Faglighedens betydning for det socialpædagogiske personale på et §108 botilbud
Af Hannah Andersen, sociolog & Kirstine Dueholm, sociolog (foto).
Følgende artikel er udarbejdet med udgangspunkt i nogle af de empiriske fund fra specialerapporten ’Faglighedens betydning for socialpædagogisk praksis: Et kvalitativt casestudie af personalets arbejdstrivsel på et §108 botilbud for domfældte og kriminalitetstruede personer med et udviklingshandicap’ fra 2022. Rapportens empiriske fundament bygger på 11 interviews med det socialpædagogiske personale på Bakkebo, der er en institution for personer med et udviklingshandicap med dom til anbringelse eller tilsyn i Region Nordjylland.
Interessen for genstandsfeltet udsprang tilbage i 2020 og har siden da været omdrejningspunkt for mange samtaler projektgruppen imellem. Særligt rekruttering- og fastholdelsesudfordringer inden for det specialiserede socialområde i Danmark har haft en særlig interesse, og har i samspillet med tidligere projekter været inspirationen for udarbejdelsen af dette casestudie.
Genstandsfeltet, der er domfældte personer med et udviklingshandicap og det fagpersonale, der arbejder med dem i pædagogisk henseende, er et særligt et af slagsen. Det er det fordi, det er et relativt underbelyst genstandsfelt i Danmark, kulturelt såvel som videnskabeligt, og fordi, genstandsfeltet kan anses som et eksempel på, hvad der sker, når den juridiske rammesætning for det faglige arbejde i bedste tilfælde forvirrer og frustrerer – og i værste tilfælde skaber magtesløshed og passivitet.
I nedenstående skriv redegøres først for tre dilemmaer præsenteret af det socialpædagogiske personale på et §108 botilbud for domfældte og kriminalitetstruede. Disse dilemmaer knytter sig overordnet til arbejdstrivsel i hverdagen på arbejdspladsen. Efterfølgende præsenteres de håndteringsstrategier, som personalet selv benytter for at sikre egen (og hinandens) trivsel i arbejdet.
De tre dilemmaer
Af det empiriske materiale fremgår det, at personalet på et §108 botilbud for domfældte og kriminalitetstruede personer med et udviklingshandicap kan opleve tre overordnede dilemmaer i praksis:
- Frustration og forvirring over de formelle krav, der stilles gennem henholdsvis Straffeloven og Lov om Social Service. Dette er også tidligere blevet belyst af Mette Rømer i Ph.d.-afhandlingen Dømt til socialpædagogik – Et studie af dilemmaer i den socialpædagogiske indsats på et botilbud for domfældte voksne med udviklingshæmning fra 2016.
- Følelsesmæssig udbrændthed i forbindelse med det følelsesarbejde det socialpædagogiske personale må foretage i dem selv, når de udfører socialpædagogisk arbejde. Risikoen for udbrændthed forøges desto større diskrepans, der er mellem det egentligt følte og de følelser, der kommunikeres til beboeren. Dette er relevant, når personalet har at gøre med beboere, der har begået kriminalitet, der kan resultere i ubehagelige eller ambivalente følelser hos den enkelte medarbejder.
- Det at balancere sin professionelle identitet og sin personlighed således, at de fremstår oprigtige og troværdige i relationen til beboeren. Dette afkræver, at personalet regulerer, hvilke aspekter ved deres personlighed, de inddrager og viser udadtil i hverdagen på arbejdspladsen. De ønsker på den ene side at være og opfattes som troværdige og oprigtige, men skal samtidig bevare det professionelle forhold til beboeren.
Personalets modsvar
Når personalet bliver spurgt ind til, hvordan de håndterer disse udfordringer, er svaret entydigt. Det gør de ved, at have fokus på deres pædagogiske faglighed, altså den fortsatte udvikling, og brugen af socialpædagogiske metoder.
At fagligheden bliver til en håndteringsstrategi, der skal sikre personalets fortsatte trivsel i arbejdet, kan anskues gennem tre overordnede tematikker:
- Fagligheden bliver til en rustning, der kan værne om selvet, når personalet oplever følelser af utilstrækkelighed (når de efter egen mening ikke lykkes med det socialpædagogiske arbejde), afmagt (når rammerne ikke faciliterer det socialpædagogiske arbejde på en hensigtsmæssig måde), eller medlidenhed overfor beboerne der på flere parametre er socialt udsatte.
- Fagligheden gør personalet i stand til at skabe en distance til beboeren, der kan være nødvendig, med henblik på de ambivalente følelser, som en given form for kriminalitet kan forårsage i medarbejderens private følelsesliv.
- Fagligheden sikrer kollegialt samvær i og på tværs af afdelinger, da fagsproget giver dem et fælles grundlag for udførsel af det arbejde, de skal “nå i mål med” i fællesskab.
Af ovenstående redegørelse af personalets håndteringsstrategier ses faglighedens betydning tydeligt. Det er gennem brugen og udviklingen af personalets faglighed, at de skaber mening i arbejdet, når det udfordrer. Dette er særligt interessant med henblik på fastholdelse af medarbejdere inden for det specialiserede socialområde, da det indikerer, at en fortsat sikring af den faglige robusthed kan være med til at sikre arbejdstrivsel og derfor, at medarbejderen forbliver i sin respektive stilling.
Kontaktinformation:
+ 45 20 12 53 42