Oplæg på konferencen 2017:

Afgrænsning af mental retardering, juridisk og psykiatrisk
v/ Kurt Sørensen – Se slides her


Efter straffelovens paragraf 16 er udviklingshæmmede mennesker som hovedregel straffri. Der har gennem tiderne været tvivl om, hvorledes gruppen af udviklingshæmmede afgrænses. Kurt Sørensen gennemgår nyere praksis med udgangspunkt i Retslægerådets udtalelser og peger på en række modsigelser i forarbejderne til den nuværende formulering i Straffeloven.

Kurt Sørensen, speciallæge i psykiatri, tidligere adm. overlæge på Oligofreniklinikken siden 1989 og fra 2014 desuden leder af Center for Oligofrenipsykiatri. I dag leder af Center for Oligofrenipsykiatri i Skødstrup. Han er desuden medlem af de to samråd i Region Midt.

Risikovurdering i praksis
v/ Louise Brückner Wiwe – Se slides her

Borgergruppen, der kan sammenfattes under overskriften ”udviklingshæmmede lovovertrædere” er en meget kompleks gruppe, der i min erfaring får stadigt flere diagnoser, og oftere har de misbrug. Det er en borgergruppe, der forekommer at have skiftet karakter over de seneste årtier. Det er, som om de på nogle områder er blevet bedre begavede (om end deres samlede IQ er lav), men kognitivt er de svagere, og personlighedsmæssigt forekommer de oftere mere krænkbare og antiautoritære. Således forekommer det, at der stilles flere krav til personalet, der skal fungere omkring denne borgergruppe og dermed også til psykologer, der skal gennemføre risikovurderinger og vejlede eller supervisere personale omkring gruppen. 

Louise Brückner Wiwe, specialist og supervisor i neuropsykologi og psykopatologi, erfaren underviser og supervisor med egen praksis – Brückner Praksis, Aarhus, og dertil VISO-leverandør. Har gennem årene specialiseret sig i undervisning og supervision af personale ved institutioner med udviklingshæmmede, udredning af borgere med mange former for vanskeligheder samt borgere underlagt retspsykiatriske foranstaltninger. Louise Brückner Wiwe har desuden udviklet Brückner boksen og undervist i anvendelse af dette analyseredskab til forståelse af komplekse borgere. Det er desuden et praksisnært redskab, der egner sig godt til at tage udgangspunkt i ved risikovurderinger.

Brandstiftere
v/ Søren Holst og Dorte Lystrup – Se slides her

På Kofoedsminde bor en række mennesker med udviklingshæmning, der er dømt for personfarlig kriminalitet. Ved et kig på deres domme fremgik det, at omkring halvdelen af beboerne havde en dom for brandstiftelse. Hvorfor det? Kofoedsminde iværksatte derfor et projekt, der skulle undersøge, hvem brandstifterne er, hvorfor de anstifter brande, og hvilken funktion brandstiftelse kunne have for den udviklingshæmmede. Oplægget er en præsentation af resultaterne af denne undersøgelse.

Søren Holst, socialpædagog, cand.scient.soc. i socialt arbejde og Dorte Lystrup, cand.mag. i Pædagogik fra Københavns Universitet. Begge er Ph.d. studerende ved Aalborg Universitet og ansat som udviklingskonsulenter på Kofoedsminde. De udfører VISO-rådgivning samt beskæftiger sig med udviklings- og forskningsopgaver.

Den norske model
v/ Svein Øverland – Se slides her

Præsentation af behandling og rehabilitering af dømte udviklingshæmmede lovbrydere i den norske model, “Noe å lære av?”

Svein Øverland er psykolog med speciale i både børne- og ungdomspsykologi og retspsykologi. Han er leder af den nasjonale fagenheten for tvungen omsorg og rådgiver for Forvaringsavdelingen i Trondheim fængsel. Han har skrevet to bøger (om Selvskading 2012 og Stalking 2014), samt er kapitelforfatter i 8 fagbøger. Han er desuden redaktør i tidsskrift for Sexologi. Han er også medejer i SuperEgo AS, et firma inden for digital psykisk helse.

