Mangfoldigheden præger dem

– Det er fjerde gang, han er her. Og det er for øvrigt nok ikke sidste gang. Han var med i 2005 på det første hold på Nordfyns Højskole. Dengang hed holdet socialkompetence-holdet. I dag hedder det livslinjen. 49-årige Uffe Kristiansen fra Otterup sidder i spisesalen på Nordfyns Højskole og fortæller om sit højskoleophold. Han bor ovre i Svanen sammen med sin kæreste. Her sørger de blandt andet selv for at vaske tøj for det er også en del af at gå på højskole. Til dagligt bor de ikke sammen, da kæresten bor i Herning.

bogense-uffe-1

Uffe Kristiansen

”Vi er her for hinanden. På Livslinjen er nogle er lettere udviklingshæmmede. Andre er sværere. På de andre hold er der også folk fra Ghana, Cameroun, Somalia, Nepal, Norge, England. Her er meget multikulturelt og mange nationaliteter. Vi synger meget sammen og holder fester. Du kan vælge at se fjernsyn, når du har fri, men du kan også lave andre aktiviteter sammen. Vi har blandt andet fodboldbane og multibane,” fortæller Uffe Kristiansen. Han har prøvet mange ting i sit liv. Fra soldat til gartneri. De sidste 15-16 år på beskyttet værksted.

Ophold med glæde

Livslinjen er delt op i to spor, der hver varer fire måneder. Kost og sundhed og Munter motion. Det sidste går Uffe Kristiansen på. Her dyrker man musik og lege. Finder lege frem fra de gamle dage og shiner dem op, så de kan bruges i dag. De laver også film og baggrundsmusik.
”Et ophold giver en masse glæde og mere erfaring. F.eks. har jeg madlavning som valgfag, hvor vi er blandet med nogle fra de andre hold. Vi holder trivselsmøder og husmøder på bo-områderne. Vi har fælles aktiviteter om aftenen. Vi synger, ser film, spiller bingo og tager på fællesture. Vi hjælper hinanden. Det er mangfoldigheden. Der er ikke to, der kan det samme, men vi kan hjælpe hinanden, og så bliver vi til en større enhed. Jeg har fået over 70 venner her,” siger Uffe Kristiansen.

Godt med andre mennesker

På den anden af Livslinjens hold, Kost og sundhed, går 49-årige Helle Jensen.
”Det giver meget tryghed og selvtillid at gå på kurset. Det er hyggeligt og helt anderledes. Man skal selv sørge for en masse, og det kræver selvstændighed. Men det er gået godt. Jeg taber mig og har allerede tabt 10 kilo. Det er godt at være sammen med de andre mennesker. Man får meget ud af det. Jeg har lidt svært ved det engelske, men de andre oversætter for mig, og jeg har fået mange gode venner. Jeg har fået mere selvtillid og et bedre selvværd,” siger Helle Jensen og fortsætter:

bogense-helle-1

Helle Jensen

”Jeg har gode lærere, der støtter mig. Før var jeg træt af mig selv. Her har jeg det godt. Nu hvor jeg har tabt mig, kan jeg bedre gå. Der er ikke så stor belastning, og min astma er blevet bedre. Alle derhjemme kan også se og høre, at jeg har det godt. Og det skal nok gå godt, når jeg kommer hjem, for der er stor opbakning til mig hjemmefra.”

At blive mødt og set

På Nordfyns Højskole er omkring 20 ud af skolens 70 elever udviklingshæmmede.
”Hovedideen er, at højskolen er et sted, hvor man bliver mødt som det menneske, man er og ikke med den diagnose, man har,” siger forstander Mogens Godballe og fortsætter:
”Her bliver alle mødt med værdighed, ligeværdighed og respekt. Vores tanke var ikke, at vi skulle være en højskole kun for udviklingshæmmede mennesker. Der skulle være nok udviklingshæmmede til at skabe en tryghedsbase, men de skulle også række ud til den ikke-handicappede verden. Vores mangfoldighed er vigtig. Vi har også mange udenlandske elever og flygtninge, og mange af de udviklingshæmmede får venner på tværs. Det giver os andre en masse livsglæde og spontanitet. De er barnlige på en god måde. Det giver en umiddelbarhed og følsomhed. De andre elever tager også godt imod de udviklingshæmmede kursister.”
Når eleverne kommer fra Nordfyns Højskole er de blevet set og mødt, der hvor de er. Mange har ellers altid fået at vide, at der var noget galt med dem. Men på højskolen kan de blomstre og udvikles. På linjen med kost og sundhed handler det om at tabe sig, så det bliver en naturlig livsstil og ikke en slankekur. På holdet Munter motion kombinerer man sundhed og leg. Højskolens plan er, at nogle af eleverne kan få et instruktørcertifikat, så de bagefter kan sætte lege i gang på rundt omkring på bosteder.