Oplæg på konferencen 2021

Domfældte udviklingshæmmede – Tidsubestemte foranstaltninger – se slides her

Den danske straffelov bygger på et grundlæggende princip om, at borgere med udviklingshæmning er uegnede til straf jf. straffelovens §16. Det skønnes, at borgerne ikke kan erkende egne handlinger som følge af en forsinket eller mangelfuld udvikling af evner og færdigheder, og derfor ikke har gavn af en traditionel afsoning i kriminalforsorgens regi. I stedet idømmes udviklingshæmmede borgere som udgangspunkt en foranstaltning inden for straffelovens §68, der findes formålstjenestelig til at forebygge ny kriminalitet. I dag skal foranstaltningen som udgangspunkt tidsbegrænses jf. straffelovens §68a, stk. 1. Det betyder i de fleste tilfælde en længstetid på tre eller fem år, men i sager med personfarlig kriminalitet fastsættes der oftest ingen længstetid. Foranstaltningen ophæves i de tilfælde først, når det vurderes, at borgeren ikke længere udgør en risiko for at begå ny kriminalitet.

Hvordan opleves det egentligt at være anbragt på ubestemt tid? Hvordan opleves det at leve i usikkerhed omkring, hvornår man bliver domsfri, og hvad der kræves for at blive det? Dette oplæg tager udgangspunkt i rapporten “Domfældte udviklingshæmmede – Tidsubestemte foranstaltninger” som Specialområde Udviklingshæmning og ADHD, Region Midtjylland, publicerede i starten af 2020. Forfatteren, Line Søgaard Kristensen har interviewet otte domfældte udviklingshæmmede, der alle afsoner en tidsubestemt foranstaltning på et §108-botilbud i socialt regi. Borgerne sætter blandt andet ord på deres oplevelse af at være anbragt på ubestemt tid, og fortæller om, hvordan tidsubestemtheden bevirker, at de demotiveres i at udvikle sig mod en hverdag uden kriminalitet. Oplægget stiller desuden skarpt på problemstillingerne i forhold til de retsprincipper, som omfatter domfældte udviklingshæmmede i Danmark.

Oplægsholder Line Søgaard Kristensen er kriminolog (cand.scient.soc i kriminologi), og er ansat som forskningsassistent ved Specialområde Udviklingshæmning og ADHD, Region Midtjylland, hvor hun beskæftiger sig med forskning og udvikling inden for området med domfældte udviklingshæmmede.


  • Line Søgaard Kristensen

Virker psykoterapi som behandlingsmetode til mennesker med udviklingshæmning? Se slides her

Effekten af behandling af psykiske lidelser gennem psykoterapi er efterhånden veldokumenteret, og psykoterapi anvendes bredt indenfor det psykiatriske område. Effekten er i mindre omfang dokumenteret indenfor oligofreniområdet, men flere meta-analyser peger på positive resultater. Oplægget vil fokusere på det aktuelle evidensgrundlag for psykoterapi, med særligt fokus på behandling af aggression som et selvstændigt element, blandt mennesker med  udviklingshæmning. Kan aggressiv adfærd behandles med psykoterapi? Og hvilke metoder og teknikker ser aktuelt mest lovende ud?

Oplægsholder Jes Sølgaard er psykolog og VISO-specialist, Udviklingscenter Aalborg i  Aalborg kommune, der gennem de seneste år har specialiseret sig i psykoterapeutisk behandling til mennesker med nedsat psykisk funktionsevne.
Udviklingscenter Aalborg består af et aktivitets- og behandlingstilbud, Videnscenter til behandling af misbrug blandt særlige målgrupper (VAMiS) samt en konsulentfunktion med opgaver i hele landet.


  • Jes Sølgaard

Forsvarerens arbejde i sager med udviklingshæmmede lovovertrædere – se slides her

Hør en forsvarer fortælle om sit arbejde med de sager, hvori mennesker med udviklingshæmning indgår. Hvilke love er de gældende? Hvilke hensyn tages?

Henrik Hougaard cand. jur., forsvarsadvokat


  • Henrik Hougaard

Med drømmene som arena for læring og sociale fællesskaber – om det pædagogiske arbejde på Snåstrup Vestergaard

Et hjem, en arbejdsplads, et liv, en dom!
– hvordan skaber vi meningsgivende aktiviteter og medborgerskab på en åben døgninstitution, med både service- og straffeloven som ramme?

