Klinisk konference sætter fokus på problemer
Af Mette Egelund Olsen
Fremmødet var stort til denne kliniske konference, som Center for Oligofrenipsykiatri holdt på Diakonhøjskolen i Aarhus. Fra Farsø til Sønderjylland kom flere fagpersoner, der som fokus havde udviklingshæmmede mennesker med psykiske lidelser. Psykiatere, psykologer, sygeplejersker og pædagogiske konsulenter var mødt op til dette forum. Grunden til de kliniske konferencer er, at mange sidder alene i feltet, og dette er et forum, hvor man kan styrke hinanden. Man kan dele sin viden på området, tage problemstillinger op og få sparring.
En problemstilling der blandt andet blev taget op var, at regionenerne nærmest ikke indlægger udviklingshæmmede mennesker med psykiske lidelser. Og hvis de gør, bliver de udskrevet med det samme. Troels Gram Bruun, der til daglig er psykiatrisk konsulent i Landsbyen Sølund, kan tilslutte sig ansattes opfattelse af, at regionspsykiatrien afviser patienter, når de er udviklingshæmmede. Han fortalte om en udviklingshæmmet bruger på 50 år, som han ikke kan få indlagt på en psykiatrisk afdeling. I familien er der bipolar sygdom. Han er i et enkeltmandsprojekt. Og der er ikke mere, der kan gøres medicinsk. Når han ser andre mennesker, opsøger han dem og slår og bider voldsomt. Både personale og andre brugere. Politiet kommer ofte. Så piver han og græder, men så snart de er borte, springer han op som en trold af en æske. Det pædagogiske personale har forsøgt alt. Det eneste, der har fungeret lidt, er, når han har været i et lukket sommerhusområde. Troels Gram Bruun fortæller, at det er urimeligt, at han skal gøres till retslig patient før, der sker noget. Han kan ikke nås mentalt eller motorisk, når han tænder af. Det er kun politiet, der kan. Og næste stop er så måske Kofodsminde.
De andre deltagere kom på banen. Institutionen Sødisbakke ved Mariager blev nævnt, da de er kendt for at være tilbageholdende med at tilkalde politiet. En psykolog genkendte magtesløsheden. At man kan se, hvad der er det rigtige, men man kan ikke gøre noget. Og at det måske ender med en dom til sidst. Desuden pointerede han, er det svært at få kvalificeret personale. En anden psykolog, der er leder på en institution fortalte, at man skal have en dom førend, der er nogle rettigheder, der borttages. Hos dem politianmelder de, når noget bliver for voldsomt. En dom kan også være en fordel.
Diskussionen kom derefter til at dreje sig om med- og selvbestemmelse og de dilemmaer, der optræder. At man f.eks. ikke kan låse et skab, der hele tiden tømmes. At et personale bruger flere timer på at diskutere, problemet med, at en dement borger med Down syndrom selv skal bestemme, hvilket tøj vedkommende skal have på.
Fra Aabenraa og Oligofreniteamet kom en sag på om en patient i midten af 60’erne, der tidligere er blevet vanrøgtet og som kom på børnehjem som 2-årig. Han ses i dag vandrende, kravlende, motorisk urolig, uden øjenkontakt, bleg og småt spisende. Han er beskrevet som mental retarderet, han har epilepsi og autistiske træk. Han er glad for fysisk kontakt på hans præmisser og har tidligere fundet ro ved at svinge med noget og skifte sko og tage andres sko. Det ses dog ikke mere, da han er blevet mere inaktiv. Nu får han et antipsykotisk middel og er sideløbende blevet behandlet med smerteplaster. Det blev sat på, da man troede, han havde cancer og så seponeret, men symptomerne kom igen og smerteplasteret kom tilbage. Han har stiv mobilitet i hofterne og går på tæerne. Han hænger til højre side og har tidligere haft ubehandlede frakturer. Han er blevet undersøgt for cancer, hvilket var negativt. Han har altid været motorisk urolig og er beskrevet som svingende i humør med selektive spisevaner. Han har svært ved at omgås kvinder og reagerer ved de mindste ændringer. Problemet er, at personalet mangler ideer til, hvad de kan gøre. Og Oligofreniteamet, der fik patienten ind for to år siden, spørger ud i plenum: ”Har vi overset noget?”
”Kan det være epilepsien, der driller?” spørges der, og der konstateres, at smerteplaster jo er beroligende i sig selv.
