WHOs ICD-10 diagnosegrupper

F0 Organiske psykiske lidelser (demens, delir, hjerneskader)

F1 Misbrugsbetingede psykiske lidelser eller tilstande (hash, alkohol)

F2 Skizofreni, akut psykose, paranoid psykose, skizoaffektiv sindslidelse

F3 Affektive sindslidelser (mani, depression, bipolar lidelse)

F4 Angst og belastningsreaktioner (angst, fobier, panikangst, OCD, PTSD, krisetilstande)

F5  Adfærdsændringer forbundet med fysiologiske forstyrrelser og fysiske faktorer (spise- og søvnforstyrrelser, seksuelle forstyrrelser)

F6 Forstyrrelser og forandringer af personlighedsstruktur og adfærd

F7 Mental retardering

F8 Psykiske udviklingsforstyrrelser (herunder autisme)

F9 Adfærds- og følelsesmæssige forstyrrelser opstået i barndom eller opvækst

F0 Organiske psykiske lidelser

Organiske psykiske lidelser er tilstande, som skyldes beskadigelse af hjernen eller sygdomme, som påvirker hjernens funktion. Udviklingshæmmede har, i hvert fald i de udtalte tilfælde, ofte hjerneskader, men da der er tale om medfødte eller tidligt erhvervede tilstande, henføres selve udviklingshæmningen til en anden diagnostisk hovedgruppe: Mental retardering. Når der tales om organiske lidelser tænkes derimod på tilstande, der påvirker veletablerede færdigheder og funktioner.

Det betyder ikke, at udviklingshæmmede ikke kan have organiske psykiske lidelser – nærmest tværtimod. Demens – som er en tilstand præget af tiltagende svækkelse af åndsevnerne, især hukommelse og indprentning – optræder oftere og tidligere hos udviklingshæmmede end blandt normaltbegavede jævnaldrende ældre. Den form for demens, som kaldes Alzheimer’s sygdom er særligt hyppig hos lidt ældre med Down syndrom.

En organisk delirøs tilstand kan optræde hos mennesker med svækket eller umoden hjernefunktion, som udsættes for fysiske eller psykiske påvirkninger som legemlige sygdomme, hospitalsindlæggelse, flytning o. lign.. Tilstanden, som også kaldes konfusion, viser sig ved samtidigt optrædende forstyrrelser af bevidsthed, opmærksomhed, opfattelsesevne, tænkeevne, hukommelse, aktivitetsniveau og søvnrytme. Konfusionstilstanden kan optræde ret pludseligt, og forløbet vil ofte være svingende, veklende mellem perioder med uklarhed og lyse øjeblikke. Der indtræder i reglen bedring i løbet af dage til uger, hvis den udløsende årsag kan fjernes.

F1 Misbrugsbetingede psykiske lidelser eller tilstande

Denne diagnostiske gruppe omfatter forskellige psykiske abnormtilstande, der kan opstå i tilslutning til misbrug af medicin, narkotika og alkohol.

I de senere år har man kunnet konstatere en stigning i antallet af udviklingshæmmede med et misbrug. Der findes ikke for nuværende behandlingstilbud, der er specifikt rettet mod udviklingshæmmede med misbrug.

Læs mere om behandling, forebyggelse og motivation af udviklingshæmmede med et misbrugsproblem på Servicestyrelsens hjemmeside.

F2 Skizofreni, skizotypisk sindslidelse samt skizo-affektive sindslidelser

Skizofreni var for få generationer siden bedre kendt som ungdomssløvsind. Før den psykofarmakologiske æra begyndte i 1950’erne sås hos mange skizofrene et tilsyneladende intellektuelt forfald, der gjorde, at “udbrændte” patienter ikke var til at skelne fra svært udviklingshæmmede. En del udbrændte skizofrene blev overflyttet til den daværende åndssvageforsorg, og enkelte lever endnu.

Bortset fra den skizotypiske sindslidelse, som er en personlighedsforstyrrelse, der viser sig ved excentrisk adfærd og ejendommeligheder i tankegang og følelsesliv, er der i denne diagnosegruppe tale om egentlige sindssygdomme, psykoser, der påvirker patienternes forhold til virkeligheden.