Kønsdriftsdæmpende behandling – Behandling af alvorligt sexkriminelle med medicinsk kastration på Herstedvester. 24 års follow up på 60 indsatte.
Forberedelse og monitorering af mænd der behandles med medicinsk kastration.
v/Hans Colstrup og Ellen Diels – Se slides her

Oplægsholderne vil præsentere, hvordan det daglige arbejde foregår omkring de mænd, der får tilbudt kønsdriftsdæmpende behandling, og hvordan de følges. Derudover redegøres for en retrospektiv undersøgelse, der er lavet over, hvordan det er gået med de 60 mænd, der er sat i behandling siden start i 1989, dels med hensyn til hvordan de har tålt behandlingen, og hvordan effekten har været, målt som recidiv til seksuel kriminalitet. 

Ellen Diels er sygeplejerske i Herstedvester fængsel, i 8 år særlig tilknyttet den kønsdriftsdæmpende behandling. Hun står for koordination af forundersøgelser og kontrol.

Hans Colstrup er speciallæge i urologi. De sidste 9 år tilknyttet Herstedvester Fængsel som konsulent på den kønsdriftsdæmpende behandling. Han står for den somatiske bedømmelse og opfølgning af de, der tilbydes behandling.

Den farlige seksualitet – om udviklingshæmmede og seksualforbrydelser – psykologisk set
v/Thomas Hammerbrink – Se slides her

Krænkelser af børn, børneporno, blotteri og voldtægt er typer af seksuelle forbrydelser, der også begås af udviklingshæmmede. Siden 2000 er antallet af udviklingshæmmede, der idømmes foranstaltning pga. seksuelle overgreb, steget og stigende. Om øgningen skyldes, at der finder flere overgreb sted, eller om det skyldes øget opmærksomhed og anmeldelse, er uvist.

Domme kan give et anbringelsesgrundlag (foranstaltning), men forholder sig ikke til, at der skal ske behandling eller hvilken behandling, der skal finde sted. I forebyggelsesøjemed kunne det være tjenligt, at det blev tydeliggjort, hvorvidt der skal ske en egentlig behandling af noget præcist, eller der blot er tale om f.eks. et botilbud. Man kunne tænke sig, at domme stiller krav om f.eks. socialpædagogisk behandling (og ikke kun anbringelse), og at behandlingsindsatsen skal dokumenteres.
Foredraget illustrerer en psykologisk-sexologisk udviklet forståelse af kriminel og afvigende seksuel adfærd hos udviklingshæmmede. Den samlede adfærd er som et puslespil, hvor hver enkelt brik kan afkodes for sin funktion, betydning og bidrag med henblik på forebyggelse til gavn for den udviklingshæmmede og samfundet.
Oplægget vil berøre metapsykologiske problematikker og socialt-strukturelle problematikker.

Thomas Hammerbrink er autoriseret psykolog, klinisk psykolog og klinisk sexolog.
Har siden 1998 arbejdet som psykologisk konsulent med kerneområderne retspsykologi og retssexologi med særligt fokus på udviklingshæmmede. Han er uddannet som magister i psykologi fra Århus Universitet 1981. Uddannet klinisk sexolog fra Dansk Forening for Klinisk Sexologi 1986. 3-årigt kursus i Rorschach-testning. Han har tidligere blandt andet arbejdet som forskningskonsulent ved Dansk Sygehus Institut med distriktspsykiatri, kommunepsykologi, psykologisk konsulent ved kommunalt miljøpædagogisk projekt og klinisk psykolog på Sexologisk Klinik, Rigshospitalet (1987-1998). Har udfærdiget folketingsbesluttet forsøgsordning 1997 med behandling af visse seksualkriminelle som alternativ til frihedsstraf
.

Del dette kursus med andre i dit netværk!