Hun fik mod af sine stærke sider

– Bare for få år siden, turde hun ikke tale med nye mennesker. Men nu har projektet ”Mine stærke sider” skabt en forandring i hendes liv. I dag tør hun mere.

Kvinden, som gerne vil være anonym, er 25 år og lettere udviklingshæmmet. Hun bor alene i en stor dansk provinsby, og hver 14. dag kommer hendes bostøtte, der er pædagog, i et par timer. Så snakker de og laver praktiske ting sammen som f.eks. madlavning. En dag spurgte bostøtten hende, om hun ikke ville være med til at gennemføre projektet ”Mine stærke sider”. Hun sagde ja, selv om hun altid har været meget genert og bange for nye ting. Men hun tænkte, at hun måske skulle presses lidt til at springe ud i en udfordring.
”Mine stærke sider” er et undervisningsmateriale, der lærer mennesker med udviklingshæmning at sætte fokus på deres ressourcer.
”Mentalt har jeg været følsom, så det kunne være godt at prøve at lære sig selv at kende på en anden måde,” siger den unge kvinde og fortæller videre om, hvordan hun og bostøtten greb projektet an.
”Vi sad i sofaen og snakkede om mine svage og stærke sider ud fra en mappe med spørgsmål. Der var eksempelvis spørgsmål om familie og skole, og hvordan jeg reagerede i forskellige situationer. Det var delt ind i 6 kapitler med hver sit tema. Der blev spurgt ind til baggrund, og hvad jeg tænker om mig selv og de udfordringer, der har været. Jeg fandt sider af mig selv, jeg ikke kendte. Jeg fandt blandt andet ud af, at jeg følte, jeg var blevet svigtet af et familiemedlem. Det skræmte mig samtidig med, at det lettede. Det var en byrde, jeg havde gået med længe. Samtidig fandt jeg også ud af, at det at sige ja til tingene ikke er så skræmmende alligevel. Jeg har altid haft svært ved at være personlig, men det hjalp med spørgsmålene. Men det lykkes altså også, fordi jeg kender min bostøtte så godt. Det er ikke kun spørgsmålene. Det er også relationen.”

Flere stærke sider end forventet

Kvinden og bostøtten talte om, hvad hun var god til, og hvordan de kunne få det til at blomstre. Et kapitel involverede desuden pårørende, venner og kollegaer.
”Der var ting, jeg synes, jeg ikke var god til, som de dog syntes, jeg var god til, og det styrker mig at vide. Der var også et sammenfald i, hvad de synes, jeg er god til, og hvad jeg selv synes, jeg er god til. Det virker mere rigtigt, når flere siger det samme. Der blev blandt andet sagt, at jeg er god til at formulere mig, at jeg har overblik, at jeg er positiv, at jeg er fleksibel, at jeg er social og at jeg har mod på at udfordre mig selv. Det giver mig lyst til at give noget ekstra på dage, hvor jeg synes, det ellers er lidt træls,” siger kvinden, der arbejder som medhjælper i et botilbud.

En udfordring at tale

Bostøttemedarbejderen havde sammen med sine kolleger været fem dage på kursus i ”Mine stærke sider”. Et kursus der både handlede om at afholde motiverende samtaler, lytte mellem linjerne og hjælpe videre. Og hver gang hun havde haft en session med kvinden, fik hun supervision, for at kunne agere rigtigt og støtte bedst muligt op om kvindens udvikling.
Det tog dem tre måneder at gennemføre forløbet. Kvinden og bostøttemedarbejderen mødtes en gang om ugen, og hvert kapitel strakte sig over cirka to gange. Udgangspunktet var, at kvinden skulle tale 80 procent af tiden og bostøtten kun 20 procent. Det var en udfordring for før projektet, var det lige omvendt.
”Jeg sagde ja, fordi jeg ved, at jeg skal snakke mere, så det er en god udfordring, og jeg har også fået at vide, at det er blevet bedre. Det er godt at sætte ord på. Og når man først har talt om dybe emner, kan vi jo snakke om hvad som helst. Jeg åbnede også mit hjem op og inviterede fem mennesker til middag, jeg knapt kendte. Vi satte nemlig også nogle mål og delmål. Og et af målene var at blive bedre til at snakke i et selskab. Et delmål var at jeg hjemmefra skrev emner ned i forvejen. Og at jeg inviterede gæsterne. ”Mine stærke sider” er et rigtigt godt tilbud for folk med udviklingshæmning,” fortæller kvinden, som i første omgang ikke havde regnet med at få så meget ud af det, som hun faktisk gjorde.
Ifølge bostøttemedarbejderen er det vigtigt, at samtalerne foregår i trygge omgivelser og sammen med et menneske, man kender og er tryg ved – fremfor på en klinik og med en terapeut.  Materialet er en slags katalysator.
”Man når meget længere, når der er tillid, og paraderne er nede”, fortæller bostøttemedarbejderen, og kvinden tilføjer:
”Hvis jeg ikke havde kendt min bostøtte så godt, tror jeg ikke, jeg havde svaret så dybt på spørgsmålene. Men nu er jeg blevet mere åben for at springe ud i noget nyt, selv om jeg ikke ved, hvor det bærer hen.”

 

 Fakta om ”Mine stærke sider”

Projektet ”Øget mental Sundhed for borgere med udviklingshæmning” i Aalborg Kommune har blandt andet sat fokus på udviklingshæmmedes ressourcer gennem et hollandsk undervisningsprogram ”Mine stærke sider”. Programmet er blevet oversat til dansk og er blevet prøvet af på 9 borgere, der har gennemført forløbet. Og resultatet er, at det virker. Det har hjulpet på erkendelsen af deres udviklingshæmning og kendskabet til egne ressourcer. Generelt giver materialet og kurset borgerne mulighed for at tale mere åbent om det at være udviklingshæmmet.
Materialet er rettet mod den udviklingshæmmede selv, og det er deres primære pædagog, der har undervist ud fra materialet. Disse pædagoger har inden brugen af materialet været på et fem dages kursus i brug af materialet og motiverende samtaler, og selve forløbet er blevet gennemgået i løbet af 6-12 uger med løbende supervision.
Studentermedhjælper Jes Sølgaard har stået for ”Mine stærke sider”. Han har undervist pædagogerne i brug af materialet og givet supervision. Materialet lægger op til handicaperkendelse, et realistisk syn på sig selv, at kende egne begrænsninger, at kende egne ressourcer og at kunne bede om relevant hjælp.
”Pædagogerne har udfyldt et evalueringsskema, og generelt har borgerne udviklet sig i en positiv retning. Hver borger – der er fra borgere med døgndækning til borgere i egen lejlighed – har haft sin egen pædagog. Disse 9 pædagoger er nu uddannede til at kunne undervise en ny borger. Relationen mellem pædagog og kursist/borger har fået et lag af fordybelse. Bare det at blive spurgt om, hvad du drømmer om kan have stor virkning. Materialet kan – hvis brugt rigtigt – finde små ting, der gør en stor forskel. Der bliver stillet de spørgsmål, der ellers aldrig bliver stillet. Borgeren får mærket efter, hvad der er vigtigt for vedkommende. En af kursisterne drømte f.eks. om at arbejde i et drivhus. En anden drømte om matematikopgaver i et hæfte. Materialet får nuancerne frem og giver rum og tid til at spørge, fortælle og handle,” fortæller Jes Sølgaard.