Skizofreni er næppe en enkelt sygdom, men en række sygdomme med beslægtede symptomer, og man taler derfor om det skizofrene syndrom. I tidligere diagnostiske systemer kaldtes skizofreni en endogen sindssygdom, hvorved man hentydede til, at det var en sygdom, som “kom indefra”, og for hvis udvikling arvelige faktorer spillede en væsentlig rolle.

Efter ICD-10 (WHOSs diagnoseliste) foreligger en skizofren sindslidelse, hvis der gennem en måned eller mere har foreligget skizofrene første-rangs-symptomer eller bizarre vrangforestillinger eller mindst 2 af 4 “anden-rangs-symptomer”. Samtidig skal man kunne udelukke, at symptomerne er udtryk for en organisk eller stofbetinget sindslidelse eller en manisk/depressiv sygdom.

De skizofrene første-rangs symptomer

De skizofrene første-rangs symptomer er forestillinger om forhold, som er usandsynlige eller urealistiske, og som ikke kan opleves af andre, men som er virkelighed for patienten.

Hørehallucinationer – hvor patienterne hører stemmer, der f. eks. kommenterer deres adfærd, eller hvor de hører deres egne tanker udtalt højt inde i hovedet.

Andre kan opleve at blive påført handlinger eller følelser udefra eller oplever tankepåvirkning, fx i form af tanketyveri.

Andre oplever legemlige påvirkningsfornemmelser i form af stråler o.lign.

Bizarre vrangforestillinger er forestillinger om forhold, som er usandsynlige eller urealistiske, og som ikke kan opleves af andre, men som er virkelighed for patienten

Det er som nævnt tilstrækkeligt, at kun ét af første-rangs-symptomerne er til stede gennem mindst en måned, men skizofrenidiagnosen kan også stilles, hvis mindst to af de følgende fire grupper af symptomer optræder samtidigt:

Anden-rangs symptomer

De skizofrene anden-rangs symptomer er:

Vedvarende hallucinationer af enhver art, ledsaget af vrangforestillinger uden depressivt eller manisk indhold.

Sproglige udtryk for en disorganiseret tankegang. Ord og vendinger bruges på en usædvanlig og privat måde, undertiden med dannelse af nye, ukendte ord (neologismer). I udtalte tilfælde kan tankegangen være helt usammenhængende og uforståelig med “sort tale”.

Katatone symptomer, som omfatter en række ejendommelige forstyrrelser af bevægelser og holdning, herunder sære manerer, stivnen i underlige stillinger og gentagne, ensformige, tilsyneladende formålsløse bevægelser.

Negative symptomer, der er udtryk for nedsættelse eller svigten af normale funktioner. Negative symptomer omfatter træghed, sløvhed, initiativløshed, passivitet og apati. Sproget bliver fattigt på ord og indhold, kontakten overfladisk og følelsesudtrykkene afblegede. Der mangler fremdrift og interesse, adfærden bliver tom og formålsløs, eller der opstår tilbøjelighed til at synke ind i sig selv og trække sig tilbage fra omgivelserne i isolation.
(Kilde: Gengivet fra Bertelsen, A. & Munk-Jørgensen, P.: De psykiatriske diagnoser. Psykiatrifondens Forlag, København 1998).

Skizofreni og udviklingshæmning

Blandt udviklingshæmmede vil man hyppigt støde på nogle af disse “anden-rangs-symptomer”, men den psykiatriske betydning vil oftest være uklar.

Den lighed, som nogle udviklingshæmmedes bevægemønstre kan have med de katatone symptomer, er oftest kun tilsyneladende og man taler som regel i stedet om en adfærdsforstyrrelser i form af stereotypier.

En rimeligt sikker skizofrenidiagnose kræver, at adfærden kan sættes i relation til den tankegang, der præger patienten. Dette forudsætter en sprogudvikling på et vist niveau, og i almindelighed vil man ikke kunne stille diagnosen skizofreni hos udviklingshæmmede med en IQ på mindre end ca. 50.

