Misbrug og psykisk lidelse i Norge
Af Mette Egelund Olsen
Vernepleier Karianne Tviberg, der også er specialist i psykisk helsearbejde, fortalte i det norske ugentlige webinar fra NKUP om samtidig misbrug og psykisk lidelse hos mennesker med udviklingshæmning.
I Norge findes der ingen tal for, hvor omfattende forekomsten af misbrugsproblematik er hos de med udviklingshæmning. Udenlandske studier viser, at det findes (0,5-6 procent) om end i mindre grad end hos normalbefolkningen. 5,9 procent opfylder kriterierne for afhængighed. Der af er 87 procent alkoholmisbrug. Fem procent hash. To procent opiater/heroin eller amfetamin/kokain. Hos seks procent er problemerne knyttet til to eller flere rusmidler.
Dem, der er i risiko for at udvikle et misbrug, er dem med let udviklingshæmning, psykisk lidelse og adfærdsproblemer. De bor gerne selvstændigt uden omfattende tjenester og har en øget deltagelse i arenaer, hvor alkohol og andre rusmidler benyttes.
Et studie fra Braatveit i 2018 viser, at der er en betydelig forekomst af udviklingshæmning (8 procent) og lærevanskeligheder/nedre normalområde (24 procent) blandt patienter med misbrug i behandling. Mange går udiagnosticeret gennem misbrugsbehandlingen. Udviklingshæmning bliver ikke identificeret på trods af omfattende kontakt med hjælpeapparatet. Der er en højere risiko for tilbagefald til misbrug i behandlingsperioden.
Så hvordan skal misbrugsbehandlingen tilrettelægges for personer med udviklingshæmning?
De nævnes ikke som en særlig sårbar gruppe i de nationale retningslinjer. De har begrænset adgang til behandling. De skal have tilgang, men hvordan tilrettelægges behandlingen til denne gruppe?
Karianne Tvibergs erfaringer er, at alkohol er mest udbredt og at de, som henvises til den norske habiliteringstjeneste med misbrug, ofte har alvorlige og sammensatte vanskeligheder. Og at misbruget ofte bliver underrapporteret i henvisningerne fra blandt andet egen læge.
Patienterne med misbrug i habiliteringstjenesten er ofte udviklingshæmmede i let til moderat grad. De har psykiske lidelser som psykose og bipolar lidelse. De har personlighedsforstyrrelser, er plaget af selvskaden og suicidal relateret adfærd. De er præget af vold eller udfordrende adfærd og kriminalitet. De bor ofte i egen lejlighed. Er tidligere blevet fulgt op af det psykiske helsevern og har gentagne indlæggelser bag sig på akutafdeling. De er præget af hyppig kontakt med politi. De er præget af pårørende, der er i krise eller som har trukket sig bort fra patienten. De er ofte overvurderet i forhold til samtykkekompetence. De har ofte stor gæld.
Da det er sammensatte behov, der gør sig gældende, bliver behandlingen mere omfattende og skal tilpasses patienten. Den består ifølge Karianne Tviberg af en tværfaglig udredning og forebyggende arbejde samt miljøterapeutisk behandling og endelig individuel behandling. Karianne Tvibergs erfaring er, at der gerne skal arbejdes i fire til fem år før, man er i mål med behandlingen.
Der findes kortlægnings-screeningsværktøjer for misbrug men ingen norske, der er tilpasset udviklingshæmmede. Hollandske forskere har dog vist, at det er vigtigt at lægge vægt på, hvilke begreber som patienten bruger og forstår. Man kan supplere behandlingen med billeder og lade patienten snakke frit om, hvad han/hun kan om de forskellige rusmidler. Man skal give sig god tid til samtalerne og ikke bekræfte eller afbryde for tidligt. Man skal desuden hjælpe til at konkretisere og komme med eksempler.
Deres brugsmønster skal kortlægges. Men de evner ofte ikke at uddybe dette og kan have svært ved at huske og forklare.
Man skal finde ud af, hvilke rusmidler der bruges, og hvad der kan påvirke misbrugsadfærden. Man kan definere hændelser (søvn, daglig aktivitet, smerter etc.) og situationer, der kan forudsige forekomsten af misbrugsadfærd. Man skal identificere misbrugsadfærdens funktion. Hvilke konsekvenser opretholder adfærden? Hvilke hændelser, aktiviteter og objekter antages at være positive for personen? Og hvilken ”alternativ” adfærd er i personens repertoire? Færdigheder som kan være nyttige for at reducere, undgå eller erstatte funktionen for misbrugsadfærden. Og hvad reducerer sandsynligheden for, at personen tager imod bistand og vejledning.
Karianne Tviberg arbejder også med tilpasset kognitiv adfærdsterapi. Misbrug, følelser og handlinger hænger sammen. Hvilke steder og situationer udløser trangen? Hvilke følelser og hændelser udløser trangen?
Der arbejdes med en mestringsplan. Hvilke situationer skal du undgå? Hvad kan du gøre? Hvad kan behandleren gøre? Konkretiser: Hvad, hvor, hvordan?
Man kan for eksempel lave en fast aftale om at gå i biografen fredag aften med sin kontaktperson i stedet for at være sammen med misbrugsvennerne.
Men motivation er svært og særlig, hvis der er en psykisk lidelse i tillæg, der kan gøre, at de modsætter sig behandling. Det kræver et udvidet behandlingsforløb med blandt andet indirekte arbejde gennem nærmeste pårørende, værge og kommune. Man skal måske være aktivt opsøgende – ambulant – hvor brugeren er, og man skal tilrettelægge tjenester med gradvis øgning af bistand, relationelt arbejde samt støtte og struktur i hverdagen. Det kan danne grundlag for at komme i position til at gennemføre mere direkte interventioner rettet mod misbrug og psykiske helse som psykoedukation, kognitiv adfærdsterapi og miljøterapi.
Det er vigtigt at holde sig for øje, at ofte står valg og ønsker hos den misbrugende i modsætning til, hvad de vil opnå. Akut indlæggelse kan være nødvendigt og afrusning og behandling på tvang, hvis de modsætter sig behandling og f.eks. har ubehandlede psykoselidelser.
Vil du vide mere? Center for Oligofrenipsykiatri afholder kursus om misbrug og udviklingshandicap på Diakonhøjskolen i Højbjerg d. 31. august 2022.
Læs mere her: https://oligo.nu/kurser/kursus-misbrug-og-udviklingshaemning/