Når menigheden er anderledes

– Det var lidt sent i livet, hun fandt vejen. Der var lidt omveje og lidt nedture. Men nu er hun sikker på, at det er den rigtige. Ikke bare kaldet som præst. Men særligt også det at være præst for de udviklingshæmmede i hendes menighed.
For halvandet år siden blev 56-årige Cicilie Poulsen præst i Hem, Sem, Vestre Tørslev, Svenstrup, Hobro og ikke mindst Sødisbakke. Under hendes menighed er hele institutionen Sødisbakke med cirka 125 beboere, pårørende og endnu flere personaler. Hendes opgave er foruden at holde fem gudstjenester om året, sjælesorg og almindeligt præstearbejde, som f.eks. sogneaftener med kaffe og kage og underholdning og at være der, når en beboer dør og følge fra død til tjenesten i kirken.
”Arbejdet er anderledes end ved en ”almindelig” menighed. Der er en sprog- og forståelsesbarriere. Beboerne spænder intellektuelt vidt, så det kan være svært ved en gudstjeneste at tale til alle. Jeg prøver at møde hver enkelt, hvor de er. Sådan er jeg som præst. Jeg ser hver enkelt, som det er og er sammen med det, som det er. Min opgave er at prøve at tage dem, hvor de er – uanset hvilket handicap, de har. Jeg gør det blandt andet gennem gentle teaching, som Sødisbakke praktiserer, og som jo er næstekærlighedsbudskabet udført i praksis,” siger Cicilie Poulsen.

Nærvær

cicilie-poulsen

Sognepræst Cicilie Poulsen

gravsten

Sødisbakke har et eget gravsted på Mariager kirkegård

Hun beskriver gudstjenesterne som en blanding af en almindelig gudstjeneste, en børnegudstjeneste og babysalmesang, for der skal spændes bredt, når hele institutionen skal med.
Cicilie Poulsen kommer cirka en gang om ugen på institutionen. Hun er, hvor de er. Når der er aktiviteter som kulturmedarbejderne har arrangeret, og når hun som i dag skal op på en afdeling, hvor de mødes i dagligstuen og får nadver.
”I bund og grund er det vigtigste, at jeg kommer fordi, jeg er præsten og er nærværende og ser dem,” siger Cicilie Poulsen. Noget af det, hun blandt andet ser, er indimellem en gammel sorg, der aldrig er blevet talt om. En sorg over at have mistet. Både pårørende men også andre beboere for de, der ikke har familie. Derfor blev der holdt en mindedag, hvor der blev tændt lys for de døde.
”Sjælesorg handler om at fange deres kropssprog og den måde, de kan sige tingene på. Det handler om at italesætte og anerkende, at der er en sorg.  De er jo i bund og grund svigtede alle sammen. Det kan godt være, de ikke kan sige, de sidder med en sorg over at være der. Men den røde tråd er det svigt ved, at familien ikke kunne tage sig af dem. Uanset hvad så er det et kæmpe svigt. Den sorg ser jeg gå igennem alle, selv om nogle har tætte relationer. Det kan også være personalet, der kommer til mig med problemer. For jeg skriver ikke noget ned. Folk kan måske være bange for, at vi prædiker mere end vi lytter. Men vi skal lytte og være katalysator. Sorg kan være mange ting og ikke bare at miste. Det kan også være at føle sig svigtet og ikke set på den rigtige måde. Måske miste en veninde, der forsvinder. Det behøver ikke være et dødsfald,” forklarer Cicilie Poulsen.

Som vores næste

Det var lidt grænseoverskridende i starten at skulle overtage Sødisbakke. Men hun havde tænkt det igennem. Hun kendte  godt institutionen og kunne se, at det var det mest livgivende, fordi de er, som de er og fordi, deres historier er fantastiske.
”Alle har deres egen unikke historie og ofte et hjerte af guld. Hvis jeg sidder her og falder i et hul, så tænker jeg: “Bare tag til Sødisbakke. Der er så meget glæde. Vi har med de mennesker at gøre, som Jesus fik skæld ud for at beskæftige sig med. Men Jesus var sammen med dem, man kaldte for  de ”fattige i ånden”, fordi der var det vigtigst at skabe mest menneskelighed. Paulus taler om, at vi alle er et legeme. Vi hører sammen alle sammen, og hvis ikke vi behandler de handicappede ordentligt, er der noget af os selv, vi ikke behandler ordentligt. Det er også derfor, vi ikke må slå hinanden ihjel. Vi skader os selv og helheden. Vi skal behandle vores næste, som vi selv vil behandles og have respekt for den sammenhængskraft, der er,” siger Cicilie Poulsen og fortsætter:

”Som præst er der desværre meget lidt prestige i at have med disse mennesker at gøre. Men vi får det, vi skal have. Vi er alle havnet i det, ikke nødvendigvis fordi vi ville, men fordi, vi kom til det. Og du får ikke en af dem, der har med udviklingshæmmede mennesker at gøre til at sige, at det ikke giver mening.”
Hun har selv været ude for voldsomme rutsjeture her i livet. En skilsmisse sendte hende ud i tomhed og ensomhed, og i et halvt år lå hun på sofaen og på socialhjælp. Hun kom i aktivering sammen med andre sensitive unge mennesker, der ikke altid passede ind i systemet. Alle de andre unge skulle på universitet. Det ville Cicilie Poulsen også. Men hvad skulle hun læse?
”Jeg tænkte over, hvad jeg havde beskæftiget mig med, der gav mening. Jeg har altid været dybdesøgende, og jeg havde haft en god religionslærerinde. Jeg har altid haft troen på noget større end mig selv. Én sagde til mig, at jeg skulle læse teologi. Når nu jeg har skubbet til noget, skubber det mig videre, tænkte jeg så. Det tog mig 9 år at læse til præst. Efter de første tre år fandt jeg nemlig ud af, at jeg var ordblind og var lige ved at give op. Men jeg fik hjælp. I bund og grund kan jeg føle med de mennesker, fordi jeg har prøvet at sidde i ulykke. Jeg har prøvet ting, der gør det lettere at se de ting, der bliver betragtet som svage,” siger Cicilie Poulsen.

At tage ansvar

Hun blev puffet i den rigtige retning og landede på den rigtige hylde. Det er et 24-7 arbejde, når man bor i en præstegård, og man kan godt føle sig lidt alene som præst. Hun har lært at skille ad, hvad der er hendes, og hvad der er andre menneskers, selv om hun godt kan blive dybt berørt. Det er ikke bare begravelserne, der berører hende. Det er også de udviklingshæmmede menneskers historier og de domsanbragte ikke mindst.
”Jeg bruger meget tid på dem. Har samtaler med dem. Jeg spørger ikke til diagnoser eller, hvad de har lavet. Det handler om at se bort fra det, de har lavet. De skal selv fortælle. Det er også en form for terapi. Hvis de selv fortæller, tager de lidt ansvar for det, de har gjort,” siger Cicilie Poulsen og forklarer, at de domsanbragte alle har en eller anden formodning om, hvad Gud er.
”Jeg skal ikke ødelægge deres trosbillede. Det er deres. Jeg kan tale med dem om det, men jeg lægger ikke noget ned over dem. Hvad du tror, det skal jeg ikke bestemme. Men de kan have brug for at tale om, hvad det er for noget,” slutter Cicilie Poulsen.