John D Band giver ro – selv når musikken er høj

Her er du: | John D Band giver ro – selv når musikken er høj

John D Band giver ro – selv når musikken er høj

Af Mette Egelund Olsen

De er opkaldt efter deres gamle skrottede traktor. Deres øvelokale ligger i den gamle stald. Og deres musik kalder de garagerock – eller punkrock. Og så skriver de for øvrigt tekst og musik selv. Intet er kopi. Alt er originalt. De fleste af bandets medlemmer er udviklingshæmmede og beboere på Snåstrup Vestergaard ved Harlev. Halvdelen af dem har desuden en dom. Der er dog også lige aktivitetsmedarbejderen Pedro da Palma. Han er initiativtageren og ham, der samler trådene og bandet. Uden ham gik det slet ikke. Det startede faktisk også i Pedros eget øvelokale, for han er selv musiker med hang til punkrock.
”Min indgangsvinkel er, at vi arbejder med egne numre. Her er ingen ”Knocking on heavens door” eller ”Midt om natten”. Punk- og undergrundsscenerne vil ikke have covernumre. Det er en kollektiv proces. Vi snakker sammen om, hvad vi gerne vil lave en sang om. Bandmedlemmerne kommer med de fleste ord og sætninger. Jeg laver så selve teksten ud fra dem. Et af mine mål er at få dem på plakaten med såkaldte normale bands, så det ikke bare bliver indenfor handicap-rammerne. Men der er også outsidere i undergrundsmiljøet og ligeværdig anerkendelse,” siger Pedro da Palma.
Han holder øjne og ører åbne for, hvor de kan passe godt ind med deres band. Det er alternative festivaler men selvfølgelig også Sølund festival. Og så private familiefester og en happening i København om ”værdig psykiatri for alle” (#værdigpsykiatriforalle).

Bandet er fællesskab
De er tre i bandet og så en roadie, der skruer på mixeren og hjælper til undervejs. Pedro da Palma spiller også med. Han startede som guitarist og sanger men flytter nu rundt, hvor end der er brug for det. Det var egentlig slet ikke Pedro da Palmas intention, at der skulle være et band. Men beboerne er kommet og har taget initiativ til det.
”Det handler jo også om at sparke pædagogerne ned fra scenen. At de godt kan selv. Men der er lidt tryghed ved min tilstedeværelse. Men det er de andre, der er i front nu,” siger Pedro da Palma. Men hvad giver det så musikerne at være del af John D. Band?
”Det giver dem et fællesskab. De er blevet bedre til konfliktløsning. Det er svært at surmule i tre uger, når vi skal være sammen. De er nødt til at snakke sammen. De er flere og sammen og kan ikke bare have det på ”min” måde. Der er læring og udfordringer. Nikki vores forsanger f.eks. kan ikke læse. Men han spiller onlinespil og skriver på engelsk der. Han er god til friimprovisation og volapykrap. Og så er han stemmehører. Han har brugt bandet som et sted at få afløb for noget. Og de stemmer, han hører og som han er lidt bange for kan vi lave en sang om. Vores tidligere forsanger gav også udtryk for, at bandet hjalp ham. Han var tidligere meget bange og genert. Men vi sang tekster sammen om ADHD, og han begyndte at se folk i øjnene og fik selvtillid. Det løftede ham. Han bor selv nu med bostøtte,” forklarer Pedro da Palma. Han er på Snåstrup Vestergaard 15 timer om ugen. Timer der vel at mærke ligger oveni normeringen. For man har valgt at prioritere dette. De kan ikke undvære musikken og Pedro da Palma.
Det understreger leder Bo Jørgensen:
”Musikken er et af omdrejningspunkterne i vores pædagogiske tilgang. Vi er sat i verden for at understøtte beboernes liv, udvikling og trivsel. Riget fattes penge, og i den virkelighed er det en daglig øvelse, at vi bevidst understøtter borgernes trivsel og udvikling, hvor relationer er i fokus. Vi forsøger at skabe de bedste rammer, for at borgerne kan trives og udvikle sig som mennesker. På trods af et stramt budget har vi valgt at holde Pedro udenfor grundnormeringen. Beboerne skal have deres medicin. Vi skal føre tilsyn og det, der står i handleplanen. Men der står ikke noget om brugerband og musikterapi, og det kan hurtigt spares væk. Det er vigtigt, hvis muligt, at bevare en smule anarkisme og en stor portion gå-på-mod og risikovillighed. Hver gang systemet bekræfter sig selv med procedurer, kolonner og budgetter, bliver det samtidig vigtigt at sikre, at nogle går diagonalt, hvor resten af systemet går i række og geled. Ikke for at være på tværs, men for at bevare kreativiteten og det spontane element. Det er ofte her udviklingen og livsglæden ligger gemt.”

