2-dags kursus: Yoga og mindfulness som pædagogisk redskab

Her er du: | | 2-dags kursus: Yoga og mindfulness som pædagogisk redskab
2-dags kursus: Yoga og mindfulness som pædagogisk redskab 2021-07-08T18:05:37+00:00

Yoga og mindfulness som pædagogisk redskab

Om kurset

På dette kursus vil deltagerne få teoretisk og praktisk kendskab til, hvordan man kan lave yoga og mindfulness sammen med mennesker med udviklingshandicap . Hovedvægten vil blive lagt på, at give deltagerne et indblik i en form for yoga og mindfulness, som er tilgængelig for alle, uanset mental udviklingsalder og fysisk formåen.

1. kursusdag byder på:
– introduktion til tilgængelig yoga, hvor stole, vægge, måtter bruges, så undervisningen er individuel og tilpasset den form, der passer til dig eller de borgere, du ønsker at lave yoga med.
-anvendelig mindfulness i teori og praksis
– yogafilosofi i forhold til udviklingshandicap – hvad kan vi bruge yogaens tankegang til i en pædagogisk ramme?
– Hvad indgår i et godt program?
– Manual med programmer udleveres
– Afsluttende afspænding

2. kursusdag byder på:
– Mere tilgængelig yoga i praksis
– Pranayama – vejrtrækningen som porten til øget ro
– Små serier hvor deltagerne underviser
– Yoga med et legende element – yogakort, parøvelser, bolde
– Hvad kan du bruge – afsluttende forum

Yoga er godt for mennesker med udviklingshandicap – både for krop og sind

For kroppen: Mange mennesker med udviklingshandicap har et reduceret kendskab til deres egen krop og har derfor stor gavn af at mærke kroppen. En del udviklingshandicappede har også fysiske handicaps, og for dem er yogaen virkelig gavnlig pga. kombinationen af de blide stræk og de tilpassede fysiske øvelser. Øvelserne skaber fysiske resultater. Over tid når man lidt længere i strækkene og kommer tættere og tættere på at røre tæerne med fingerspidserne, eller når dem med stor stolthed!

For samværet: Øvelserne styrker samværet mellem de udviklingshandicappede og det personale, der deltager, f.eks. at være sammen i en rundkreds, at holde i hænder og støtte hinanden i balanceøvelser. Alle kan være med, og man gør det på hver sin måde og i hvert sit tempo.

For sindet: Det mentale aspekt i yoga og mindfulness kan give mennesker med udviklingshandicap en ny styrke, så de bedre kan klare udfordringer og lære at finde mere ro og glæde i hverdagen. Øvelserne rummer gode redskaber til at mærke sig selv og tænke på nye måder – lære at stå fysisk fast som bjerget, lære at trække vejret langsomt og kunne berolige sig selv, lære at drømme og visualisere positive tanker og puste de sure tanker ud, langt væk…
Følelser af stress og vrede tackles også bedre med en mindful tankegang. Mange udviklingshandicappede udfordres af hverdagen, og hver tredje rammes af en psykisk lidelse, men mennesker med kognitive handicaps kan godt lære at reagere anderledes. Denne yogaform med udviklingshandicappede handler ikke om at udføre stillinger “efter bogen”. Det handler om at møde mennesker, der hvor de er og give de fysiske øvelser et legende præg, så input hilses velkomne og improvisationer gribes i øjeblikket. Når kroppen har været i gang, kommer lysten til at være i ro og lave afspænding i en naturlig forlængelse. Mange mennesker med udviklingshandicap nyder det rolige element.


Det siger Thomas Borg, aktivitetsmedarbejder Bofællesskabet Vintervej:

Beboerne på Bofællesskab Vintervej har haft gavn af et godt og positivt yoga forløb, hvor der er blevet undervist ud fra beboernes evner og ressourcer.  Alle beboere har haft mulighed for at deltage og de har fået gode individuelle og fælles oplevelser. Det har betydet meget for beboerne, at de har kunnet se frem til næste undervisning, hvor de mødes under trygge rammer, og hvor der altid er plads til snakken og forskelligheden.