Forbindelsen mellem skizofreni og udviklingshæmning har været omdiskuteret. Da den infantile autisme, som ses hos mange udviklingshæmmede, blev beskrevet for et halvt århundrede siden, mente adskillige, at der var tale om en form for skizofreni, der begyndte ekstremt tidligt. Det ved vi i dag er forkert, men der er holdepunkter for, at hyppigheden af skizofrene sindslidelser er noget højere blandt udviklingshæmmede end i den øvrige befolkning.

De øvrige lidelser i diagnosegruppen omfatter forskellige paranoide tilstande, der er prægede af vrangforestillinger, som ikke er så bizarre som de skizofrene.
Det kan bl. a. dreje sig om selvhenførende forestillinger, hvor man f. eks. kan føle, at bemærkninger i TV-avisen er møntede på én, jalousiforestillinger, hvor alt tolkes som bevis for partnerens utroskab og forfølgelsesforestillinger, der af og til kan vise sig som frygt for at blive forgiftet. Forskellige forbigående psykotiske tilstande henføres også til gruppen. Talmæssigt spiller disse øvrige diagnoser ikke nogen større rolle blandt udviklingshæmmede.

F3 Affektive sindslidelser (mani-depression)

Betegnelsen affektive sindslidelser omfatter bl. a. den sygdom, som tidligere kaldtes manio-depressiv psykose, og som henregnedes til de endogene sindssygdomme. Imidlertid havde en del manio-depressive patienter udelukkende eller ovevejende enten manier eller depressioner. Den mere neutrale betegnelse affektiv sindlidelse, hentyder til, at der er tale om tilstande med ændret stemningsleje (affekt).

I modsætning til skizofreni kan affektive lidelser diagnosticeres hos selv svært udviklingshæmmede uden sprog, især hvis der er tale om periodisk optrædende symptomer.

Symptomer på depression

Forsænket stemningsleje i varierende grad fra tristhed til sort fortvivlelse. Den deprimerede har svært ved at føle glæde ved noget som helst.

Sædvanlige lyster og interesser forsvinder som regel også.Nedsat energi- og aktivitetsniveau – nogle kan give udtryk for, at alt forekommer uoverkommeligt.

Nedsat selvtillid og ringe selvfølelse. Man føler sig uduelig og egentlig burde man slet ikke have lov at leve, alle var bedre tjent med at man ikke eksisterede. Vejen fra sådanne tanker til dødsønsker og alvorligt mente selvmordsforsøg kan være kort.

Svær skyldfølelse er almindelig, i udtalte tilfælde således at der næsten ikke er den ulykke på jorden, som den deprimerede ikke er skyld i.

Hypokondre vrangforstillinger med besynderlige legemlige symptomer.

Svært ved at følge med i samtaler, fjernsynsudsendelser og lignende fordi koncentrationsevnen svækkes.

Tankegang og bevægelser kan være langsomme eller patienten kan gå helt i stå og blot ligge eller sidde stirrende tomt ud frem for sig.

Rastløs uro, hvor patienten jamrende vandrer hændervridende omkring. Man taler da om en agiteret depression. Specielt sløvheden kan af og til mistolkes som et tegn på demens.

Søvnforstyrrelser i form af indsovningsbesvær følger tit med depressionen. Afbrudt søvn og tidlig opvågnen, men tilbøjelighed til at sove både nat og dag kan også forekomme.

Nedsat appetit og ved længerevarende depression kan vægttab ses.

Øget appetit og vægt (trøstspisning) ses hos enkelte.

En depression varer mindst 14 dage. Er tilstanden af kortere varighed, taler man om en depressiv episode. Ubehandlet kan varigheden af en depression være måneder eller år.

Symptomer på mani, depressionens modstykke

Ved manien er stemningslejet løftet og i lette tilfælde kan de væsentligste symptomer blot være en uforholdsmæssig glæde eller lykkefølelse. I lidt mere udtalte tilfælde ses et forhøjet energiniveau, som kan vise sig ved øget aktivitet, rastløs uro, “tankemylder” og taletrang, øget selvfølelse, som kan vise sig ved storhedsforestillinger.

