Hun er bindeleddet mellem pædagogerne og psykiatrien

– En udviklingshæmmet kvinde, der får flere forskellige præparater af psykofarmaka, stopper pludselig fra den ene dag til den anden med at tage al sin medicin. Pædagogerne ved ikke, hvad de skal gøre. Men så kommer Maibrit Pedersen ind i billedet. Til daglig er hun bindeleddet mellem borgerne, pædagogerne og behandlingssystemet. Hun er nemlig oligofrenipsykiatrisk konsulent i Silkeborg kommune. Hun får straks kontakt med ambulatoriet på Aarhus Universitetshospital i Risskov. Lynhurtigt finder behandlerne ud af, hvilken medicin, man skal søge at beholde, og hvilken der kan seponeres, og Maibrit Pedersen formidler det hurtigt videre til pædagogerne.

Maibrit Pedersen

Maibrit Pedersen er ansat som oligofrenipsykiatrisk konsulent i Silkeborg Kommune fordi, det står i sundhedsaftalen mellem Region Midt, kommunerne og de praktiserende læger, at medarbejderne i kommunerne skal have adgang til en oligofrenipsykiatrikyndig medarbejder. Hun blev ansat for godt et år siden. Kompetencescreeninger af medarbejderne havde vist et kompetencegab i forhold til den indeværende viden indenfor psykiatri og behovet. Hendes arbejdsopgaver er både konsulentfunktionen men også at opkvalificere 29 ressourcepersoner i oligofrenipsykiatri. Gruppen af ressourcepersoner er tværfagligt sammensat af social- og sundhedsassistenter, pædagoger og ergoterapeuter, der kommer fra forskellige aktivitets-, dag- og døgntilbud i voksenhandicapafdelingen.

Vidensdeling

”Det gode ved, at Silkeborg Kommune har gjort dette til et projekt er, at de har tilføjet projektmidler i det, der blandt andet har udmøntet sig i ekstra undervisning og temadage,” fortæller Maibrit Pedersen.
36 medarbejdere skal på NADA kursus (øreakupunktur der f.eks. kan hjælpe på frustration og udadreagerende adfærd, dæmpe stress og angst, øge koncentrationsevne og tryghed og øge tolerancen for ydre stimuli). De har deltaget i temadag med den norske sygeplejerske Trine Lise Bakken samt temadage om Low Arousal (konflikthåndtering) og om sorg og tab. Projektet udløber dog 1. januar 2017, men Maibrit Pedersens ansættelse og konsulentfunktion fortsætter. De 29 ressourcepersoner er delt op i tre netværksgrupper, der vidensdeler og prøver at blive klogere på hinandens erfaringer. De tre netværk mødes om grundlæggende viden om psykiatri. Fra diagnoser og medicin til f.eks. hvilke behandlingstilbud, de ”normale” får, og som de udviklingshæmmede ikke får.
”Det er et komplekst speciale, man ikke lige kan læse sig frem til. Jeg har også derfor været på forskellige kurser på blandt andet Sølund i psykiatri og pædagogik og fulgt psykiateren på Sølund i sit arbejde,” fortæller Maibrit Pedersen. Hun kommer oprindeligt fra en stilling som sygeplejerske på M3, en tidligere afdeling på Aarhus Universitetshospital Risskov, der blandt andet havde udviklingshæmmede patienter indlagte. Før det og blandt andet under sin uddannelse arbejdede hun med udviklingshæmmede mennesker.