Mandag formiddag skæver beboerne til aktivitetsskærmen, hvor dagens aktiviteter er sat på. Der står, at der er besøg af yogalærer Dorte Eifer. ”Så skal vi til yoga” siger en af beboerne glad. En time efter ruller rollatorer og kørestole ind i aktivitetsrummet. Yogaundervisningen går langsomt i gang lettere afbrudt af de sidste beboere som lige skal være klar. Bofællesskabet Vintervej er et bofællesskab for ældre udviklingshæmmede borgere. Derfor kan tempoet til tider være lidt positivt langsomt. Musik, guidning og samtaler fylder aktivitetsrummet den næste times tid. Der er fokus på hensyntagende undervisning, så alle beboere kan være med og få en god oplevelse. Koncentrationen er høj hos beboerne, der af og til må fortælle om en oplevelse de havde for mange år siden. Det sker, når de i en øvelse skal forstille sig, at de strækker sig efter et æble. Det vækker minder. Da undervisningen slutter, går beboerne hver til sit. De ser her til formiddag friske ud og er glade for samværet, samtalerne og for at få gang i kroppen. Besøget og undervisningen er et ud af et forløb over flere måneder. Genkendelighed og fokus på at alle kan deltage får beboerne til at føle sig godt tilpas og er motiverende. De ser frem til næste gang Dorte Eifer vil komme forbi.

LÆS ARTIKEL FRA FORLØBET HER

TILMELDING HER:

    PRAKTISK INFO:

    UNDERVISER: Dorte Eifer har lavet yoga med mennesker med udviklingshæmning på bosteder og aktivitetscentre siden 2014. Hun har etableret ”Yoga for alle” – og har erfaring med både kørestols- og rollatorbrugere, synshandicappede og demente på sine hold.

    Dorte er oprindeligt uddannet cand.mag. og har været ansat på Center for Oligofrenipsykiatri siden 2004. Hun har diplomer i børneyoga, senioryoga stoleyoga, accessible yoga og har taget Life- og Mindfulness Practioner-uddannelsen.

    TID: Torsdag 14. oktober kl. 10-15.30 og mandag 22. november kl. 10-15.30.

    TIDSFRIST FOR TILMELDING: Inden 1. oktober.

    KURSET KAN OGSÅ BESTILLES SOM HUSKURSUS – læs mere

    AFBUD: Afbud er muligt 4 uger inden kurset, herefter vil der blive opkrævet det fulde beløb.

    STED: Yogastudiet Favn, Jægergårdsgade 14, 2. sal, 8000 Aarhus C.
    Det er tæt på banegården og hotellet Wake-up, hvis du har brug for overnatning. Der er yogaudstyr til rådighed: måtter, pøller, blokke m.m.

    MÅLGRUPPE: Målgruppen for kurset er pædagogisk personale, der arbejder med mennesker med udviklingshandicap. Undervisningen er tilrettelagt med henblik på, at indholdet skal kunne overføres til borgere, der uanset fysisk funktionsniveau vil kunne få noget ud af det, herunder også kørestols- og rollatorbrugere.
    Forløbet kræver ingen forudgående kendskab til yoga og mindfulness, men deltagere med forudgående erfaring vil også kunne få noget ud af forløbet.

    DELTAGERANTAL: Max 12 deltagere.

    PRIS:  3495 kr. / medlemspris 2995 kr. ekskl. moms. inkl. kaffe / te og frugt. Frokost kan købes i nærheden eller opbevares i køleskab og spises i loungeområde.
    Medlemmer af Oligofreniforeningen får 500 kr. i rabat på kurset.

    MEDLEMSKAB AF VORES STØTTEFORENING – det er ren win-win:
    Med et medlemsskab støtter du centrets fortsatte virke, og du får bl.a. 500 kr. i rabat pr. deltager på dette kursusforløb.
    Medlemsskab koster:

    100 kr. årligt for enkeltpersoner

    250 kr. årligt for institutioner og virksomheder med mindre end 25 medarbejdere

    500 kr. årligt for institutioner og virksomheder med mere end 25 medarbejdere

    1000 kr. årligt for institutioner og virksomheder med mere end 50 medarbejdere

    LÆS MERE OM MEDLEMSSKAB:
    www.oliforeningen.dk