Sygeplejerske rådgiver om psykiatri til pædagoger

Her er du: | Sygeplejerske rådgiver om psykiatri til pædagoger

Når adfærden driller –

Af Mette Egelund Olsen

Hun er et resultat af en sundhedsaftale om oligofrenipsykiatriske-kyndige konsulenter i kommunerne, og hun er faktisk en af de få. Favrskov Kommune oprettede en stilling, og den 1. marts 2018 blev sygeplejerske Rikke Bondrup ansat. Stillingen, der hører under ældreområdet og som er det sted, der betaler, er delt mellem 20 ugentlige timer som oligofrenipsykiatrisk-konsulent og 15 timer som demenskonsulent.

”Stillingen var ikke rigtig defineret på forhånd. Så det har været lidt svært at finde ud af min funktion som oligofrenipsykiatrisk-konsulent. Er jeg egentlig konsulent? Eller tænker de psykiatrisk sygeplejerske? Og er den overordnede konsulentdel sparring eller brobygger? Supervision eller undervisning? Er det det organisatoriske eller det praktiske? For hvad er det ude i virkeligheden, der giver mening?” siger Rikke Bondrup, der nemlig gerne vil bruges på den måde, der er behov for.
Foruden Rikke Bondrup er der også en anden sygeplejerske ansat. Men det er til alt det fysiske. Rikke Bondrup er alt det andet. Og alt det andet, de ansatte spørger om, er emner som: Adfærd. Depression. ADHD. Psykofarmaka og bivirkninger. Demens.
Rikke Bondrup fandt ud af at for at kunne udføre sin funktion som oligofrenipsykiatrisk-konsulent bedst muligt, skulle hun være fysisk tilgængelig og mere synlig.
”Jeg bliver nødt til at komme faste dage på bostederne. Jeg er på de to store bosteder onsdag og fredag, og på det lille bosted i Hinnerup er jeg efter behov. Jeg er også kommet på deres journalsystem. Nu kan de bedre tilgå mig. For det kan være svært at have fingeren på pulsen, når jeg ellers sidder i et andet område (red.: ældreområdet). Det bliver godt at blive mere synlig og være der fast. Jeg er ikke i tvivl om, at behovet er der, men de bliver nødt til at finde ud af, at jeg er der. Og det gør man ikke, hvis jeg sidder et helt andet sted,” siger Rikke Bondrup.
Hun vil gerne have, at medarbejderne hiver fat i hende, når de oplever ændret humør og adfærd hos deres borgere, eller de har mistanke om f.eks. demens og autisme eller har spørgsmål til medicinen. For nu kan hun jo reelt se, hvad borgerne får, efter hun er kommet på journalsystemet. Hun superviserer og deltager i teammøder. Rikke Bondrup kan desuden skabe kontakter. Skal der f.eks. etableres kontakt til den praktiserende læge eller psykiatrien. Hun har blandt andet været med i samtaler med M-ambulatoriet i psykiatrien i Region Midt. Hun vil også lave undervisning. For personalet spørger blandt andet om viden om demens, ADHD, depression og psykofarmaka. Hun fortæller også, at bostøtterne i kommunen kan bruge hende, hvis der er behov for sparring.
”Jeg drømmer lidt om nogle nøglepersoner ude på bostederne. For det er en lidt ensom post, jeg sidder i. Derfor er det godt at komme ud til dem på bostederne. Jeg synes, det gør en forskel og giver mening for dem. Skal vi snakke en time, har vi tiden til det. Jeg er heldigvis ikke underlagt så mange begrænsninger og ydelser, der skal opnås. Jeg er ude af behandlingen og er heller ikke underlagt, at det kun er en halv times konsultationer. Jeg kan vurdere og have kontakten. Jeg bruger mine erfaringer som tidligere sygeplejerske indenfor oligofrenipsykiatrien, og jeg kan vurdere, om der skal en psykiater ind over. Jeg savner ikke at have det behandlingsansvar, jeg havde før, men jeg skulle lige lægge den tankegang væk. Men det er fantastisk at kunne fordybe sig og finde ud af, hvad f.eks. den ændrede adfærd er udtryk for. Jeg lærer meget af pædagogerne og deres tilgang. Vi lærer af hinanden. Noget finder vi også ud af sammen, og nogle gange kommer jeg ude fra med helikopterblikket. Der bliver sat ord på,” fortæller Rikke Bondrup, der oplever, at det er spændende at være med hele vejen omkring borgeren.
”Jeg håber med tiden at være med til at fange noget i opløbet, så det ikke går så galt, eller så det måske ikke behøver at komme ind over psykiatrien. Jeg tænker mere ro og stille stunder. For jeg har også lært noget som demenskonsulent, som jeg kan overføre til psykiatridelen og de oligofrene. Struktur. Ro i sig selv. Ingen larm. Og her tænker jeg på både ting og farver. Mit udgangspunkt er i psykiatrien. Men nogle gange ender det i en helt anden retning. Man sender ikke bare alle ind til psykiatrien. Jeg vil gerne sparres med, inden der tænkes psykiatri. Og jeg vil hellere have, at de spørger mig for meget end for lidt. Jeg vil nemlig gerne bruges,” siger Rikke Bondrup, der må forsøge sig frem i arbejdet. For det er nyt, og der er ingen at læne sig op ad.
Tit udspringer personalets spørgsmål af adfærdsændringer hos deres borgere. De er måske blevet sværere at motivere, mere indadvendte eller mere udadreagerende. Måske tror personalet, det drejer sig om depression eller demens. Kan rituel adfærd være OCD? Kan det være ADHD, hvis de er urolige? Rikke Bondrup spørger også ind til borgernes søvn, for det kan også medføre humørændringer.
”Der er mange snakke at tage. Det er ikke altid en psykiatridiagnose og medicin, de skal have. Der var f.eks. kvinden, der virkede ked af det og som ikke spiste sin madpakke. Det viste sig at være fordi, at stanniolen om madpakken var svær at åbne,” slutter Rikke Bondrup.

By | 2019-02-27T09:43:31+00:00 27. feb. 2019|0 Kommentarer