Sommerhøjskole for udviklingshæmmede
Af Mette Egelund Olsen

Diakonhøjskolen holder egentlig sommerferie nu, men alligevel er her fuld af liv og mennesker. Det er Den Nære Daghøjskole, der holder sommerhøjskole for udviklingshæmmede mennesker. Ved indgangen står en tavle med dagens aktiviteter og dem, der står for dem. Der er en farverig ballonport og pile på gulvet, der viser vej, og lige nu er der udendørs vandglidebane og besøg af TV2-Østjylland.

De 20 højskoledeltagere – alle klædt mørkegrønne t-shirts – er fra Aarhus Kommune. De kommer til hverdag i klubber og fællesskaber i Jysk Børneforsorg Fredehjem, som også er dem, der står for aktiviteten i samarbejde med Diakonhøjskolen. Jysk Børneforsorg Fredehjem er en diakonal organisation, som bygger på de kristne værdier. Didde Toft fra Jysk Børneforsorg Fredehjem er projektkoordinator. Hun er faktisk også uddannet socialdiakon fra Diakonhøjskolen i 2016 og er desuden kandidat i pædagogik og filosofi.

”Konceptet er, at det er en del af de studerendes uddannelse på 4. semester. Selve rammen er lavet af Jysk Børneforsorg Fredehjem. Indholdet planlægges i en projektuge op til selve ugen. Sidste år blev der lavet noget tilsvarende. Vi havde fundet ud af, at der manglede tilbud til de unge sommeren over. Der sad unge og oplevede ensomhed, fordi deres ferier måske var sløjfede på grund af manglende midler og ledsagere. Der var lukket ned for aktiviteter, fordi tilbuddene og midlerne ikke var der. Det er hovedsageligt unge mennesker med udviklingshæmning,” siger Didde Toft og fortsætter:

”Både de studerende og deltagerne får noget ud af det. De studerende får et læringsrum i virkeligheden, og de unge og voksne får en højskole, der har manglet og til en pris, de kan være med til.”

Aktiviteterne er delt ind i emner som krealand, udeliv, OL/atletik, sport og spil og musik. Deltagerne vælger selv, og indimellem er der fælles aktiviteter, som f.eks. Vild med dans, hvor alle er samlet.

Lige nu er dagen ved at være slut. Der rundes af med fællessang, og så er der i dag et særligt punkt på programmet: Fælles yoga.

”Nu er det godt med en pause efter alt det, I har lavet i dag,” siger Dorte Eifer, der er daglig leder på Center for Oligofrenipsykiatri men også underviser i tilgængelig yoga. Det foregår i dag på stole.
”Kig ned mod maven og op mod himlen. Stræk armene. Løft skuldrene helt op til ørerne. Løft armene. Bøj til siden,” siger Dorte Eifer, og deltagerne følger hendes instrukser.

”Bevæg fødderne. Hvor meget energi har I i benene,” fortsætter Dorte Eifer. Og der trampes. Dem, der kan komme op og stå, rejser sig, og der laves solhilsen. Der sluttes af med, at de lukker øjnene og trækker vejret stille og roligt. Kun musikken og Dorte Eifers rolige stemme kan høres. Der er helt stille i rummet. Der er faktisk overvældende stille efter en dag med høj snak og grin og fart på aktiviteterne.

Vil du vide mere om yoga for mennesker med udviklingshæmning? Dorte Eifer holder to yogakurser i efteråret for personale, der arbejder med mennesker med udviklingshæmning – læs mere her