Hun løber fra indlæggelse

– Ung udviklingshæmmet kvinde med psykisk lidelse bruger løb
som et af midlerne til at holde sig rask.

Himlen er blå, og havet ligger endnu mørkere blå og i ro. Solen skinner stærkt igennem, og det samme gør øjnene på 32-årige Mia med nummer 2090 på brystet. Det er tredje gang, hun er med til DHL stafet, og det er anden gang, hun skal løbe ruten på de fem kilometer. Startskuddet går, og 38 minutter senere løber Mia i mål sammen med blandt andre hendes mor Kaja Lykke og løbemakkeren og motivator Dorte Eifer, der verbalt har støttet hende undervejs. Løbet er kulminationen på den træning og det løb, der er en personlig sejr men også et middel til at holde indlæggelserne på psykiatrisk hospital fra livet.

Mia og hendes løbemakker Dorte Eifer

”Det gør mit humør godt,” siger Mia, der er lettere udviklingshæmmet. Og netop humøret er ellers det, som Mia slås med. Hun er diagnosticeret med en bipolar lidelse, hvor hun svinger mellem mani og depression og til tider så voldsomt, at hun også udvikler en psykose.

Det hele startede, dengang Mia boede i Hjørring. Hun blev stresset, og i stressen kom depressionen, og med depressionen kom psykosen. Først troede man, det var en blodprop. Men det skulle senere vise sig, at det var alvorlige psykiske vanskeligheder og en egentlig psykiatrisk diagnose. Og det endte med en indlæggelse i et par måneder på en almen psykiatrisk afdeling på Aarhus Universitetshospital Risskov.
Mia fik blandt andet ECT-behandlinger for sin dybe depression. Depressionen gjorde, at hun fremstod mere udviklingshæmmet, end hun reelt var.

”Vi havde ellers fået at vide, at vi kunne risikere, at hendes hukommelse blev ramt af ECT-behandlingen, men det viste sig faktisk, at hun hentede det ind, hun før havde kunnet,” siger Mias mor Kaja Lykke, der tog Mia hjem til Aarhus. Kort efter blev der en plads til Mia på Stautruphus, hvor hun faldt til. Men Mia blev dårlig igen.

”Personalet, der ikke rigtig kendte Mia på det tidspunkt, opdagede det ikke rigtigt. Men hendes første mani kom, da hun skulle fejre sin fødselsdag. Det hele sejlede. Tandbørsten lagde hun bag køleskabet. Hun spiste lagkage med fingrene fra de andres tallerkner, og hun var helt oppe at køre. Vi havde ellers kunnet klare det medicinsk. Men det endte med endnu en indlæggelse i psykiatrien, og Mia fik diagnosen bipolar sindslidelse,” siger Kaja Lykke.

Men så derefter begyndte Mia at løbe.

Nu løber hun hver tirsdag med løbeklubben Stavtrupløberne. Her startede hun op efter første gang, hun deltog  i DHL stafettens walk sammen med en stor gruppe udviklingshæmmede. ”Jeg vil gerne løbe næste gang,” sagde hun, og til det blev der svaret, at så skal man trænes op, og derefter blev løbeklubben i Stavtrup kontaktet. Løbet er sammen med medicinen med til at stabilisere hende. I cirka to år, hvor hun løber, er hun rimelig stabil. Desværre får hun et tilbagefald, da der i foråret sker nogle omvæltninger og dødsfald i hendes liv. I samme omgang har det været svært at få løbet effektueret så godt som ellers, selv om en sygeplejerske har sagt til Mia og hendes mor, at løb er en del af Mias behandling.

”Løbet stabiliserer hende. Der er ikke de store udsving, som der ellers ville være. Hun skal skubbes lidt og er ikke så god til selv at strukturere sig frem til løbet. Det skal lægges i hendes program, og hun skal vide, at det er en del af behandlingen. I manien får hun stampet det lidt ud af kroppen, og i depressionen får hun tilført noget energi. Hun kan godt lide at løbe. Og hun kan godt lide ikke at skulle indlægges på sygehuset. Så det hænger lidt sammen nu. Det er godt. For som hun siger: ”Kan der ikke ske et mirakel, så den mani-ting hopper ud af min krop.” Og jeg er sikker på, at hvis Mia har en rimelig normal hverdag, så vil løbet kunne give en lang periode uden de store udsving og indlæggelser,” siger Kaja Lykke.