Den maniske patient har som regel koncentrationsbesvær, og han afledes let af omgivelserne eller af egne indfald, har et nedsat søvnbehov og normale hæmninger er svækkede, således at en forringet selvkontrol i forbindelse med forstærkede drifter kan føre til uheldige handlinger.

Ikke sjældent optræder en mani i form af en tilstand med utålmodig og vredagtig irritabilitet, og da manikeren som regel ikke har nogen som helst sygdomserkendelse, kan tilrettevisninger eller modsigelse udløse aggressivitet.
Når såvel manier som depressioner optræder hos samme patient taler man om:


Bipolar affektiv sindslidelse

Nogle har kun ganske få sygdomsanfald, mens andre kun har korte perioder mellem anfaldene. En del patienter har kun depressioner og enkelte (ca. 2 procent) oplever kun manier.

De affektive sindslidelser er overordentlig almindelige. Man regner med, at omkring hver 5. på et eller andet tidspunkt får depressive symptomer. Medregner man de lettere tilfælde, har 4-5 procent af befolkningen til enhver tid en affektiv lidelse, væsentligst i form af depression. Blandt udviklingshæmmede er hyppigheden af samme størrelsesorden, men alt andet lige kan det forventes, at det kun er de sværere tilfælde der diagnosticeres.

Nervøse og stress-relaterede tilstande eller lidelser

Tidligere kaldet neuroser. Efter traditionel psykoanalytisk opfattelse var neuroser oftest baseret på ubevidste psykiske konflikter, hyppigt fra den tidlige barndom. Disse konflikter mellem personens drifter og behov var patienten uvidende om, eller rettere, han havde fortrængt dem. Denne fortrængningsproces krævede et vist intellektuelt niveau, og nogle mente derfor, at udviklingshæmmede slet ikke kunne blive neurotiske. Det videnskabelige grundlag for den psykoanalytiske opfattelse er svækket meget gennem de senere år, og dette er en af grundene til, at man har valgt at bruge den mere neutrale betegnelse “nervøse tilstande”.

F4 Angst og belastningsreaktioner

Talmæssigt udgør de såkaldte fobiske og andre primære angsttilstande den største gruppe. I alle tilstandene indgår angst som et kernesymptom. Angst er en ubehagelig og vanskeligt definerbar følelse.

I ICD-10 (WHOs diagnoseliste) kræver man, at angstfølelsen er ledsaget af mindst ét legemligt angstsymptom som f. eks. hjertebanken, sveden eller rysten. Andre angstsymptomer kan bl. a. være vejrtrækningsbesvær og hurtigt åndedræt (hyperventilation), svimmelhed, uro i maven, dødsangst og frygt for at miste selvkontrollen.

Man skelner mellem fobiske angsttilstande og generaliseret angst:

Fobiske angsttilstande – hvor angsten optræder i forbindelse med specielle situationer. De almindelige kendte er:

  • Klaustrofobi (angst for lukkede rum )
  • Araknofobi (angst for edderkopper)
  • Agorafobi (angst for åbne pladser).

Agorafobi er ikke ualmindelig blandt mennesker med panikangst, som er en særlig form for anfaldsvis angst, der kommer pludseligt og uden kendt foranledning. Angsten for anfald kan medføre en socialt invaliderende frygt for at være alene eller at færdes uden for hjemmet.

Generaliseret angst – der er præget af anspændthed, bekymringstendens, almindelig ængstelighed ledsaget af legemlige angstsymptomer.

Angst kan være både en almenmenneskelig reaktion på belastninger og et symptom på mange forskellige sygdomme, både legemlige, men især psykiske.

Angst ses således hyppigt ved f. eks. skizofreni, organiske sindslidelser og depression. Sådanne lidelser må derfor udelukkes, før en angsttilstand diagnosticeres. Dette vil oftest være vanskeligt eller umuligt hos udviklingshæmmede med lidt eller intet sprog.

Angsttilstande er meget udbredte, idet man regner med, at ca. en fjerdedel af befolkningen på et eller andet tidspunkt får generende symptomer. Hyppigheden blandt udviklingshæmmede er ukendt, men under alle omstændigheder af betragtelig størrelse.

