Personlighedsforstyrrelse hos mennesker med udviklingshandicap og/eller autisme
Af Mette Egelund Olsen
Personlighedsforstyrrelse, der kan være en af de mest stigmatiserende diagnoser, er ikke nødvendigvis en livslang diagnose. Det sagde Kjersti Karlsen, da NKUP (Nasjonal kompetansetjeneste for utviklingshemning og psykisk helse) holdt deres ugentlige webinar.
Ved personlighedsforstyrrelser er der et typisk mønster i tænkning, emotioner og adfærd, der afviger fra det i normalpopulationen. Det kan spores tilbage til tidlig voksen/ungdom, og det skaber ubehag for både personen og for omgivelserne.
Personlighedsforstyrrelser optræder hos 10-13 procent af befolkningen og kan være vanskelig at adskille fra andre psykiske lidelser, som f.eks. affektive lidelser. Ofte er der komorbiditet. Altså ofte lider personen også af en anden psykisk lidelse.
Man deler personlighedsforstyrrelser ind i: De eksentriske (paranoid og skizoid), de dramatiserende (dyssocial, emotionel ustabil, dramatiserende, narsicisme) og de ængstelige (tvangspræget, ængstelig/undvigende, afhængig).
Det er vanskeligt at stille en personlighedsforstyrrelses-diagnose hos mennesker med autisme.
Emotionel ustabil – impulsiv type er kendetegnet med følelsesmæssig ustabilitet, stærke følelsesudbrud og manglende impulskontrol. Man har vanskeligheder med at tage imod kritik/grænser, og vold kan forekomme. Man har store vanskeligheder ved relationer. Ved stress og krav kan hallucinationer forekomme. Det kan være svært at skelne fra andre psykoser, men disse er ofte kortvarige og kommer typiske i krav-situationer.
Ved emotionel ustabil – bordeline type er selvtillid og indre værdier påvirket. Man har et ustabilt selvbillede og en følelse af tomhed. Man har tendens til intense og ustabile forhold og har en angst for at blive forladt. Der kan være trusler om selvmord og selvskade.
Det kan være svært at sætte diagnoserne på mennesker med udviklingshandicap og/eller autisme. Der er mange overlæggende symptomer. Det er ekstra vanskeligt, hvis der samtidig er en anden psykisk lidelse eller andre plager, som giver udslag i adfærd. Hovedudfordringen er at skille personlighedsforstyrrelsen fra anden psykisk lidelse.
De udfordringer, der kan være ved diagnosticering, er blandt andet en forsinket og anderledes modning og vanskeligheder med emotioner og emotionsbearbejdning. Og ved udviklingshandicap ses jo typisk følelsesmæssig ustabilitet, at det er svært at opretholde nære relationer og manglende udholdenhed ved modgang. Men ved mistanke om selvskadning og selvmordsadfærd bør man tænke personlighedsforstyrrelse. Ligesom hvis der optræder impulsivitet, emotionel labilitet/dysregulering – udadageren og ureguleret adfærd – dramatiserende adfærd og afhængighed. Man bør vurdere diagnosen ved vedvarende træk, som man ikke kan finde anden forklaring på. Når det drejer sig om mennesker med udviklingshandicap, har man mest kundskab om emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse.
Det er vigtigt at opfange diagnosen. For den giver store subjektive belastninger for både personen og for omgivelserne. Man kan forebygge udviklingen af anden psykisk lidelse. Og vigtig er det, at det kan behandles, og man kan derved forebygge store vanskeligheder senere hen i livet.
Det giver dog ikke mening at bruge diagnosen ved alvorlig og dyb udviklingshandicap. Ligesom at man ikke stiller diagnosen før det 21-23 år. Og først må man afgøre om anden psykisk lidelse er til stede, og om der er misbrug.
Udredning kræver både kendskab til denne særlige gruppe og udviklingspsykologi. Indlæggelse kan være nødvendig. Og ikke mindst så kræver det et tværfagligt samarbejde.
Hver tirsdag kl. 15-15:30 holder NKUP webinar om psykiske lidelser hos mennesker med udviklingshandicap og/eller autisme. Følg det her: