De smider normalitetskappen i Lyngdal
Af Mette Egelund Olsen
I Birkerød ligger Lyngdal, som er et døgntilbud for 23 borgere med udviklingshæmning. Langt de fleste har en autisme spektrum forstyrrelse. Nogen har diagnosen autisme. Kognitivt ligger de fra ni måneder til tre år. Nogen ligger måske fysisk på fem til syv år og kan f.eks. cykle. Lyngdal er regional, og Lyngdal optager dem, som kommunerne har svært ved at finde tilbud til. Derfor har de borgere fra hele landet, der er fra 18 år op til 60 år. Stort set alle har psykiske vanskeligheder og mange får psykofarmaka. De er alle tilknyttet oligofreniteamet i Glostrup (se anden artikel). Der er desuden også et lokalt sundhedsteam tilknyttet Lyngdal med tre sosu-assistenter og en sygeplejerske. Samt et meget tæt samarbejde med den praktiserende læge, der laver ugentlig stuegang og årligt sundhedstjek. Normeringen er en til en eller to til en. Mange har egen nattevagt.
Jeg taler med funktionsleder Line Selch Sørensen og pædagog og faglig ressourceperson Line Teisel fra Lyngdal. De fortæller, at mange af deres borgere har selvskadende og udadreagerende adfærd.
”Meget af vores arbejde er ren tolkning. For de har jo ikke sprog. Vi tolker på noget, der skaber uro. Måske fornemmer vi, at der er synshallucinationer. Men det er en tolkning. Vi prøver derfor at tolke på det sammen med oligofreniteamet og sundhedsteamet,” siger de to.
De arbejder med struktureret pædagogik med fokus på kommunikation samt low arousal både i forhold til borgerne men også dem selv som medarbejdere, og hvad de ”smitter” med. De arbejder i teams omkring en gruppe af tre borgere.
Men selv om rammerne lyder ens, er borgerne meget forskellige. Så de skræddersyr tilgangene til den enkelte. Det er struktur og genkendelighed. For det skaber forudsigelighed.
”Der er kommet mere anerkendelse af, at vi som pædagoger får lov til at oversætte borgernes adfærd. Det vi observerer. For 15 år siden var der ikke den samme åbenhed for at lytte til os. Det var i stedet en masse medicin og magtanvendelser,” siger de to.
De understreger, at de har et godt samarbejde med oligofreniteamet i Glostrup.
”Rent fysisk kommer teamet ud til os, og det betyder noget, at de ser de fysiske rammer og ser os i øjnene, så vi ikke bare er nummer 56 i telefonkøen. De skal bruge vores observationer, og de giver behandling. Hvert halve år er der et psykiatrisk tjek, hvor også de pårørende er med. De pårørende kan have mange bekymringer om medicin, og i oligofreniteamet er de gode til at lytte til dem. Hvis der er igangsat en behandling, ses vi eller taler vi sammen hver tredje måned,” siger de.
Nu er der mere anerkendelse af, at Lyngdals borgere forstår verden anderledes. F.eks. er lys og smertepåvirkning anderledes end hos os. Det gør sig også gældende i forhold til borgernes behov.
”Før hed det så tæt som normalt som muligt. Men nu er der kommet en større anerkendelse af, at der ikke nødvendigvis er et behov med f.eks. fællesskab. Vi har fælles områder, men vi sidder ikke og spiser sammen alle sammen. Før var det fy at sige, at de ikke havde behov for fællesskabet,” siger de.
Lyngdal har et pædagogfagligt team, der kan undervise i neuropædagogik og low arousal. Desuden får de ekstern supervision fra psykologer.
”Brug din sunde fornuft. Det duer ikke her. Tag en normalitetskappe af og tag Lyngdalkappen på. Der er ikke to dage eller to borgere, der er ens. Vi prøver at styrke samarbejdet, så vi har alle ben at stå på. Både det pædagogiske, det psykiatriske og det fysisk sundhedsfaglige. Vi skal have respekt for hinandens fagligheder. Det er en balance, og vi skal reflektere. Nogle gange er det den åbenlyse vej med pædagogikken. Andre gange med det sundhedsfaglige. Tværfagligt samarbejde er heldigvis kommet meget mere i fokus,” slutter de to.