Obsessiv-kompulsive tilstande – er karakteriseret ved tvangsfænomener i form af tvangstanker (obsessioner) eller tvangshandlinger (kompulsioner). Tilstanden svarer i store træk til det, man tidligere kaldte tvangsneurose.

Tvangstanker er tilbagevendende generende tanker, som man ikke kan frigøre sig fra. Det kan dreje sig om ord eller sætninger af ubehageligt indhold. Fra dagliglivet kender mange til den tilbagevendende tanke, om man har husket at slukke kaffemaskinen, og nogle skal tilbage til huset flere gange for at kontrollere det. De udfører en tvangshandling, som udspringer af tvangstanken. Mere alvorlige tvangshandling kan f. eks. være en bestandig trang til at vaske hænder på grund af frygt for smuds eller smitte. Det er karakteristisk, at tvangstanker og tvangshandlinger ofte ledsages af angstfornemmelser, især hvis man prøver at gå imod tvangssymptomerne, fordi man selv kan se, at de er meningsløse.

Tvangsfænomener er almindelige blandt udviklingshæmmede, hvoraf nogle skal gennemføre daglige ritualer. Man vil imidlertid kun tale om obsessiv-kompulsive tilstande, hvis patienten kan give udtryk for det meningsløse i handlingerne. Hos en del ritualbundne udviklingshæmmede vil man i stedet tale om autisme.

Dissociative tilstande hører også til de nervøse lidelser.

Tilstanden kaldtes tidligere for hysteri, men dette ord har efterhånden fået en nedsættende klang, og mange vil tænke på ubeherskede og voldsomme følelsesudbrud. De dissociative tilstande, som kun sjældent diagnosticeres blandt udviklingshæmmede, kan bl. a. vise sig ved at der optræder legemlige symptomer uden organisk baggrund. Der kan f. eks. være tale om lammelser, føleforstyrrelser, kramper, døvhed, blindhed eller smerter.
Symptomerne føles højst reelle for patienten, selv om der ikke er nogen organisk årsag. Der er ikke tale om, at han simulerer.

Stress-relaterede lidelser – hører også under diagnosegruppen: Psykiske reaktioner på exceptionelt svære belastninger og almindelige tilpasningsreaktioner på belastninger af usædvanlig eller katastrofeagtig karakter.

F5 Adfærdsændringer

Adfærdsændringer forbundet med fysiologiske forstyrrelser og fysiske faktorer (spise- og søvnforstyrrelser, seksuelle forstyrrelser)

Diagnosegruppen omfatter en række tilstande, der ikke kan henføres til de andre grupper.

Nervøs spisevægring (anoreksi) er mest kendt og nervøse anfald af spisetilbøjelighed (bulimi) med “ædeflip” med efterfølgende fasten, opkastninger og slankekure. Ved begge lidelser, som i deres fuldstændige form er sjældne hos udviklingshæmmede, har patienten en abnorm legemsopfattelse med frygt for fedme.

Derimod er forskellige syndromer, der medfører udviklingshæmning, ledsaget af spiseforstyrrelser:

Prader-Willi syndrom – er nok det mest udtalte, hvor en skrap diæt og låste køleskabe kan være nødvendig.

Som nævnt er appetitforstyrrelser også almindelige ved affektive sindslidelser, og de kan ses ved legemlige sygdomme.

F6 Forstyrrelser og forandringer af personlighedsstruktur og adfærd

Personlighedsforstyrrelser er udtalte forstyrrelser af personlighedsstrukturen, som ikke er en følge af organisk eller anden psykisk lidelse, som er til stede fra barndommen eller den tidlige ungdom og som består livet igennem. Det drejer sig om forskellige afvigelser i personligheden, specielt på områder som:

  • holdning
  • følelsesliv
  • impulskontrol
  • forholdet til andre

Forstyrrelserne medfører en unuanceret, utilpasset og uhensigtsmæssig adfærd, som ofte skaber vanskeligheder for personen selv eller omgivelserne.

F.eks:
Den dyssociale personlighedsstruktur – tidligere kendt som PSYKOPATI
Den pågældende person er uden evnen til at føle ansvar og skyld eller vise hensyn til andre, og en del bliver kriminelle.

