Klinisk konference på tværs af fag
Af journalist Mette Egelund Olsen
Center for Oligofrenipsykiatri holdt klinisk konference. Deltagerne var psykiatere, sygeplejersker, psykologer, pædagogiske konsulenter og en jurist. Fælles var deres interesse og arbejde med udviklingshæmmede mennesker med psykiatriske udfordringer.
Klinisk konference er et forum og et fællesskab, hvor man blandt andet kan dele problemstillingerne og give gode råd og diskutere aktuelle emner, og flere sager blev drøftet på konferencen.
Psykiater og centerleder Kurt Sørensen havde sammen med jurist Anne Marie Thyrring en sag oppe i forbindelse med, at de også begge sidder i Samrådet vedrørende udviklingshæmmede lovovertrædere.
Sagen drejede sig om en ung mand på 19 år af anden etnisk herkomst. Sammen med fire kammerater havde han været med til at lokke en anden ned i en kælder og truet ham til at udlevere ting. De andre fire unge blev varetægtsfængslet. Men den pågældendes sag skulle i samrådet. For var han udviklingshæmmet eller ej og skulle han have en dom efter det?
Der forelå en udførlig mental erklæring. Allerede i skolen havde det været problemer med, at han ikke kunne samle sig om noget. Han havde tankemylder og kunne give livlige beskrivelser af, hvad der foregik i hovedet på ham.
Hurtigt fik Kurt Sørensen tanken, at den unge mand havde ADHD.
Den unge mand var vokset op i en familie med vold. Han hjalp til i familiens forretning og havde behov for specialklasse for generelle indlæringsvanskeligheder. Han blev henvist til børne- og ungdomspsykiatrien. De afsluttede ham hurtigt med begrundelsen, at det skyldtes den sociale baggrund, og de afviste enhver tanke om ADHD. Det rystede Kurt Sørensen. Også at den unge mand senere henvises til psykiatrien. Men henvisningen afvises også med: ”Det er ikke vores bord. Det skal til den praktiserende læge.” Og som Kurt Sørensen siger:
”Hvad siger man til det? En knægt der har brug for hjælp. Var han min patient, ville jeg gøre et behandlingsforsøg.”
Det konkluderes, at han er umoden med mulig opmærksomhedsforstyrrelse og mental retarderet i lettere grad. Han var derfor omfattet af Straffelovens §16 stk 2 (personer, der på gerningstiden var mentalt retarderede i lettere grad, straffes ikke, med mindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf). Men spørgsmålet er, hvor meget er den IQ betinget af opmærksomhedsforstyrrelsen? Hvis han har ADHD, og man behandler ham, har han måske en IQ på 85.
”Han skal jo ikke have et stempel som mental retarderet, hvis han ikke har det på grund af en ubehandlet ADHD. Spørgsmålet er: Hvad gør man med et system, der mishandler unge i den grad. Han burde været taget alvorlig dengang i børne- og ungdomspsykiatrien,” slutter Kurt Sørensen.
Der kom flere indspark og en opfordring til at prøve Ritalin (medicin mod ADHD) og en diskussion om blandt andet indgifthed (red.: ægteskab mellem nærtbeslægtede, især når det forekommer igennem flere generationer inden for samme slægt. Indgifthed medfører ofte en øget forekomst af arvelige sygdomme og en mindskelse af modstandskraft mod sygdom) blev sat i gang.
Der afholdes kliniske konferencer i Center for Oligofrenipsykiatri’s regi cirka to gange om året.