Når corona bryder rutinerne

Af Mette Egelund Olsen

Hun er lidt af en opfinder. Det er hun nødt til at være i sit job som musikterapeut i Landsbyen Sølund. Særligt nu hvor coronaen hersker og laver om på de daglige rutiner. Men Anne Steen Møller er kreativ og finder løsninger, der kan bruges i den ellers så anderledes hverdag.

”Her i anden nedlukning under coronaen nedlagde man – ligesom under første nedlukning – dagtilbuddene til de cirka 70 beboere, der ellers var tilknyttet aktivitetscentret. Det var på grund af frygten for at få smitte ind i boenhederne, da vores brugere er så sårbare, og det var for usikkert, at de skulle ud blandt andre. Så dag- og aktivitetstilbuddene er nu flyttet ud i boenhederne i stedet for. En eller to medarbejdere fra aktivitetscentret er tilknyttet en bestemt boenhed. Enkelte aktivitetsgrupper fortsætter dog, da det primært er den samme bogruppe,” fortæller Anne Steen Møller.

Hun fik til opgave at koncentrere sig om en bestemt beboer i en af boenhederne, der var særligt udfordret af situationen omkring corona.

Kalder uden at vide

”Hver dag kommer jeg ned til min beboer, der er en udviklingshandicappet mand i midten af tyverne. Hans udfordring er, at han også er kørestolsbruger og blind. Og han har svært ved at finde ud af, hvad der foregår. Han har dog en eminent hørelse,  men det gør det svært for ham at være i fællesrummet, da han ikke kan sortere i lydene. Han kan ikke forberede sig på lydindtryk og kan blive forskrækket. Han har lidt sprog og forstår små opfordringer. Men disse nye rutiner, hvor han ikke mere er i aktivitetscentret, gør, at han spørger efter alle de mennesker, han kender, og som pludselig ikke mere er der. Hvor er de henne? Og man kan ikke fortælle ham det, for han forstår det ikke. Man kan ikke sige, at vedkommende er hjemme eller i et andet hus, for han har ikke forestillingsevnen til dette. Ligesom at han ikke har en tidsfornemmelse og kan forstå, at vedkommende kommer om lidt. Han bruger derfor meget krudt på at holde sammen på sig selv,” siger Anne Steen Møller.

Hun fortæller videre, at resultatet er, at den unge mand bliver ked af det. Han kalder og er i dårligt humør. Han bliver insisterende og påvirket af de andres lyde, og det er meget forvirrende for ham. Han forstår heller ikke, hvorfor medarbejderne ikke kan være omkring ham hele tiden. Han har brug for ro men også brug for at få puttet flere sanseoplevelser på. Der er blandt andet brug for at skrue op for sansetilbud, hvor han selv kan sidde med det. Musikken bliver han fanget af. Han forbinder sig med musikken og synkroniserer sig med den. Musik påvirker ham, og det er en stor ressource. Pædagogerne i boenheden har da også fundet meget forskellig musik til ham.

Hun opfinder sansetilbud

”Min opgave er, at jeg hver dag i en time er sammen med ham og hjælper ham til og finder på mere permanente sansetilbud. Jeg har blandt andet fastgjort en kasse på bordet med ting i. Han kan tage tingene op og lægge dem i. Udfordringen var, at kassen skulle være tilpas stor. Den skulle stå lidt skråt, så tingene falder over i den ene side, og så at han på grund af spasticitet i armene kan nå dem. Der skulle også være kant på kassen, så tingene ikke bare faldt ud. Det viser sig, at han kan forstå, at tingene skal ned i kassen, så de ikke bliver væk. Tingene er med lyd. Bløde tøjdyr med lyd eller ting der kan trykkes på, og hvor der kommer lyd. Her har personalet fundet et godt repertoire af ting.,” fortæller Anne Steen Møller.

Hun er også ved at finde ud af at skabe en sansevæg på bordet, der er gjort fast med snore og velcrobånd. Men det er ikke bare disse små opfindelser. Det er også musik.

”Han elsker, når man synger. Nu er det meget en fødselsdagssang, han kredser om. Vi kan også danse sammen med kørestolen og tappe på kroppen i takt. Jeg prøver at forankre ham i hans krop både ved at arbejde fysisk og rytmisk og med berøringer på forskellige måder som kilde, kradse og røre. Så han kan få en ro og blive i sig selv. Hvis navnene på dem, der ikke er der, fylder meget, bruger jeg dem f.eks. i sangene og lydene. Bare det at høre navnene er tilfredsstillende for ham, og det er lettere at få ham ud af hans ellers tunge tanker. Jeg gør en sang ud af det,” siger Anne Steen Møller, der er opfindsom med både ting og samvær.

Musik kan vække og dæmpe arousal

”Man skal som musikterapeut være åben og kreativ. Hvad kan lade sig gøre i forhold til netop denne person. Jeg glæder mig også til, at forældrene har købt et vægsystem lavet af et tørrestativ. For han er meget glad for store stykker stof, som han elsker at sidde med. Han har jo gardinerne, men de kan falde ned. Men her kan stofferne hænge uden, at noget bliver ødelagt. Ellers laver jeg balloner med bønner i. Puder med bobleplast. Han er meget åben for nye ting. Meget af min tid går med at finde ud af, hvad der kan lade sig gøre. Jeg kører ham  rundt i rummet, som jeg forsøger at gøre konkret for ham ligesom, at jeg går rundt i rummet. Tramper, slår på en klokke. Kalder og kommer hen til ham igen. Han har masser af humør og er skøn at arbejde med. Der er mange elementer i musikken, der kan bruges aktivt med ham. Både det receptive og så, at han er god til at lytte og selv aktivere sig ved musik. Grundelementerne som puls , tempo og melodi kan bruges. Musikken kan jo både vække og dæmpe hans arousal. Sansningen af de konkrete ting er med til at give en kropslig ro. Det at kunne fokusere på ting. At han bliver så fokuseret i opmærksomheden giver en naturlig træthed,” slutter Anne Steen Møller.

Anne Steen Møller har siden 1986 været ansat som musikterapeut i Landsbyen Sølund, der er bosted for cirka 216 mennesker med udviklingshandicap. De mange års erfaringer er ved at blive til en bog, der udkommer omkring august. Bogen – der er en bred praksisbog – kommer til at hedde ”Musik, leg og liv – om at opbygge relationer med musik, leg og brug af sanserne.”

Den kommer til at rumme masser af ideer til aktiviteter og inspiration til mange forskellige faggrupper.