Andre afvigende personlighedstræk kan være:

  • Overdreven mistroiskhed
  • Overfølsomhed for nederlag og afvisning
  • Stridbarhed
  • Indesluttethed
  • Perfektionisme
  • Manglende selvstændighed …og meget mere

Da det er vanskeligt at adskille intelligens fra personlighed, bruges diagnoserne i gruppen kun lidt hos udviklingshæmmede.

Det samme gælder de øvrige diagnoser i gruppen, der omfatter så forskellige tilstande som f. eks. spillelidenskab, internetomani og sadomasochisme.

F8 Psykiske udviklingsforstyrrelser (herunder autisme)

Denne diagnosegruppe omfatter bl. a. en række specifikke eller gennemgribende udviklingsforstyrrelser, som alle har til fælles, at de begynder i barndommen og varer livet ud.

De specifikke udviklingsforstyrrelser vedrører udviklingen af færdigheder som evnen til at opfatte sprog, at udtrykke sig sprogligt, at læse, regne m.m. læsning, skrivning. Som betegnelsen antyder er der tale om specifikke forstyrrelser, som ikke kan forklares ved en generelt forsinket eller hæmmet udvikling.

Ordblindhed optræder hos normaltbegavede, mens man ikke vil tale om ordblind hos en udviklingshæmmet, der ikke kan lære at læse, medmindre der er en udtalt diskrepans mellem indlæringsevne og intelligens.

Derimod er de gennemgribende udviklingsforstyrrelser som autisme almindelige hos udviklingshæmmede. Omvendt ses udviklingshæmning i varierende grad hos ca. 75 procent af autisterne.

Autisme

(må ikke forveksles med skizofreni) kaldes også for infantil autisme eller børneautisme og begynder altid før 3-årsalderen. Begynder udviklingsforstyrrelsen senere, taler man om atypisk autisme.

Hovedsymptomerne:

Mangelfuld udvikling af det normale sociale samspil, der er imellem mennesker

  • Blikkontakten er afvigende og evnen til følelsesmæssig respons mangler.
  • Ude af stand til at leve sig ind i andre menneskers tankegang.
  • Mangelfuld situationsfornemmelse (kan være yderst mangelfuld).
  • Evnen til at kommunikere med sproget er ofte tilbagestående eller slet ikke udviklet.
  • Evt. talesprog bruges ofte på en afvigende måde, f. eks. i form af ord og vendinger, der gentages på en ensformig måde eller som “papegøjesprog”, hvor autisten gentager det man, lige har sagt (ekkolali).

Mange autister er præget af :

  • Sære og indsnævrede interesser
  • Tvangsprægede ritualer eller ejendommelige bevægelsesmønstre, som gentages i det uendelige, f. eks. rokkende og vridende bevægelser med kroppen eller baskende bevægelser med hænderne.
  • En række mindre specifikke fænomener som fobier, søvn- og spiseforstyrrelser, raserianfald og selvmutilaton er almindelige blandt udviklingshæmmede autister.

For en umiddelbar betragtning kan autismen forekomme at være en af udviklingshæmningens manifestationsformer. At det imidlertid ikke hænger således sammen sandsynliggøres ved, at autisme er yderst sjælden hos selv svært udviklingshæmmede mongoler.
Ved forskellige andre tilstande, der medfører udviklingshæmning, som tuberøs sklerose, fragilt X-syndrom og røde hunde syndromet er autisme almindelig.

F9 Adfærds- og følelsesmæssige forstyrrelser

I ICD-10 skelner man mellem udviklingshæmmede med og uden adfærdsforstyrrelser, der kan være af meget forskellig art. I flæng kan nævnes rastløshed, ødelæggelsestrang, rapseri, neglebiden og uhæmmet onani.

