De understøtter det hele menneske
Af Mette Egelund Olsen

Carina Corfitz er psykolog og ansat i Socialområdet Norddjurs Kommune. Hun har desuden en funktion som oligofrenipsykiatrikyndig-medarbejder i Team O med 10 timer pr. måned. Når hun ikke er i Team O, arbejder hun på Ørum bo- og aktivitetscenter, der yder støtte til 38 udviklingshæmmede borgere i alt. Mange af disse har i tillæg psykiatriske problemstillinger, og der er også en afdeling med domfældte udviklingshæmmede. Carina Corfitz giver psykologisk støtte til borgerne og faglig sparring til den pædagogiske tilgang. Hun laver også udredning, analysearbejde, dokumentation og risikovurderinger. Kan personalet se mønstre? Det er f.eks et spørgsmål, der ofte bliver stillet. Hun observerer borgerne og samspillet med borgeren og forsøger at danne sig et samlet billede af borgeren.

”Det giver mening at løfte blikket. For hvis man understøtter det hele menneske, må man kigge hele vejen rundt. Borgerne bor her fordi, de har brug for støtte. Støtten skal være så kvalificeret som muligt. Jeg understøtter den kvalificering. Det er personalet, som gør forskellen i hverdagen. Jeg arbejder både i kulissen og har direkte samtaler med borgerne, ligesom jeg har sparring og supervision med personalet” siger Carina Corfitz og understreger, at den mentale retardering sjældent står alene. Der er mange problematikker ind over.

Hendes erfaring er guld værd i det sideløbende arbejde som oligofrenipsykiatrikyndig-medarbejder. Alle kommuner skal ifølge regionens sundhedsaftale stille med minimum en oligofrenipsykiatrikyndig-medarbejder, der skal kunne rådgive personalet i kommunen, der arbejder med udviklingshæmmede mennesker. I Norddjurs Kommune valgte man dog at etablere et team, der består af seks medlemmer. Teamet er tværfagligt og består af en ergoterapeut, en sygeplejerske, to pædagoger, en leder og en psykolog. Så der er flere fagligheder, der kan byde ind med, hvad der så kan skrues på, hvis det ikke er psykiatri, det handler om. De skal afgøre, om der er basis for en henvisning til klinikken på Skejby, og så er det klinikken, der diagnosticerer. Team O diagnosticerer aldrig. Tilbuddet er gratis.

”Vi samarbejder med de praktiserende læger og sagsbehandlerne, og de pårørende skal vi også nå. Vi skal have udbredt kendskabet til os, men det tager tid. Vi har nu en opgave i at gøre opmærksom på os selv. Mange af vores borgere kalder på opmærksomhed af en eller anden grad. Og det er ikke altid psykiatri. Men de kan stadig have brug for hjælp,” siger Carina Corfitz og fortsætter:
”Man oplever måske, at borgeren ændrer sig i forhold til stemningsleje. Er det måske depression? Det kan være selvskadende adfærd, eller der er noget på spil, der peger på psykiatri. Måske husker de anderledes. Er forvirrede. Er det så demens? Ændret adfærd kan også være smerter eller forstoppelse. Vi gør en dyd ud af, at det somatiske er undersøgt. Personalet er gode til at spotte, at noget er ændret. De prøver selv at løse det først. Men hvis det ikke rækker, ja så rækker de hånden op. Og vi kommer ind i billedet. Måske er det psykiatri. Måske ikke.”

Næste trin bliver for teamet at komme ud med brochurer og besøge personale og være med til teammøder. Så skal der fortælles om Team O, og hvad de kan bruges til.

”Det er interessant, når vi udvider faggruppen i forhold til de udviklingshæmmede med f.eks. ergoterapeuter og psykologer. Vi får pludselig alle mand på dæk. Hvis det pædagogiske eller sundhedsfaglige personale skal kunne gøre arbejdet ordentligt, skal der være nogle til at facilitere, at de kan gøre det, de er gode til. Der er sket noget med målgruppen, og det er blevet mere komplekst. Vi må sætte ind på flere parametre,” slutter Carina Corfitz.