Snåstrup Vestergård er et åbent tilbud, der rummer borgere med udviklingshæmning, diagnoser og deraf komplekse problemstillinger og udfordringer. Vi arbejder i et praksisfelt, der for nogle borgere kan have psykiatrisk hospital i Skejby eller den lukkede sikrede institution Kofoedsminde på Lolland, som næste station.

Med udgangspunkt i musikaktiviteten John D Band, som nu eksisterer på 12. år, vil vi præsentere en række tiltag, som har fået liv på initiativ fra beboere og personale i samskabelse.

Oplægsholderne er pædagog Pedro da Palma og afdelingsleder Bo Dan Jørgensen, Snåstrup Vestergaard.

Slides fra oplægget er ikke tilgængelige, men læs og hør mere her:

Dokumentar om John D Band (2010):
https://youtube.com/playlist?list=PL866DEF0F1593BBCB

Artikel om John D Band:
John D Band giver ro – selv når musikken er høj – OLIGO.NU – Center for Oligofrenipsykiatri

Video – Pedro udnævnes til Aarhus Kommunes Klimakollega 2020:
https://youtu.be/edCSNuojhy4

Snåstrup Vestergårds Youtube-kanal:
https://www.youtube.com/user/Snaastrup

Snåstrup Vestergård på Facebook:
https://www.facebook.com/snaastrup/

John D Band på Facebook:
https://www.facebook.com/johndeereband/


  • Pedro da Palma

  • Bo Jørgensen

Mellem topstyring og improvisation – Præsentation af et forskningsprojekt med udgangspunkt i Kofoedsminde, den sikrede institution for domfældte udviklingshæmmede – se slides her

Søren Holst præsenterer et forskningsprojekt der undersøger, hvordan standardiserede metoder til voldsforebyggelse og konflikthåndtering anvendes i den socialpædagogiske praksis på den sikrede institution for domfældte udviklingshæmmede, Kofoedsminde. Studiet undersøger, hvordan de standardiserede metoder fremmes og påvirkes af styringsmæssige og faglige diskurser. Der er desuden fokus på hvordan metoderne bidrager til udvikling af praksis. Studiet viser blandt andet, at den kompleksitet der er i arbejdet med de domfældte gør, at standardiserede metoder ikke altid passer ind i institutionens kontekst og kerneopgave. Det socialpædagogiske personale finder derfor alternative og for dem mere passende anvendelser af metoderne, der er tilpasset den virkelighed, som de arbejder i i deres hverdag. De standardiserede metoder bliver dermed medvirkende til at styre det socialpædagogiske arbejde, men styringen af praksis ender med at ligge lokalt, hos det socialpædagogiske personale på afdelingerne, i praksis.

Søren Holst er forsknings- og udviklingskonsulent på Kofoedsminde. Uddannet socialpædagog, kandidat og Ph.d. i socialt arbejde og ekstern tilknyttet Aalborg Universitets forskergruppe FOSO, der blandt andet arbejder med forskning i udsatte og sårbare grupper.
Søren har været VISO konsulent i ti år, og arbejder aktuelt med interne udviklingsprojekter på Kofoedsmindes, samt forskning i domfældte udviklingshæmmedes livsforhold og det socialpædagogisk i arbejde med målgruppen.


 

  • Søren Holst

John D Band

John D Band blev dannet i sommeren 2008, på initiativ fra to beboere på et bosted i Østjylland. Medlemmerne i John D Band bor og arbejder på Snåstrup Vestergård. John D Band komponerer egne sange og bliver bare bedre og bedre!
John D Band er også lig med godt sammenhold; de bruger deres talenter og skaber og udvikler sig sammen. De har et motto om, at der ikke findes ”normale mennesker” – de har i hvert fald aldrig mødt ét!

Deltagerne kan glæde sig til, at dagen bliver rundet af med et megacool band, der giver den gas!

John D Band:
Nikki Wetterstrøm – sang /guitar
Daniel Hyttel Nielsen – bas
Pedro ”Harlevtossen” da Palma (personale) – guitar / sang
Danny Klejs Næss-Schmidt – trommer
Jacob Nielsen – roadie / teknisk assistance

https://www.facebook.com/John-D-Band-334788927860/


  • John D Band