Det fælles tredje
Bo Jørgensen forklarer, at deres borgere ikke altid er motiveret i medarbejdernes tempo.
”Men min oplevelse af energien, er at nærværet og det fælles tredje i musikken ophæver grænsen mellem borger og medarbejder og frigiver en masse energi. Man kan forglemme sig i tid og sted, og det er der, vi lever allermest. Det handler grundlæggende om identitet. Hvis man lytter til basgangen, er den måske ikke helt i vater. Men det er intensiteten og glæden, der tæller. Det er egentlig mindre vigtigt, hvordan det lyder,” siger Bo Jørgensen og fortsætter:
”Vi skal ikke måle os med nogen. Vi skal ikke kvalificere os til noget. Vi skal bare spille, fordi det er fedt. Så hvorfor vælger jeg at give Pedro de 15 timer om ugen, når jeg skal spare?: Fordi alternativet er endnu værre. Vi kan alle bo et sted, men hvad skal der til for, at det er hjem? Vi skal skabe de toppe af kreativitet og livsglæde med jævne mellemrum. Fremfor kun at drifte hverdag. Vi kan lægge en vej. Vi understøtter borgerne til at trives så godt, de kan og til at have noget at huske tilbage på. Det er vigtigt, at medarbejderne sørger for, at borgerne har en oplevelse af at være herre i eget hus.”
Snåstrup Vestergaard forsøger at åbne sig op, så institutionen ikke bare er en isoleret ø. De griber de små initiativer, som deres borgere selv bringer med ind. De har selv gode bud, hvis ellers man vil lytte efter.
”I glimt lader de sig nemlig begejstre. Vi skal iscenesætte noget, der rager op over hverdagen. Og det lykkes, når de f.eks. spiller musik, eller vi starter vores eget loppemarked, der er åbent for offentligheden. Jeg gør også, hvad jeg kan for at lytte til medarbejdernes ideer. Jeg vil hellere tale om, at vi er kommet galt afsted end ikke at være kommet afsted,” siger Bo Jørgensen.

Men hvad siger bandet selv?

21-årige Danny Klejs Næss-Schmidt spiller trommer i bandet. Han har boet på Snåstrup Vestergaard i tre år. Han fortæller: ”Det er meget det, at vi er sammen. At vi har et fællesskab. Det er fedt at være ude at spille. Det giver noget at spille musik. Det giver ro.”

Danny har meget musikalsk erfaring. Han er vokset op med musik og har spillet før, han kom hertil. Han hører og spiller mange stilarter som blues, jazz og rock. Dog ikke metal og dødsmetal.

”Når jeg spiller, kan jeg bedre håndtere, hvordan jeg har det psykisk. For nogle gange får jeg psykiske dårlige tanker. Jeg har lav IQ. Jeg kan ikke få medicin for det. Men musikken hjælper på det rod, jeg har oven i hovedet,” siger Danny Klejs Næss-Schmidt.

Forsangeren Nikki Wetterstrøm er også glad for at optræde. Han fortæller, at de selv skriver teksterne, der handler om forskellige ting.
”Det er fri fantasi og alle vores tanker oppe i hovedet. Musikken betyder alt. Jeg brænder så meget for det, at man tror, det er løgn,” siger han. Han har boet her i to år. Efter fem uger kom han med i bandet. Han synger meget – også når han er alene. Han kan godt lide Rasmus Seebach og Linkin Park.
”Musikken giver mig ro. Det hjælper på tankerne. Musikken er det, der kører bedst for mig. Tommel op for venskabet. Vi gør alt sammen,” slutter Nikki Wetterstrøm.

Fakta:
Der bor 16 mænd og to kvinder på Snåstrup Vestergaards to tønder land. Alle er over 18 år, og myndige. Halvdelen er domsanbragte. Der er ca. 50 medarbejdere inklusive vikarer. Fællesnævneren for borgerne er en lav IQ og ofte en eller flere psykiatriske diagnoser som autisme, ADHD, angst, skizofreni og psykoser. Mange har desuden været omsorgssvigtede.

By | 2019-12-16T10:34:47+00:00 16. dec. 2019|0 Kommentarer