Det gode samarbejde bygger på direkte og åben dialog

– Samarbejdet mellem pædagoger og pårørende er yderst vigtigt. Vi har talt med Karin Niekrenz, der er mor til en voksen søn med udviklingshæmning. Hun giver sit bud på, hvad den gode kommunikation handler om, og hvad udfordringer, der kan være.

”Man får jo aldrig klippet navlestrengen. Selv om Poul Henning er 190 centimeter høj og 28 år, er han stadig som et barn. Og det kan være svært, når et udviklingshæmmet barn bliver 18 år, og når de flytter hjemmefra. For så gør lærere og pædagoger meget ud af at sige, at nu skal/må de bestemme selv. Men det er vanskeligt for os som forældre,” siger Karin Niekrenz, der føler, at det kan være svært at vejlede sit barn, når hun får at vide, at hun ikke skal sige noget, for ”jeg er jo 18 år og kan selv bestemme”.

Ikke pakke ind i vat

”Nogle gange kan der være ting, pædagogerne har undladt at fortælle. Der er derfor informationer, man mangler. Måske fordi de har spurgt Poul Henning: ”Skal jeg fortælle mor det?” Og han så svarer nej. Men det er vigtigt for det gode samarbejde altid at være informeret og selv informere. Det er vigtigt, at der er den ping pong. Det er samarbejde med åbenhed. Man skal være hudløs ærlig og nøgen. Man kan ikke pakke ting ind i vat. Som pårørende føler man aldrig, at en ting er for lille. Det kan være en angst. Et spørgsmål. At vores informationer bliver behandlet fortroligt. At man bliver ringet op, og der bliver spurgt ind til det unge menneske, så de kan lære det at kende. Der vil altid være noget. Der er ingen, der kan gøre det så perfekt som familien. De må forstå, at det er mit barn, men det er de fleste nu også gode til at forstå,” siger Karin Niekrenz, hvis søn bor på Stautruphus i Stautrup – et bofællesskab for udviklingshæmmede mennesker. Her har han boet i to år.

Direkte dialog

Ifølge hende handler det gode samarbejde om, at man ikke er bange for at være direkte. Man skal også hellere spørge for meget end for lidt. Det kan f.eks. være, at bostedet siger: ”Vi kan ikke børste tænder på din søn, har du en ide?” Og det handler om, at der bliver taget imod.
”Det er vigtigt at være åben, direkte og ikke nervøs for en dialog. Jeg ville være lykkelig for, hvis de ringede mig op om natten, fordi der var et problem. Det er vores guld, de passer på. Så det handler om åbenhed – også selv om man har lavet en bommert. Det er vigtigt at komme videre. De må ikke putte med noget. Og intet er for småt. Det er godt, hvis pædagogerne spørger: Hvad plejer, du at gøre? For hvorfor opfinde den dybe tallerken igen,” siger Karin Niekrenz.
Noget hun ikke bryder sig om er, når hun ikke bliver hørt til ende, og pædagogerne siger, at det skal du ikke tænke på, det kan vi sagtens finde ud af. Hun ved, det er for at berolige hende, men det virker modsat.

Siger sin mening

”Når de er flyttet hjemmefra, er det der, de bor. Det er deres hjem. Og de skal ikke tvinges til at være sammen med nogen, hvor kommunikationen ikke går godt. Derfor er jeg også gået til teamet, hvis jeg har følt, at der er en af pædagogerne, Poul Henning ikke passer sammen med. Det er ikke en kritik af personen men af forholdet. Det har jeg gjort åbent,” forklarer Karin Niekrenz, der ikke er bange for at sige sin mening og godt ved, at alt hvad hun siger og gør ender i kardex og altså kommunikeres videre på skrift. Og der er selvfølgelig fare for, at det kan misforstås.
”Det er som en åben bog, og derfor har det også med tillid at gøre. Det er den almindelige kommunikation, men det er svært, når der er følelser involveret. Pædagogerne må tage af mine erfaringer. Min metodeudvikling som mor. Jeg har leveret det videre, så godt jeg kan. Og om de så ryster på hovedet, når jeg er gået, er jeg komplet ligeglad med. Det vigtigste er min søn. Skidt med at de griner af mig,” slutter Karin Niekrenz.

Bemærk:

Center for Oligofrenipsykiatri afholder kursus i pårørendesamarbejdet – ”Når teori og hjerte spiller sammen” den 22. februar med psykolog Unuur Vestergaard. Læs mere og tilmeld dig her på hjemmesiden.