Af Mette Egelund Olsen
Han har hele tiden vidst, at hans søn Nikolaj skulle flytte hjemmefra engang. Men han har alligevel haft svært ved tanken. Nu er han dog blevet overbevist om, at det må være. Man må jo regne med, at Nikolaj overlever sine forældre, og at det er bedre at flytte, mens han stadig er ung og kan omstille sig. Det skal hellere ske nu, hvor han stadig har en frisk far og mor.
Henrik Nyeland er far til 24-årige Nikolaj, der har Downs syndrom og atypisk autisme. Nikolaj bor hos Henrik i Københavnsområdet. Det har han gjort, siden Henrik og Nikolajs mor blev skilt, da Nikolaj var fire år. Nikolajs mor bor i Esbjerg.
Nikolaj har ikke et normalt sprog men dog sit eget tegnstøttede sprog, som han kan udtrykke sig på overfor de, der kender ham. Men det kræver en indsats for nye kontakter at forstå Nikolaj.
”For 10 år siden fik vi en aflastningsplads en dag om ugen i Kolo9. Dengang synes jeg ikke, jeg havde behov for det. Men de sagde alle sammen, at vi skulle vænne os til at være væk fra hinanden. Så gik der 10 år. Jeg flyttede sammen med min kæreste. Hun lider af Parkinsons, og mine arbejdstider som buschauffør gør, at eftermiddage og aftensmad hænger for meget på hende,” siger Henrik Nyeland.
Han havde snakket flytning i mange år med sagsbehandleren, siden Nikolaj blev 18 år. Nikolaj blev skrevet op til en plads med mulighed for at kunne sige nej – uden at ryge ud af køen.
”Og så var der pludselig en plads, som vi alligevel ikke kunne sige nej til, hvis vi gerne ville have, at Nikolaj kom til at bo på det sted. På Kellersvej 24. Lige på grænsen til Gentofte Kommune, hvor hans dagtilbud ligger og tæt på Lyngby, hvor vi bor. Det er et nyrenoveret område som en hel by med både sundhedstilbud, dag- og botilbud. Det eneste problem er, at Nikolaj blev tilbudt en plads i den del, der er under renovering. Da vi blev ringet op i sommer, blev vi tilbudt en plads i den midlertidige genhusning, indtil det nye er bygget færdigt. Men vi havde sagt, at vi ønskede en plads i det nyrenoverede, for at han ikke skulle flytte flere gange. Vi følte os pressede til at sige ja, da vi ellers ville miste pladsen i det nye,” siger Henrik Nyeland.
Flytningen begyndte omkring 1. september. Nikolajs mor, der bor i Esbjerg, var heldigvis også med i processen og med til at indrette Nikolajs værelse. Endnu har han ikke sovet der selv. Det sker dog snart. Hans mor har sovet der sammen med Nikolaj flere gange. Næste trin er, at hun sover i et andet rum og næste trin igen, at hun sover i nærheden, og Nikolaj sover alene.
På sigt skal der trappes mere og mere op, så han til sidst kommer hjem hver anden weekend til Henrik og hver anden weekend til sin mor. Hvis altså ikke han bliver så glad for det nye sted, at han vil blive der i weekenden også.
”Jeg har været meget ked af det. Men efter at beslutningen er taget, glæder jeg mig. Jeg har de sidste 10 år frygtet tanken om Nikolaj alene på et bosted. Men hovedet på sømmet er vores situation. Det kan ikke lade sig gøre på anden måde. Han skal også flytte for at undgå, at det bliver for stort et traume, hvis jeg dør, og hans mor ikke magter det. Han overlever os forhåbentligt. Nu kan vi alle hjælpe ham med at flytte ind. Han er positiv. Han kan lide sit værelse. Det har været en lang indflytningsproces. En proces som det er vigtig, at man er med i. Man skal tænke på barnets bedste og tænke fremad og på langt sigt,” siger Henrik Nyeland.
Han fortæller videre, at det er vigtigt, at de pårørende omkring Nikolaj er øjne og ører. F.eks. fik Nikolaj en ske at spise med den første gang, han skulle spise i bostedet. Men normalt spiser han med kniv og gaffel. Så det skulle lige korrigeres.
”Vi har været meget efter pædagogerne. Vi er blandt andet også med i forældrerådet. For mig er det vigtigt, at pædagogerne sørger for at skabe trygge rammer og være der for de unge og kommunikere med forældrene. De skal være imødekommende og forsøge at lære Nikolaj at kende. Det er blevet bedre efter, at vi har klaget. Måske er det også, fordi vi mest er der om aftenen, hvor mellemlederne ikke er der. Nogen gange virker det lidt som et lotteri med hvem, der arbejder med vores pårørende. Noget er godt – andet skidt. Det handler både om den enkelte men også om ledelsen. Det er jo ens guldklump, man overlader til andre mennesker. Som hvis man har prøvet at aflevere sit barn i vuggestue og går en halv time. Her er det samme følelse. Men det er bare for resten af livet,” slutter Henrik Nyeland.
Efter interviewet har Nikolaj prøvet at sove selv. Det er gået godt.