at vide, at en angst kan give øget social tilbagetrækning, når patienten med autisme er utryg.

Vi andre kan have det ganske dårligt uden at blive syge af det, hvis vi ligesom forstår, hvad der sker. Det er sværere hos denne gruppe, der er mere sårbare.

Men det er udfordrende at diagnosticere og udrede angst hos udviklingshæmmede. Diagnosesystemer og kundskab bygger i stor grad på kundskab om personer uden udviklingshæmning. Og i diagnoseforståelsen er indhold i tanker vigtig, og netop evnen hos udviklingshæmmede til at formidle tanker eller tage metaperspektiv på egne tanker er nedsat. De har vanskeligheder med at forstå følelser og udtrykke disse følelser.

Hvad er angst?
Frygt er en følelse eller et signal, der varsler om faktiske farer. Vi kæmper, flygter eller fryser fast. Ved angst opfatter vores hjerne, at vi står overfor en fare uden, at det medfører rigtighed. Vi fejlvurderer situationen, vi står i som farlig. Kroppen reagerer. Vi sveder og rødmer eller bliver blege og fryser fast. Pulsen og åndedrættet stiger. Vi bliver forstoppede og tørre i munden etc. Det er fuldt muligt at observere – også ved større grad af udviklingshæmning. Vi må være opmærksomme på kroppen, når mennesket med udviklingshæmning ikke kan fortælle os om det. Når og i hvilken situation du får høj kropslig aktivering i kombination med undgåelse eller kamp afgør hvilken angstlidelse, du har. Som alle andre diagnoser skal det afklares, om symptomerne har været til stede over en vis tid, er hyppige, plagsomme og har konsekvenser for funktion.

I forbindelse med udredning bruges der diagnosesystemerne ICD 10 og DC-LD (der er tilnærmet mennesker med udviklingshæmning). I sidstnævnte kan angstlidelse stilles som diagnose så længe, patientens adfærd tolkes som udtryk for angst. Indsigtskravet er dermed fjernet. Patienten behøver heller ikke kunne erkende at frygten er overdreven eller urimelig. Irritabilitet ses også som et selvstændigt angstsymptom. I det amerikanske diagnosesystem DSM og DM-ID (til udviklingshæmmede) er varighed af angst vigtig. Det kan være vanskeligt at skille personlighedsproblematikker (f.eks. ængstelighed) med specifikke angstlidelser. Angst er til stede i mange psykiske lidelser, og udredningen kompliceres af grundlidelserne.

I DC-LD kan angstsymptomer deles ind i tre områder:

  • Subjektive oplevelser – dem må man spørge om på en tilpasset måde
  • Kropslige symptomer som f.eks. hjertebanken, åndedrætsvanskeligheder, kvalme, uro, svimmelhed, rastløshed, rødmen, smerter i bryst og ubehag. Her er det vigtigt også at skelne mellem om personen f.eks. er vred eller angst.
  • Adfærdssymptomer som ses i mangel på ord og dermed kan blive ekstreme. Når kamp eller flugt er en del af udtrykket, skal man altid vurdere angst.

I forbindelse med observation påvirker grad af udviklingshæmning valg af metode. Men de fleste med udviklingshæmning har vanskeligheder med at beskrive deres indre liv.

”Så vi stiller diagnose ud fra det, de gør, og ikke det de siger. Vi ser efter adfærd i stedet for tanker og følelser,” sagde Ida Brevik. Hun fortalte videre, at en analyse af adfærd kan bruges som hjælp i udredningen. Men kun at basere på observationer vil have mange fejlkilder og er ikke tilstrækkeligt. Nærpersoner (forældre og personale) er også vigtige. Dog skal man være forsigtige. For personer med udviklingshæmning selvrapporterer mere psykiske helseproblemer, mens nærpersoner rapporterer mere adfærdsproblemer. Interview med nærpersoner er tidskrævende.

Der findes mange tjeklister, men der er fundet begrænsninger med de fleste. Instrumenter har forskellige styrker, og Ida Brevik anbefaler, at man bruger flere (2-3). Det er desuden vigtigt at vide, at tjeklister, som er valide hos personer med mild udviklingshæmning, ikke nødvendigvis kan benyttes til udredning af symptomer hos personer med alvorlig udviklingshæmning. Der er ofte lange spørgsmål i interviews. De bør tilpasses. I det hele taget bør man oversætte, sænke tempoet, brug færre ord og lytte.

Men alt er ikke angst. Og det er også vigtigt med differentialdiagnostik. Det kan nemlig også være psykoser med dyb og grundlæggende angst. Det kan være en personlighedsproblematik. Depression med selvskadende eller udadreagerende adfærd. Og er man nu sikker på, at det er en selvstændig angstlidelse, man ser. Og endelig kan det være en somatisk lidelse.

Tilmeld dig til NKUPs tirsdagswebinars på https://oslo-universitetssykehus.no/fag-og-forskning/nasjonale-og-regionale-tjenester/nasjonal-kompetansetjeneste-for-utviklingshemning-og-psykisk-helse/nkups-tirsdagswebinarer-var-2023