Er det mon psykiske mén efter corona?
Af Mette Egelund Olsen
Center for Oligofrenipsykiatri afholdt den halvårlige kliniske konference, som er et møde mellem fagpersoner som læger, psykologer, sygeplejersker, der arbejder indenfor feltet psykiatri og udviklingshæmning. Her diskuteres relevante cases, og alle kan byde ind med ideer og løsningsforslag.
En af de cases, der blev diskuteret, var om en midaldrende mand med middelsvær retardering, som altid har boet på institution. Han bor et godt sted og er i dagtilbud. Han er ikke så social men vellidt. Men i forbindelse med corona har personalet registreret et funktionstab. Før gik han dagligt fem kilometer hen til købmanden for at hente cigaretter og tilbage igen. Nu kan han ikke mere gå turen. Købmanden kommer i stedet til ham. Han har mistet den udfordring, som gåturen var. Og på institutionen kan de ikke presse ham ud at gå. Samtidig udviser han en række tegn på hallucinationer og vrangforestillinger. Møbler smuldrer. Sengen går i opløsning. Han oplever væske, der flyder ud af armene – og det er ikke sved. Tidligere var han ellers meget ude til f.eks. koncerter. Men nu er han låst fast.
Han undersøges somatisk og egen læge har henvist ham til psykiatrien. Nu har lægen så givet ham Quetiapin (antipsykotisk medicin), som virkede i to dage og så ikke mere. Så hvad kan det handle om? Kan det være, han er på vej ind i en demens? Kan det være corona-senfølger?
En psykiater mente, at det måske er en reaktiv psykose, og en anden psykiater tilføjede: ”Psykiske senfølger af corona”. En psykolog mente, at brud på strukturer nemt sker men er meget sværere at genetablere. Måske skal han være ude i lige så lang tid, som gåturen tog, og en sygeplejerske forklarede, at den gåtur har givet ham noget. Det har givet ham noget sansemæssigt. Kan de sætte noget andet ind? Kan man kompensere på en anden måde? Kan han cykle? Det blev tilføjet, at der er meget grounding (jordforbindelse), han nu ikke får med den mistede gåtur. Gåturene var meningsfulde og ikke bare stimuli. Man skal arbejde i det små med grounding.” Og sagens ophavsperson sluttede af: ”Noget går i opløsning. Måske er det inde i ham selv. Måske var gåturen noget, der samlede ham.”