Vores hjerner skal trænes – hele vejen rundt

– Vi skal træne vores hjerner hele livet og udnytte hjernens plasticitet. Det mener professor og hjerneforsker Troels W. Kjær. Det gælder mennesker med udviklingshæmning. Men det er ikke gjort med kun at fokusere på deres hjerner. Det handler også om pædagogernes hjerner. Menneskene omkring det udviklingshæmmede menneske. De har også brug for hjernetræning.

31.marts udkomTroels W. Kjærs nyeste bog ”Hjernestarter – sådan træner du din hjerne”. Den handler om læringsstrategier og om, hvordan vi får tingene ind i hjernen. Hvordan gør man i praksis? Den indeholder blandt andet praktiske opgaver, der gerne skal være svære nok til, at man skal tænke sig om og lette nok til, at man ikke mister motivationen.
”Jeg vil gerne sætte fokus på, at vi skal holde hjernen i gang. At vores hjerne har brug for os. I 70’erne grinte vi af halvgamle, tykke mænd i konditøj, men det er gjort til skamme i dag. Nu ved vi at det at være fysisk aktiv, uafhængigt af om man taber sig, og hvad man vejer, betyder rigtig meget for helbredet. Teknologien har taget meget fra os. Man skal også træne hjernen kunstigt efter, at maskinerne har taget hjernearbejdet fra os,” siger Troels W. Kjær.

3 typer plasticitet

Han pointerer, at hjernen er plastisk. Den er i stand til at tilpasse sig ændrede behov. Man kan udvikle nye netværk i hjernen. Han opdeler hjernens plasticitet i 3 typer: Udviklingsplasticitet – som er det, vi har fra, vi bliver født, måske endda før, til vi bliver voksne. Det er det, der gør, at vi lærer at tale, kravle og gå. Vi lærer at forstå andre menneskers følelser. Så er der indlæringsplasticitet, som er noget, vi har hele livet og endelig er der kompensatorisk plasticitet, som er det, vi kan for at arbejde med og reparere en skade. Når vi genoptræner hjernen, udnytter vi den kompensatoriske plasticitet. Men hvad relevans har det så for udviklingshæmmede?
”Udviklingshæmmede er en kæmpe gruppe af personer med alle mulige forskellige slags udfordringer, så det er svært at svare på det over en bred kam. En del udviklingshæmmede har nogle velkendte sygdomme, f.eks. Down syndrom, der er med til, at hjernen ikke udvikler sig på samme måde som hos andre. Her kan det være svært at sige præcist, hvad det er for en plasticitet, man skal benytte sig af. Udviklingshæmmede har nogle problemer med udviklingsplasticiteten. Det kan vi ikke gøre så meget ved. Indlæringsplasticitet findes hos alle, så man kan godt lære noget, og man kan godt skubbe til nogle processer og f.eks. lære dem personlig hygiejne eller lære, at noget adfærd er acceptabelt eller uacceptabelt.
Men hvad skal en pædagog så bruge plasticitetsbegrebet til? De skal nok bruge det til at få en forståelse for at de ændringer, der kommer i adfærden, også er en ændring af hjernen. Og når vi har ændret hjernen på nogle måder, er det nemmere at ændre den på nye måder. Hvis vi har en veltrænet hjerne, så er vi i stand til at lære nye ting. Ligesom hvis vi har en veltrænet krop, har vi også lettere ved at lære nye ting. En atlet har en fordel fremfor den, der er på bar bund til at lære en ny disciplin. Alt det, vi lærer en udviklingshæmmet, er med til at styrke personens hjerne, så de kan lære andre nye ting,” siger Troels W. Kjær og fortsætter:
”Hvis vi tager udgangspunkt i normale menneskers hjerneplasticitet, skal man træne flere gange om dagen. Det behøver ikke at være i særlig lang tid men gerne nogle udfordringer hver dag. F.eks. var min bil til service, og da den kom derfra, talte den pludselig engelsk. Den sender en masser beskeder til mig hele tiden: ”Nu har bilen foran dig flyttet dig, skal du ikke også flytte dig”. Og det er fint for min hjerne. Jeg har faktisk overvejet at sætte det på tysk eller fransk for at udfordre min hjerne endnu mere. Der ved vi, der sker nogle ændringer i hjernen, og det gør der sandsynligvis også hos udviklingshæmmede. Det er bare nogle andre problemstillinger, de skal lære. De skal jo ikke køre bil. Men de skal måske lære nogle praktiske ting. Det at sætte gang i plasticiteten har afsmittende virkning. Det at blive bedre til at lege med nogle tal og symboler gør måske, at du bliver bedre til at lege med alle mulige andre ting, fordi du kan holde flere objekter i hjernen.”

