Håndbolden spilles af alle

– Det var egentlig lillesøsteren Tilde, der sagde det så klart til Magda: ”Du kan da ikke spille håndbold, når du har Down Syndrom.” Og det kunne være blevet ved det og handicapridningen. Men når man er tidligere professionel håndboldspiller og har en datter med Down Syndrom, giver man ikke så let op. For det kan da ikke passe, at de eneste tilbud til børn og unge med udviklingshandicap er særligt tilrettelagte kommunale tilbud med ergo- og fysioterapeuter uden mulighed for en fælles holdsportsånd. Så Rikke Nielsen oprettede håndboldholdet Aalborg Kidz. Men ikke nok med det. Hun startede også en liga. Lykkeliga.

Vi sidder på en cafe i Aalborg. Rikke Nielsen taler hurtigt. Det er både fordi, hun er ivrig og engageret men også fordi, hun har travlt. En fondsansøgning skal af sted i dag. Den kunne være god at få i hus. Så budskabet kan bredes ud til hele Danmark. Og så hun måske kan få løn for sit arbejde.

De vil bare spille

Det er 10 år, tre børn, et selvbygget hus og en overstået kræftsygdom siden, Rikke Nielsen lagde det professionelle håndboldsspil på hylden. Det var I.H. Aalborg (Idræt for handicappede), der en dag fortalte Rikke Nielsen, at de ikke havde fået hul på holdsporten for de 6-16-årige.
”Jeg blev spurgt om, hvad forskellen egentlig ville være på, om jeg trænede min datter Magda frem for de andre ”normale”. Der er 45 børn nu. Jeg træner dem hver mandag, og jeg har seks hjælpere, der er alt fra pædagogstuderende til en uddannet fysioterapeut. De gør det fordi, det giver mening for dem og ikke fordi, de vil have det skrevet på deres cv. Vi kalder vores børn for håndboldspillere og ikke deres diagnoser. Vi har stillet det krav, at der ingen ynk er. Det er ned og tage armbøjninger også selvom, du måske kun har en arm. De gider ikke pædagogiske øvelser. De vil spille. Vi putter dem i kamptøj og giver dem kampråb. De lærer, hvordan man fejrer en sejr. De oplever det, vi andre naturligt oplever i holdsporten. Vi har fokus på det, de kan. De vil være på lige fod med de andre og bare spille håndbold,” fortæller Rikke Nielsen.
Hun synes, at det som handicapmor er fedt at være i samme båd med de andre forældre. I skolen er du tvunget til at være der. Børnene her har selv valgt at gå til håndbold. De vælger selv fællesskabet. Succesen i Aalborg skal spredes ud til resten af Danmark. Ånden fra Aalborg Kidz skal føres over i Lykkeliga og en bevægelse, der ikke bare er parasport. Rikke Nielsen modtog for øvrigt også prisen som årets forbillede. Hun er dog meget ydmyg og siger som en undskyldning, at jeg altså bare skal vide, hvordan hun er inderst inde.
Hun har næsten lige sagt sit faste job op som konsulent ved Jysk Håndbold Forbund og DGI. Det er lidt med bævende hjerte. Og som hendes mor sagde: ”Du er meget idealistisk – og naiv”.
”For det jeg laver nu er egentlig det samme. Dog bare med en anden målgruppe og uden løn,” siger Rikke Nielsen. Hun banker på hos klubberne landet over. Engagerer forældrene. Trænerne. Fortæller at de skal huske at lave handicaphåndbold. Fortæller dem at de skal have et navn og en slagsang. At det handler om alt fra indløb til medaljer. For der skal Lykkeliga-DNA ind i attituden.

Lykkeliga

Det idealistiske projekt Lykkeliga har fem ben: Der er etablering af hold, formidling på sociale medier, læringskoncepter i folkeskoler, involvering af søskende og familier og endelig Lykkecup. Sidstnævnte bliver i Gigantium 9. juni 2018. Foreløbig består Lykkeliga af 25 klubber.
”Det er vigtigt at understrege, at det ikke er mig, der får medlemmer. Det er deres projekt. Vi inviterer dem bare ind i Lykkeliga-universet,” understreger Rikke Nielsen.
Hun ser ikke kun håndbolden som målet. Men også den generelle sundhed. For der er stor forskel på, om du kommer ind i en sportsforening som seks-årig eller som 16-årig. Og så skal det ikke være sådan, at når hun byder på en gulerod, så bliver der svaret: ”Nej tak. Jeg er handicappet”.
”Vi skal også stille krav til dem sundhedsmæssigt. For selvfølgelig vil min Magda da hellere have fire kager end rugbrød,” siger Rikke Nielsen.
Hun oplever, at det kan være svært at motivere 8-årige Magda til motion for behandlingens skyld. Men med håndbolden er det anderledes.
”Det handler om selvværd og om, hvem er jeg. Det handler om at lære at stå i kø, og at alle er med. Her er en anden rummelighed. De vil have de samme oplevelser som os. Måske kræver det, at man lige skal trykke lidt mere på knappen. De skal have anerkendelse og ros. Vi skal stoppe tiden engang imellem. Starte med at hilse på hinanden. Lære attituderne. Lære at fejre det,” siger Rikke Nielsen.

Tvunget ned i tid

Det at få et barn med Down Syndrom var ikke, som de troede. Men når de går ned af Magdas vej, er det intenst. Og hvordan får de andre til at forstå, at det ikke er synd for dem?
”Jeg er ofte blevet spurgt, om jeg da ikke blev scannet. Jo jeg blev. Hun faldt bare igennem. I Danmark må ting ikke kræve ekstra tid. Men det er det bedste. At være tvunget ned i tid og se de små skridt gør det stort. Det er da selvfølgelig hårdt med en datter, der først gik som tre-årig og nu først som otte-årig er blevet renlig. Men hun har lært mig så meget,” siger Rikke Nielsen.
Det er hende, der flagrer rundt, som hun kalder det. Hun havde tidligere job som sygeplejerske, hvor hun arbejdede 7-15. Men hun hungrede efter noget mere uden helt at vide, hvad det var. Så begyndte hun at arbejde som håndboldkonsulent – og hun elskede det. Det var bare den forkerte målgruppe. Hendes mand er ingeniør ved Region Nordjylland og meget stabil. Det er deres forhold i det hele taget også.
”Vi har set hinanden i øjnene mange gange. Vi har været udsat for mange skilsmisserisikoer. Vi fik Magda. Jeg blev syg, og vi byggede hus sammen. Men det der gør os lykkelige er at være sammen. Magda kræver noget andet – ikke mere. Magda er ren lykke. Hun vil altid have behov for voksne omkring. Sådan er det ikke med de andre to. Der kunne jeg ønske nogen gange at kunne sige ”stop tiden”,” siger Rikke Nielsen og fortsætter:
”Da jeg fik Magda, tænkte jeg kort ”Åh nej, nu kommer hun ikke til at spille håndbold”. Men det kom jo ikke til at passe. Og nu er det faktisk sådan, at de to andre ikke gider at spille håndbold mere. Nu er det kun Magda, der spiller.”