Trivsel er i højsædet
Af Mette Egelund Olsen

Jeg er i de lave bygninger hos Region Hovedstadens psykiatri i Glostrup. På Nordstjernevej i den bagerste ende. Her ligger Enhed for Oligofreni, som deler hus med Enhed for Kompliceret Skizofreni. Jeg møder oligofrenienhedens to sygeplejersker Birgitte Fihl og Pernille Kure til en snak om enheden og deres arbejde.

”Vi bor sammen med en skizofreniforskningsgruppe, og det er virkelig en kapacitet. Gode faglige sparringspartnere, der ofte kan svare på spørgsmål. Her er desuden en klinisk farmakolog – en overlæge i klinisk medicin – og det er rigtig godt, fordi vores borgere ofte er multisyge,” fortæller Birgitte Fihl.

Tidligere lå enheden sammen med ældrepsykiatrien og havde ikke rigtigt noget samarbejde. Nu er huset fuldt af liv og Ph.d. studerende, der laver projekter om blandt andet medicinnedtrapning, og når behandlingen ikke virker.
Enheden tæller foruden de to sygeplejersker en professor, der som, de siger, er all over og har mange jern i ilden. Både med patienter og forskning. Og så er der desuden en afdelingslæge, der også dækker Bornholm, samt en oversygeplejerske, der er tilknyttet begge enheder.

Tidligere druknede de i patienter. Nu har de sænket barren. De tager kun dem med en IQ under 50 og som samtidig er komplicerede tilfælde. De andre går til FACT – de tidligere distriktspsykiatriske teams.
Nu er deres borgere derfor dårligere end før. Tidligere havde de også en psykolog ansat. Men deres borgere kan ikke drage nytte af psykologisk behandling. Den kognitive kapacitet, der skal til for at profitere af terapi, er ikke til stede. Samlet (inklusive Bornholm) har de omkring 400 borgere tilknyttet enheden.

”Vi har fokus på trivsel,” understreger de to sygeplejersker. De tager meget ud til borgerne på bostederne men ser dem (ofte de hjemmeboende) også på enhedens matrikel og fortsætter:

”Vi forsøger ikke at blande medikamenter og heller ikke give det i for lang tid. Det er nyt indenfor denne gruppe. Flere henvises også, fordi de vil reduceres i medicin. I 2009, når man fandt noget, der virkede, sagde vi ”freeze”. Nu er det mere: ”Skal vi ikke lige se om et halvt år.” Vi er blevet bedre til at kigge på, om det kan gå godt med lidt mindre psykofarmaka.”
Birgitte Fihl og Pernille Kure har delt området geografisk mellem sig. De har kontakt med deres borgere mindst kvartalsvis, og en gang om året kommer lægen med ud. De overholder stort set behandlingsgarantien. Der kommer nye til og gamle afsluttes. Der skal være et flow, ellers drukner de. Men borgerne kan altid henvises igen.

”Vi helbreder dem ikke. Men vi optimerer deres trivsel. Ofte henvises de på grund af udadreagerende eller selvskadende adfærd. De råber måske meget. Plejer at ville noget andet. De spytter. Slår. Der er søvnproblemer. En ændring i adfærd. De trives ikke. Og ofte starter vi med søvnen. Her er det vigtigt at tale ind i rutinerne. Ser de f.eks. for meget Ipad og YouTube. Vi må også tale ind i deres hverdag. Kommer de i høj arousal? Bliver der holdt pauser i deres dag? Er der kommet en ny kontaktperson? En ny buschauffør? Sidder de et andet sted, end de plejer? Vi skal helt ned i de små detaljer. Vi plejer at sige struktur, struktur, struktur. Vi spørger også ind til det somatiske. Hvordan fungerer maven, urinvejene, tænder og ører? En blærebetændelse kan vælte det hele. Der kan også være smerter. Eller menstruation. Er det noget cyklisk og hormonelt? Det handler om, at de i adfærd viser, at noget ikke er i vater. Vores sygeplejeviden bruger vi på mange parametre. Det er adfærden, vi behandler, og vi gør det på vores fornemmelser. Vi ved reelt ikke om de f.eks. er psykotiske eller deprimerede. For mange har ikke sprog. Så det er et samarbejde med personalet og de pårørende, som har en uvurderlig viden. Vi kan ikke bare slå op i diagnoselisten ICD 10. Vi går på opdagelse. Det er et detektivarbejde. Det er f.eks. i orden, de snakker med nogen, der ikke er der. De må bare ikke være forpinte. Der er jo ingen tjekliste. Det er påvirkning af adfærden,” siger Birgitte Fihl og Pernille Kure.

Birgitte Fihl har været i området i mange år. Hun elsker målgruppen og føler, at det er et givende, spændende og afvekslende arbejde. Pernille Kure kom hertil ved nærmest en tilfældighed for et år siden. Hun søgte et andet job, men da hun havde erfaring fra både psykiatrien og som medhjælper tidligere med udviklingshæmmede, blev hun spurgt, om hun ikke var interesseret i den ledige stilling, der var på enheden. Og det endte med, at hun slog til. Hun var lidt bange for i starten, at hun ville mangle den nære kontakt til borgeren. Men den har hun så med de pårørende og pædagogerne, hvilket hun synes er meget berigende.
De gør det hele, understreger de to. Både holder igen med medicinen samtidig med, at de også nogle gange sætter i behandling med det samme.

”Vi bruger de samme præparater som i almenpsykiatrien. Nogen skal have kolibridoser, mens andre skal have elefantdoser. Vi starter småt og trapper langsommere op i forhold til, om der er bivirkninger, de ikke kan fortælle om. Enkelte speeder vi dog op. Vi tager det bid for bid. Det er ro på. Og det gør måske ikke noget, at borgeren sover mere i starten. Hvis der har været meget uro inden, er det også vigtigt, at personalet oplever ro,” siger sygeplejerskerne og fortsætter:

”Vi tager hatten af for pædagogerne og anerkender deres arbejde. Det svære i vores arbejde har dog været at skulle skifte sprog. Vi ved nu, at vi skal spørge direkte. F.eks. om borgeren går som en robot og er træt og ikke spørge, om han er sederet. Vi skal pakke fagsproget væk, indtil vi skal skrive i journalen. Men der kommer snart et andet fælles sprog, og pædagogerne lærer også. Og desuden ansættes der nu oftere også både sosu-assistenter og sygeplejersker på bostederne.”

Det er sjældent, at deres borgere indlægges i psykiatrien. Det er også det bedste for dem. Deres adfærd er så anderledes, og de hører ikke til på en almen psykiatrisk afdeling. Det meste kan løses ambulant.
”Ét er, hvad vi får beskrevet, og ét er, hvad vores blik siger. For vi skal også kigge selv,” slutter Birgitte Fihl og Pernille Kure.