En pædagogiske konsulent fortæller, at det kunne f.eks. tyde på et ureguleret nervesystem i form af omsorgssvigt med vanrøgt og traumer. Hun spørger, om der er blevet lagt vægt på traume, og at massage måske kunne være godt, da han tidligere har profiteret af fysisk kontakt. Teamet svaret, at det med traume ikke er det fokus, der har været, men at han tidligere har kunnet lide Shubidua musik, vand, ridning og gymnastik.
En psykolog nævner, at skærmning kan være godt, men at man også skal tænke mætning af sanser. Og en psykiater spørger, om de har prøvet at give ham ”lykkepiller”, hvilket indimellem har haft stor effekt på nogle, der ikke har virket deprimerede men som heller ikke har været i hopla. Teamet svarer, at det er jo en mulighed, de ikke har set.
En anden psykolog tænker ADHD, da man ofte ser, at skærmning har en god effekt samt, at de ofte er vandrende. Hun spørger desuden ind til, hvad der ligger i begrebet autistiske trækninger, og der bliver svaret: ”Hans stereotype bevægelser.”
Teamet forklarer, at de prøver at få så lidt medicin i ham som muligt. Og at personalet har givet lidt op. De har fået deres tredje leder på halvandet år. Og der har været stor udskiftning af personale. Og som en psykolog tilføjer: ”Det kan gøre observationer svære.”
Til dette fortæller en psykolog, at man blandt personalet kan anvende DASH II, der findes i dansk version frit tilgængelig på nettet og som netop handler om adfærdsobservationer til brug, hvis der skal laves en intervention. Hvorfor spiser han ikke? Og hvorfor kan han ikke lide kvinder? Man må kigge i traumehistorikken. Vi ved jo, at han blev fjernet som 2-årig.
Det ledte deltagerne hen til det hul, der er i både journal og hans liv. Måske centrets historiker Finn Andersen, der er i gang med at undersøge forholdene omkring fortidens ventetidshjem, ligger inde med nogle journaloplysninger.
En psykolog fortæller, at teamet beskriver en vanrøgtet mand med en ængstelse for kvinder og spiseproblemer. Måske har han aldrig haft et normalt madforbrug. Ifølge hende handler det måske mere om stabilisering og ikke behandling. ”I skal hjælpe med at sætte retning for personalet.”
Så kom psykolog Jes Sølgaard på banen med et projekt omkring stemmehørere. Det er et tema, der fylder meget i hans praksis, og dem han ser. En tredjedel af de klienter, han har, har en grad af stemmehøring. Nogle har været i behandling og fået diagnoser. Nu er han og hans kollegaer gået i gang med et fokuseret arbejde med gruppeterapi for udviklingshæmmede med stemmehøring.
”Vi går ind i stemmehøringen og taler med klienterne om de stemmer, de hører. Det er lidt anderledes end normalt, hvor man måske har været vant til, at når de siger, at de hører stemmer, så skrues der op for PN eller gives medicin. Man har tidligere forsøgt at medicinere stemmerne væk,” siger Jes Sølgaard. Han fortæller, at der er tre kvinder i gruppen, som er en erfaringsudvekslingsgruppe. Her taler de om, hvornår stemmerne er kommet, hvad de siger og ikke mindst får de erfaret, at de ikke er de eneste, der hører stemmer. Jes Sølgaard, der er i gang med en uddannelse indenfor stemmehøring, arbejder ud fra Maastricht-interviewet og har etableret en arbejdsgruppe, der laver det sprogligt om, så det passer til gruppen af udviklingshæmmede. Det er spørgsmål, som hvilke stemmer hører du? Er de indenfor – eller udenfor hovedet? Er det mand eller kvinde? Og endelig havde Jes Sølgaard et spørgsmål til deltagerne i den kliniske konference: ”Hvad er jeres erfaring?”
Fra teamet i Sønderjylland hed det sig, at de havde erfaring med, at unge mennesker udsat for kravsituationer kortvarigt hører stemmer. Og at det ikke bare var skizofrene men også dem med personlighedsforstyrrelse. De sagde, at man skal gå meget mere ind i stemmerne. Hvad betyder de? I hvilke situationer optræder de? Men når de indlægges, har personalet ikke tid til at stille spørgsmål, og de giver dem bare medicin. Man må se på, hvad de har af pædagogiske tiltag, sluttede teamet.