Alle kan blive skarpere

Ifølge Troels W. Kjær så kan man altid have gavn af hjernetræning. Man kan blive skarpere.
Men hvad skal en pædagog vide om hjernen for at kunne udføre sit arbejde?
”Jeg synes, det er vigtigt, at pædagogerne har viden om, hvad ting gør ved hjernen, og at hjernen kan plastisk ændre sig, og at man kan have en god hjernegrundkondition. Fordi det at bidrage til personens hjernegrundkondition giver en masse fordele og en gladere person, der hurtigere kan lære nye ting. Det skal være motivationen for enhver pædagog. Også deres egen hjernetræning. Vi bliver påvirket af de mennesker, der er omkring os. Måske har man lært at tale skoleengelsk og flytter til Indien. Så kommer man til at tale indiskengelsk.  Man adopterer til det, der sker omkring en. Det er udtryk for plasticitet. Hvis man bruger hele dagen på at tale i simple sætninger og sætte grænser, så er det vigtigt, når man kommer hjem at bruge andre sider af sin egen hjerne. Da jeg begyndte at hjernetræne, gik jeg til opera. Opera er meget komplekst. Der er toner, der går op og ned. Der er dur og mol. Der er italienske strofer, og du forstår ikke altid, hvad de synger. Så kan du læse på de tekster, der kører og så får du fokus væk fra det, der foregår på scenen. Det er krævende for hjernen på en anden måde. Det er vigtigt for at have en plastisk hjerne, at man sørger for at bruge den så forskelligt som muligt. Og for en udviklingshæmmet er det måske indenfor et snævert område, at man kan bruge den forskelligt, mens for den der ikke er udviklingshæmmet, kan man bruge hjerne mere bredt end ellers,” siger Troels W. Kjær.
Så hjernen skal stimuleres, og det bliver den ved, at vi tager nogle nye initiativer. Vi gør nogle nye ting.

Gør noget andet

”Vi går f.eks. tur med en udviklingshæmmet. Vi plejer altid at gå den her vej. Hvorfor går vi altid den her vej? Kunne vi gå den baglæns? Eller kunne vi gå en helt ny vej? Skulle vi – hvis vi plejer at gå og støtte på den ene side – støtte på den anden side. Livet er fuld af ting, vi gør uden at tænke over det. Og ved at stoppe op og tænke en gang imellem, så kan hjernen blive skarpere,” siger Troels W. Kjær.
Hans nye bog er beregnet på normale mennesker, men hvis man barberer opgaverne ned, kan nogle af dem sikkert også nok laves af nogle af de udviklingshæmmede.
”De udviklingshæmmede har brug for strukturen for at få roen. Men det betyder jo ikke, at man ikke kan sidde ned sammen og sige, at nu laver vi lige hjernetræning. Man kan kalde det noget andet. Men nu øver vi f.eks. at stoppe de firkantede klodser i de firkantede huller. Det må gerne være lidt forskelligt. Det behøver ikke at være præcist det samme og de samme huller hver dag. Men det afhænger af funktionsniveauet. Men man skal udfordre sig selv. Man skal være opmærksom på, at hjernen har brug for træning. Det gælder både de udviklingshæmmede og pædagogerne selv og deres børn og gamle mor. Det gælder hele vejen rundt,” slutter Troels W. Kjær.