Med betegnelsen tænkes dog først og fremmest på fænomener som:

  • aggressivitet
  • stereotypier
  • selvskadende adfærd

Aggressivitet er ikke blot det forhold, at nogle udviklingshæmmede (og andre) kan slå fra sig i situationer, hvor de med større eller mindre ret kan føle sig provokerede. Ved en aggressiv adfærdsforstyrrelse er den aggressive adfærd uprovokeret. Det velkendte eksempel er den udviklingshæmmede, der pludseligt eksploderer, hvor aggressiviteten kommer “som lyn fra en klar himmel”. En uerkendt mani og visse former for epilepsi kan vise sig på den måde, og sådanne tilstande må udelukkes før man taler om adfærdsforstyrrelser.

Stereotypier forstås som et ensartet og stadigt gentaget bevægelses- eller handlingsmønster, f. eks. rokken med kroppen, griben efter usynlige genstande, brølen eller råben af bestemte ord og aftagning eller iturivning af tøj. Sådanne adfærdsforstyrrelser ses hyppigst hos de mest udviklingshæmmede.

Selvskadende adfærd (selvmutilation) er når den udviklingshæmmede lemlæster sig selv. Han kan f. eks slå sig selv, banke hovedet mod væggen eller bide sig. Af og til kan den selvskadende adfærd bestå i et let slag mod ansigtet, men selvmutilation kan også antage mere alvorlige former.

Enhver, der har haft et myggestik, kender den kløende fornemmelse, som får én til at klø igen, selv om man med sin forstand godt ved, at man kun får et blødende sår ud af det. Den udviklingshæmmede vil i mindre grad lade kløningen afhænge af intellektuelle overvejelser, og nogle tilfælde af selvskadende adfærd kan utvivlsomt forstås på denne måde.

At højtbegavede mennesker undertiden kan vise selvskadende adfærd fremgår af, at kejser Augustus, da han i år 9 fik underretning om romernes nederlag i Teutoburgerwald, bankede hovedet mod døren, mens han råbte: “Varus, giv mig mine legioner tilbage”. Og når kirkefaderen Augustin overmandedes af syndige tanker, rullede han sig i glasskår. Selvmutilation kan i disse tilfælde opfattes som psykologisk indfølelige reaktioner.

Til normalpsykologien hører måske også, at man i tiden efter revolutionen i Rumænien kunne se forfærdende billeder af institutionsbørn, der bogstaveligt vadede i deres egen urin og afføring, mens de bankede hovederne mod tremmesengen. Efter et års intensivt dansk pædagogisk arbejde, kunne man se de samme børn, som glade og tilsyneladende velfungerende. Den selvskadende adfærd udsprang her af mangelfuld stimulation.

Ved forskellige smertetilstande dannes kemiske forbindelser med morfinlignende virkning i hjernen, de såkaldte endorfiner. Det sker også, når benene “syrer” til hos langdistanceløbere, der kan få abstinenssymptomer, hvis de af en eller anden grund ikke kommer ud på den daglige løbetur. Måske er selvskaden hos nogle i virkeligheden udtryk for abstinenser?

At smerte og vellyst kan være forbundet på det seksuelle område, kendes fra sadomasochisme.

Enkelte syndromer er ledsaget af selvskaden. Det gælder f. eks. Lesh-Nyhan syndromet, som er en afvigelse i urinsyrestofskiftet. Børn med syndromet spiser bogstavelig talt sig selv. Her er selvmutilation et led i en legemlig sygdom.

Påvirkes bestemte celler i rottehjerner med signalstoffet dopamin, begynder rotterne at bide og kradse sig, så der opstår store sår. Giver man rotterne et medikament, der blokerer for virkningen af dopamin, ophører den selvskadende adfærd.

At selvskaden kan ses ved psykotiske tilstande som skizofreni og depression, nævnes kun, om ikke for fuldstændighedens, så dog afrundingens skyld.

Der findes endnu ikke alment accepterede diagnostiske kriterier for adfærdsforstyrrelser, og angivelserne af hyppigheder varierer derfor.


I Danmark fandt Lund (Lund, J.: Psykiatriske aspekter ved mental retardering. Institut for psykiatrisk demografi. Risskov (u.å.)), at ca. 17 procent af de udviklingshæmmede i døgninstitutioner havde adfærdsforstyrrelser, mens hyppigheden kun var halvt så stor blandt hjemmeboende.