De hører stemmer
Af Mette Egelund Olsen
”Jeg hører syv forskellige stemmer. Men det er usynlige Anders, der fylder mest. Jeg hører stemmer i mit bad og specielt, når jeg skal i seng, og mit hoved driller,” siger Katja på 42 år. Men nu har hun fået hjælp til at håndtere usynlige Anders og de andre stemmer. Katja kom nemlig med i en stemmehørergruppe efter at have gået i et individuelt terapiforløb hos psykolog Jes Sølgaard fra Aalborg. Tre kvinder, der alle havde det til fælles, at de hørte stemmer og var udviklingshandicappede, blev samlet i en gruppe, der skulle hjælpe dem til bedre at kunne tackle deres stemmer. Gruppen blev ledet af to stemmehørerfacilitatorer, hvoraf Jes Sølgaard var den ene.
”Det var spændende at høre andres oplevelse med at høre stemmer og dejligt at finde ud af, at der er andre, der har det på samme måde. Jeg har fået hjælp til, hvordan jeg bedre kan håndtere stemmerne og acceptere, at usynlige Anders f.eks. er der og kunne sige til mig selv, at han bare vil hjælpe mig, selv om han nogle gange driller,” siger Katja, der også har fået venskaber ud af at være med i gruppen.
Da hun kom første gang til den individuelle terapi, fortalte hun ikke om stemmerne. Der gik et halvt år før, det blev sagt.
”Jeg var pinligt berørt over at fortælle det. Men man må faktisk godt fortælle det. Stemmerne siger nogle underlige ting. Blandt andet siger de, at jeg skal trække tiden ud. Men hvorfor skal jeg det? Eller de siger, at jeg skal lade vandet løbe. Usynlige Anders tager energien fra mig og siger også, at jeg skal slå mig selv. Det er træls, at han blander sig og skælder mig ud,” siger Katja.
Hun vil gerne være venner med usynlige Anders, og er da også kommet et stykke hen ad vejen ved hjælp af både den individuelle terapi og deltagelsen i gruppen. Her har hun fået meget ud af at møde andre med samme besvær og set, hvordan den ene af de to andre accepterer sin stemme. Noget hun føler, hun kan lære noget af. Også selvom kvinderne er meget forskellige og har hvert deres liv. Men hun lærte også noget om sine egne ressourcer, selv om hun måske er den med de største udfordringer. At hun f.eks. kan gå til en koncert uden at stemmerne forstyrrer, hvilket de andre slet ikke kan.
”Jeg vil gerne derhen, hvor jeg kan slappe af i stemmerne og acceptere dem. Men Rom blev jo heller ikke bygget på en dag,” fortæller Katja, der bor i et døgndækket botilbud. Nu er gruppeforløbet afsluttet efter de seks gange, men Katja fortsætter i individuel terapi hos Jes Sølgaard.
Baggrunden for at oprette en gruppe for udviklingshæmmede stemmehørere var, at Jes Sølgaard i sit arbejde opdagede, at en ret stor del af hans klienter også hørte stemmer.
”Jeg var lidt på herrens mark men meget interesseret og tog derfor en uddannelse som stemmehørerfacilitator og har siden da arbejdet recovery-orienteret med stemmehøring. At folk hører stemmer, betyder gerne at noget i deres liv er i ubalance. F.eks. at de har været udsat for traumer. Stemmerne kan skabe en slags balance og ligevægt. F.eks. kan man have svært ved at udtrykke vrede. En latent vrede, der måske kommer ud, som en stemme, der skælder ud. Terapeutisk forsøger jeg at integrere vreden og andre følelser. Målet er at nedbringe og nedsænke forpintheden omkring stemmerne – ikke at fjerne dem. Det er ofte et tabu at høre stemmer og noget, der opfattes som pinligt. Men når det lykkeligste sker, opfatter en stemmehører sine stemmer som hjælpere i sit liv,” siger Jes Sølgaard.
Han fortæller, at metoden er udviklet af Marius Romme og hans kone Sandra Escher. De har lavet Maastricht-interviewet, der identificerer stemmer og stemmernes funktion hos en stemmehører. Ud fra denne teoriramme arbejder de nu i Aalborg Kommune både individuelt og i grupper. Interviewet er skrevet til almindelige mennesker, og nu har Jes Sølgaard sammen med to andre oversat det og lavet en lettere tilgængelig version til udviklingshandicappede og mennesker med funktionsnedsættelse. De forventer, at deres oversættelse godkendes og derefter kan sendes ud til alle, der vil bruge det.
”Mig bekendt er der ingen tidligere, der har arbejdet specifikt med stemmer i en gruppe med mennesker med funktionsnedsættelser. Og det er ellers et stort problem. Cirka hver tredje af mine klienter døjer med stemmehøring, hvilket også inkluderer synshallucinationer,” siger Jes Sølgaard.
De har netop afsluttet den første gruppe med de tre kvinder, der har mødtes seks gange. Men en ny gruppe venter. Denne gang skal fire stemmehørere med funktionsnedsættelser mødes i en gruppe med to stemmehørerfacilitatorer samt en tidligere deltager fra den første gruppe, som skal fungere som medfacilitator i et frivilligjob.
”Det er klienter, vi ser i systemet. Nogen kommer fordi, de har problemer med misbrug, andre kommer med psykiske problemer. Fælles er at de hører stemmer eller ser syner. Kunsten er at lave et sprog, som alle kan være med i. Der er ikke én, der er kommet herind på grund af, at de hører stemmer. Nogen har fået at vide, at det skal de ikke snakke om, og de bliver mødt af en underlig tavshed. Det er nemlig skamfuldt og tabubelagt. Og det er vigtigt at understrege, at dem vi ser, er dem, der er forpinte af deres stemmer,” forklarer Jes Sølgaard.
Sandra på 29 år er medfacilitatoren i den næste gruppe.
”Jeg fandt ud af som deltager i den første gruppe, at jeg kunne hjælpe de andre med det, jeg havde lært mig selv om mine stemmer. Jeg har altid hørt stemmer, men først for et år siden fortalte jeg det. I gruppen fandt jeg ud af, hvad den ene stemme hed. Mona, der virker meget rolig, og som hjælper, hvis Kim bliver for højrøstet. I starten var jeg flov over at høre stemmer og ville ikke sige det til nogen. Det var ved Jes, jeg fortalte det første gang. Jeg har stemmer, jeg ikke kan sætte ord på. Nogle gange er det som et flaskebånd, der kører rundt med stemmerne. En koncert hvor man bare kan høre en masse snak, råb og skrig. Nu ved min mand og min mor det også. Og jeg skal ikke gemme mig som før, hvor andre ikke skulle se, hvis jeg blev ked af det, hvis stemmerne tog over. Jeg tror, jeg kan hjælpe de andre i gruppen fordi, jeg vist er god til at lytte. Jeg gør ikke andet end at fortælle, hvordan jeg kæmper videre. Folk skal vide, at man kan få bedre hjælp ved at fortælle det, og man skal ikke være flov. Og man kan komme på den rigtige side af det, hvis man får den hjælp, man har brug for. Den største hjælp er, at jeg har fortalt det og det at vide, at man ikke står alene, og så snakkene med Jes” slutter Sandra.
(Red.: Navnene på klienterne er anonymiseret men kendt af redaktionen)