De deler erfaringer på klinisk konference

Her er du: | De deler erfaringer på klinisk konference

Klinisk konference kredser om problemerne

– af Mette Egelund Olsen
11 læger, sygeplejersker og en enkelt pædagogisk konsulent var deltagerne, da Center for Oligofrenipsykiatri holdt klinisk konference, hvor der blev udvekslet erfaringer og diskuteret cases og problemer. Der var repræsentanter fra hospitalspsykiatrien i Region Midt og Syddanmark samt Sølund, Favrskov Kommune og Aalborg Kommune. Her kommer lidt fra dagen, der viser, hvilke problemer fagpersoner blandt andet møder rundt omkring i deres arbejde:

Jes Sølgaard og Hans Jørgen Jacobsen fra VAMIS, som er Aalborg Kommunes Videnscenter for Afhjælpning af Misbrugsproblemer blandt Særlige målgrupper  i Aalborg, fremlagde en case om en borger, som de oplever ”falder” mellem to stole og bad om nye øjne på problemet.

En ung mand sidst i 20’erne bor i egen lejlighed. Han er født ca. 2 måneder for tidligt og med en hjerneblødning og er tidligere blevet beskrevet med en IQ på 75 i en jævn profil. Han er desuden blevet diagnosticeret med ADHD, anden gennemgribende udviklingsforstyrrelse og ticsforstyrrelser. Han har fritidsjob og modtager bostøtte. I 2010 indlægges han i psykiatrien på grund af en stofudløst psykose og i  2011 på retspsykiatrisk afdeling efter et kriminelt forhold. I dag er han tilknyttet en privatpraktiserende psykiater på baggrund af sin ADHD. Han har været behandlet med flere præparater men som bivirkning har været, at han er holdt op med at spise. Dette har været så omfattende, at psykiateren har måtte afbryde den medicinske behandling.

Den unge mand begyndte at ryge hash i puberteten. Tidligere røg han 10-12 gram om dagen, men er i dag ”nede” på 4-6 gram om dagen. Ifølge eget udsagn er han i gang med at udtrappe sig selv blandt andet på grund af KOL og en væsentlig nedsat lungekapacitet. Men dilemmaet er, at når han nedsætter sit brug af hash, så øges ADHD-symptomerne gevaldigt, og han er meget plaget af koncentrationsbesvær. Han fremstår meget abstinensplaget. En kognitiv screening viser, at han har svært ved abstrakt tænkning og at løse komplekse opgaver og har problemer omkring sprog, opmærksomhed og de eksekutive funktioner.

”Hvordan kan vi arbejde videre med ham? Han virker jo reelt motiveret,” spørger de to fra Aalborg, og flere ideer kommer på bordet. Det ville være godt, hvis han kunne spise sammen med andre. Eventuelt et opgangsfællesskab når nu han også gerne vil bo alene. Den bedste misbrugsbehandling ville nok være, hvis han kunne spisetræne samtidig med, at han også er i medicinsk behandling. Når man stopper med at ryge hash efter så massivt et misbrug, får man voldsomt tankemylder og koncentrationsvanskeligheder. Måske kan han indtage hash  oralt i stedet for, f.eks. i en kage. Det ville både give ham flere kalorier og hjælpe i forhold til  hans KOL, lyder et af forslagene. Et andet forslag er lysterapi, der også menes at have en virkning på ADHD. Men det fortælles, at han selv beskriver sin søvnrytme som normal. Han ryger dog sig selv i søvn og ryger også lige, når han står op om morgenen. Hvad så med Remeron? Det både øger appetitten og giver søvn? Der er flere ideer at tage hjem til Aalborg med. Måske misbrugsbehandlingen skal konverteres til spisetræning og medicin?

En anden case kommer på bordet. En psykiater, der har valgt af være anonym på grund af sagens omstændigheder, fortæller om sine problemer med en beboer på en stor institution:

Den unge mand, der er i starten af tyverne, har klaret sig dårligt i skolen. Han har få venner. Han har tidligere haft nogle problemer, der har gjort, at han er endt på en børnepsykiatrisk afdeling. Moderen fortæller, at han vist hørte stemmer. Men han er aldrig blevet undersøgt af en læge. Der står i hans papirer, at han virker lidt autistisk og lidt dårligt begavet. Som 16-årig kommer han på en skole, hvor der er flere med ADHD, som driller ham. Han bryder sammen, og vil kun være hos sin mor. Han vil kun spille computer. Han har pludselig heller ikke noget sprog. Han vil ingenting. Og han ender på en stor institution. Her fortæller psykiateren, at de lige lader ham lande. Nu er der så gået to år.
Han har et meget specielt sprog, der blander sig med computer-engelsk. Hans syntax er i kludder. Mærkelige ting rodes sammen. Hans døgnrytme er spontan. Der er intet udviklingspotentiale. Han vil ikke tale med psykiateren. Kun en sygeplejerske kan få adgang til ham. Han har mørklægningsgardiner på sit værelse og kommer ikke ud af værelset. Moderen kommer med slik til ham. Hun vil ikke have, at han får medicin. Og han vil ikke have taget blodprøver.
”Kan de da ikke se, at han formentlig har en skizotypisk sindslidelse med lettere asperger-træk,” siger psykiateren lettere frustreret og underbygger blandt andet sin diagnose med, at den unge mand intet initiativ udviser ud over, når han spiller computer. Han mener heller ikke, at manden egentlig er udviklingshæmmet.  ”Hvad så med moderen? Er hun indgangen?”, bliver der spurgt.
”Det er svært, for moderen er værge, og hun vil ikke have flere undersøgelser af ham. Nu får de faktisk VISO-hjælp til at undersøge pædagogerne omkring ham i stedet for!” forklarer psykiateren, der med sin case understreger vanskelighederne i sin psykiatriske hverdag.
”Han bør ikke være på den afdeling. Det er svært at se på, at han er psykisk syg, og vi ikke kan gøre noget. Han vil ikke se mig, så jeg kan ikke undersøge ham. Jeg må prøve gennem vores sygeplejerske at bane vejen,” slutter psykiateren.

Flere cases kommer frem, og ind imellem diskuteres det også, hvordan og om man kunne nedsætte en gruppe, der eventuelt kunne arbejde videre med et forslag til, hvordan den ideelle betjening af udviklingshæmmede mennesker med psykiatriske lidelser kunne se ud på landsplan.  

 

 

By | 2018-11-14T12:25:18+00:00 14. nov. 2018|0 Kommentarer