Lettere udviklingshæmmede i fængsel i Norge
Af Mette Egelund Olsen
”Vi ved ikke, hvem de er, og vi er dårlige til at identificere dem.” Dette citat, som en norsk statsadvokat har udtalt, blev fremhævet af Erik Søndenaa, 1. amanuensis på vernepleieruddannelsen, Institut for Psykisk Helse, da han var gæst i NKUPs ugentlige webinar, der denne gang handlede om domfældte personer med udviklingshæmning.
”5-15 procent af retspsykiatriske udredninger ender med at borgeren får en diagnose som udviklingshæmmet,” siger Erik Søndenaa.
I Norge sættes grænsen for tilregnelighed i dag ved en IQ på 60. Dog kan strafudmålingen reduceres, hvis IQ er lavere end 75 (lettere udviklingshæmning). Det vil siger, at dem med IQ over eller lig med 75 straffes. Ligeledes dem med IQ mellem 60-75, hvor imod dem med IQ under 60 ikke straffes, men kan dømmes til tvungen omsorg.
Hvis man kigger på historien, er der sket en udvikling, fra da den amerikanske psykolog Lewis Terman i 1913 lancerede IQ-testen og sagde, at ikke alle kriminelle er udviklingshæmmede men alle udviklingshæmmede er i det mindste potentielt kriminelle. I 1994 hed det sig, at jo lavere IQ desto oftere strafdømt. Men det ændrede sig senere til, at lavere IQ faktisk er en beskyttende faktor for kriminalitet.
Mindst 10,8 procent af de indsatte i Norge har en IQ mellem 60-74. Generelt for dem gælder det ifølge Erik Søndenaa, at de har tydelige tidlige tegn som f.eks. ADHD og ordblindhed. De har en reduceret helsetilstand, manglende rehabilitering og en øget gentagelsestendens (det er en gruppe, der har næsten en tredobbelt gentagelsestendens). Mange kæmper også med psykiske vanskeligheder.
Der er flere udfordringer for denne gruppe i forbindelse med afsoning. Dårlig tilpasning, hvilket kan forlænge ophold og reducere tilladelser. Manglende rehabilitering, der medfører at ønsket effekt af afsoning, udebliver, og at der er fare for nye lovovertrædelser. De prøveløslades sjældent, hvilket betyder, at de afsoner længere tid for samme lovovertrædelse. Generelt overholder de ikke forpligtelserne, og de føler, at de er overladt til andres forgodtbefindende. Selv siger de:
”Jeg ved ikke hvilke rettigheder, jeg har. Jeg sidder i fængsel, jeg har ingen rettigheder. Jeg må bare adlyde.”
”De skriver, som om jeg ikke har en chance med at klage. Alt er bestemt på forhånd.” Denne borger kendte ikke til klagegangen til regionalt niveau og har derfor aldrig klaget.
Erik Søndenaa fortalte om et britisk studie af Talbot fra 2008, der undersøgte og interviewede 177 fængselsansatte, 173 indsatte med udviklingshæmning og tilfældigt valgte indsatte uden udviklingshæmning. Ansatte blev interviewet om, hvilke problemer indsatte med udviklingshæmning har under afsoning, og de indsatte blev interviewet om problemer under afsoning.
De fængselsansattes bemærkninger var blandt andet:
Det er som at spærre børn inde i håb om, at det giver bedre opførsel.
Stigmatisering, mobning og flere restriktioner.
Fungerer ikke sammen med andre indsatte.
Misforstår og retter sig ikke efter informationer og beskeder.
Mangel på tid til at ivaretage enkeltpersoner med store behov.
Fravær fra professionelt hjælpeapparat, familie og venner.
Selvskadning, isolation, bliver latterliggjort.
Og de indsatte selv sagde (sammenlignet med indsatte uden udviklingshæmning):
Flere skræmmende episoder.
Mere mobning og udstødelse.
Manglende arbejdstilbud i fængsel.
Kender ikke dato for løsladelser og prøveløsladelse.
Dårligere kontakt med familie og venner.
Ingen at spørge når de ikke forstår.
Ved ikke hvordan de skal klage eller melde behov.
Deltager sjældent i rehabiliteringsprogram.
Er mere alene uden at have noget at gøre.
Mere tid i isolation.
Mere depression og angst.
”En udfordring for de ansatte er, hvordan man identificerer denne gruppe af mennesker med IQ imellem 60-70. For en identificering er nødvendig forudsætning for at nå gruppen. Men problemet er også, at mange af dem ikke ønsker en identificering og blive sat i en bås. Måske skal gruppen gives et andet navn. Et nøgleord er også tilpasset rehabilitering, som de føler er relevant, da de kæmper med at tilpasse sig,” siger Erik Sødenaa og fortsætter:
”Kendetegnende for denne gruppe er, at de ude i samfundet behøver (lidt) men får ikke hjælp. De klarer sig ofte for godt til at modtage kommunale omsorgstjenester. De er ofte ikke så psykisk syge, at de får psykisk helsehjælp i kommunen eller fra specialisthelsetjenesten. De vil leve uafhængigt af hjælp, og det må tjenesterne respektere. De er heller ikke så psykisk syge, men har alligevel f.eks. angst og søvnproblemer. De har et ønske om at klare sig på egen hånd.”
Det drejer sig om omkring 300, der sidder i fængsel nu i Norge med en IQ lavere end 70. Og ifølge Erik Søndenaa er der brug for mere kundskab og en bedre strafgennemføring for dømte med udviklingshæmning.