Mellem pædagog og sygeplejerske

”Jeg har altid været lidt i tvivl om, jeg skulle være pædagog eller sygeplejerske. Jeg blev så sygeplejerske, men det er dejligt nu i mit arbejde at kunne kombinere de to sider. Jeg er meget optaget af det pædagogiske, og hvordan det spiller sammen med det psykiatriske og det sygeplejefaglige. Der er ikke meget pædagogik i sygeplejeuddannelse og ikke meget psykiatri i pædagogikken,” siger Maibrit Pedersen, der har været ude på kommunens tilbud og sige, at hun er der og kan bruges. Hun har dog ikke en psykiater bag sig. Det hun kan give er en sparring om, hvad det kunne handle om, og hvad der er relevant at gøre.
”I samarbejde med en sygeplejerske fra Aarhus Universitetshospital Risskov, Egon Bech-Pedersen, har jeg lavet et observationsskema til adfærdsændringer, så pædagogerne kan blive bedre til at italesætte, hvad de ser. Og når det er italesat, hvad er så baggrunden? Er det socialt? Er det måske psykisk? Skal egen læge ind over? Vi håbede, at det kunne få den betydning, at man ikke endte på psykiatrisk afdeling med en urinvejsinfektion eller noget socialt eller, fordi krav og forventninger ikke holder stik med virkeligheden. Jeg bliver bindeleddet ud til ambulatoriet på Aarhus Universitetshospital Risskov og de praktiserende læger. Jeg kan f.eks. også forklare pædagogerne om de f.eks. faglige overvejelser, der ligger til grund for eneventuel optrapning eller nedtrapning af medicin, som de måske umiddelbart ikke forstår. Jeg forsøger også at få de praktiserende læger i tale. Men det er lidt svært, for så snart jeg nævner ordet ”projekt” står de af, selv om jeg fortsætter som konsulent, når projektet slutter. Jeg har derfor i samarbejde med kommunens praksiskonsulent udsendt brochurer til alle de praktiserende læger vedr. min funktion, og hvordan de kan bruge mig,” fortæller Maibrit Pedersen og fortsætter:
”Vi ved, at op mod halvdelen af alle udviklingshæmmede udvikler psykiske lidelser. Jeg synes, det kunne være meget interessant at komme ud og kigge på deres medicin og på, hvordan vi håndterer den. Hvad får de? Får de stadig de gamle præparater? Hvor meget får de? Måske har man fået antidepressiva i mange år. Måske er man slet ikke deprimeret mere. Det er egentlig egen læges opgave, men det er et ømtåleligt emne. Men det er vigtigt at stille det nysgerrige spørgsmål. Det skal vi blive bedre til.”

Viden med mening

Maibrit Pedersen prøver at stille de nysgerrige spørgsmål. F.eks. når hun ser mærkelige ordinationstidspunkter. Når en udviklingshæmmet borger, der er meget træt om dagen, får sederende (red. beroligede, dæmpende) medicin om morgenen.
”Måske giver det mere mening at give det om aftenen i stedet for, hvis vedkommende er meget sløv om dagen. Jeg tror, alle udviklingshæmmede har brug for det tjek. Jeg forsøger også at formidle til mine ressourcepersoner, at de skal tage et ansvar og stille et nysgerrigt spørgsmål,” fortæller Maibrit Pedersen.
Hun forsøger at give viden, der giver mening. Om psykiatri men også om kompetencer inden for alternative behandlingsstrategier.
”Hvis ikke vi skal give medicin og PN (medicin ved behov), hvad skal vi så? Vi har blandt andet lært om ballstick-massage og mindfulness til udviklingshæmmede. Hvis ikke vi kan tilbyde vores udviklingshæmmede borgere et terapiforløb i forhold til deres angst og depression pga. deres kognitive udviklingsniveau, hvad kan vi så tilbyde? For jeg synes ikke, det er optimalt det, vi tilbyder de udviklingshæmmede contra de normale. Jeg er meget inspireret af spædbarnsterapi og sandkasseterapi, der blandt andet handler om, hvordan vi italesætter de vilkår, de udviklingshæmmede står overfor. Det kan f.eks. være en flytning, en svær opvækst eller mange skiftende kontaktpersoner. Hvordan kan vi tale om det, så vi ikke glemmer personen bag og på et niveau, som de forstår. Det er vigtigt at få bearbejdet og taget hånd om de svære vilkår, de kan ske at møde i deres liv, så det netop ikke udvikler sig til symptomer på psykiske lidelser. Jeg vil derfor mene, at man kan forebygge en del, hvis man sørger for at tage hånd om nogle af de vilkår, de møder, inden de udviser adfærdsændringer” siger Maibrit Pedersen. Hun understreger, at hun ikke er guruen, og at hun også har noget at lære. Hun skal blandt andet holdes opdateret i forhold til den medicinske behandling. Hun savner nu en fælles skolebænk. Hun savner kollegaer i andre kommuner. De burde ellers være der i forhold til sundhedsaftalerne.
For ifølge Maibrit Pedersen er der et behov og en gruppe af mennesker, der netop ikke råber højest om, at nu har de altså brug for hjælp.