Yoga som pædagogisk redskab
Af Mette Egelund Olsen
Yoga kan bruges sammen med udviklingshæmmede som et værktøj, der giver rum til samspil i hverdagen, både på det mentale og det fysiske plan. Det erfarede de 10 deltagere, som deltog på Center for Oligofrenipsykiatris 5 måneder lange kursusforløb.
Jeg sidder som en flue på væggen i det lyse lokale. Jeg er med som iagttager på Center for Oligofrenipsykiatris kursus om yoga og mindfulness som pædagogisk redskab. Otte deltagere og kursusholder Dorte Eifer sidder parate på stole i en rundkreds. I baggrunden bimler kirkeklokkerne fra Sankt Knuds Kirke, men ellers er der stille snak i rummet, inden kurset rigtigt begynder. Det er sjette gang, de er her ud af de otte gange, som kurset strækker sig over.
Dorte Eifer starter ud med indisk musik og guider deltagerne igennem et kort 30 minutters yogaprogram på stole. Alle retter ryggen, så godt de nu kan. De kigger op i loftet. Ned i gulvet. De mærker nakken blive strukket ud. De kigger på den ene sidemand, så den anden sidemand. Og lige så langsomt går de hele kroppen igennem. De strækker og ryster kroppen. De læner sig frem og tilbage i deres helt eget tempo. Så rejser de sig op. Dem der kan og holder i hånd. De står på et ben. Strækker det ud. Bøjer. Fra solhilsen til togmassage. De holder på hinandens skuldre, løber lidt rundt og giver den foran lidt massage. Og bagefter snakker de om, hvordan det er gået siden sidst.
En af deltagerne fortæller om sine erfaringer med borgerne og særligt en urolig borger, der ellers havde svært ved at komme ned at ligge. Hun har blandt andet lavet balanceøvelser og prøvet drømmerejse med borgerne. Andre har lavet stoleyoga i starten af et personalemøde. De har nu aftalt at starte hvert møde med at skabe jordforbindelse. De har desuden lavet et yogahold med fem af deres borgere. De elsker det, og falder ofte i søvn til sidst under afspændingen. Der fortælles om, at borgerne ofte bare gafler løs under aftensmaden, og at de nu forsøger at få dem til at smage på maden inden og bruge sanserne mere, så de måske sætter tempoet ned. Andre igen har haft planlagt forløb, der desværre er blevet aflyst. Deres hverdag og arbejdsplads er præget af uro og uforudsigelighed.
Dorte Eifer viser gruppen, hvordan man kan give sig selv et pusterum på to minutter, mens de sidder ned og har hænderne liggende åbne på lårene. De mærker vejrtrækningen og accepterer den, som den er.
Tag fem gode åndedrag og mærk, hvordan ribbenene udvider sig og trækker sig sammen igen. Mærk også maven udvide sig. Læg hænderne på maven. Lad luften fylde lungerne og maven helt op til skuldrene og ånd så ud gennem munden.
”Det er svært at ændre vaner og mønstre. Man skal bare være god ved sig selv. Man skal ikke bare holde ud. Man skal have sig selv med,” siger Dorte Eifer og citerer Buddha: ”Der er 64 frø og følelser. Du bestemmer selv, hvilket frø, du vander.”
Dagen går med venlighedsmeditation, der skal opøve evnen til omsorg. Både til sig selv og andre. Men netop det med andre kan være et problem. Dorte Eifer spørger deltagerne, om de tænker, at denne meditation kan bruges til deres borgere.
”Vores beboere er meget jeg og sig selv. Empatien har det ikke godt. Den vil være svær, når man skal tænke andre ind også,” siger en af deltagerne. En anden byder ind:
”Men hvad hvis man introducerede det for dem?” Og en tredje supplerer:
”Måske skulle man bruge deres egne navne, så det ikke er så abstrakt.”
Næste punkt er programlægning, og her skal deltagerne selv på banen. De deles i fire grupper af to og vælger selv om, de vil lave et 10 minutters program med yoga siddende/stående eller på måtte, eller om de hellere vil lave en meditation. De får en halv time til forberedelse. Første gruppe laver stoleyoga, og de bliver rost for deres brug af verbale billeder til at guide deltagerne igennem. Anden gruppe laver også stole- og stående yoga. De bruger musik til at sætte en stemning og tempo. Tredje gruppe er på måtter og rettet mod kørestolsbrugere, der kan komme ned på gulvet eller en badebåre. De har forsøgt at lave et program til dem, der ikke kan ret meget andet end f.eks. at løfte en arm med hjælp. Deltagerne bliver ført med både musik men også ved at nogen går rundt og hjælper. Det modvirker også hudsult. Den sidste gruppe laver en kropsscanning-meditation på stol i forhold til kørestolsbrugere. Her er det godt med 1 til 1 kontakt. Alle grupper har arbejdet seriøst med deres program, og dagen er ved at være slut. Men helt slut er det nu ikke. For det er jo meningen, at deltagerne skal hjem til deres respektive arbejdspladser og bruge deres erfaringer. Og hvordan er det så gået?
Jeg har efter kursets sidste gang talt med deltager Kirsten Thomsen fra Jobkollegiet, hvor hun er pædagog og botræner:
”Det var mit første bekendtskab med yoga og mindfulness. Jeg var afsted med en kollega, der kendte mere til det. Efterfølgende har vi introduceret det til både vores unge mennesker mellem 18 – 30 år med særlige behov og vores kollegaer. Vi har personalemøde hver 14. dag, og der starter vi de første fem minutter med yogaøvelser og fordybelse. Det er godt og dejligt, at kollegaerne bakker op. Det er for alles skyld, at vi har deltaget. I forhold til de unge har vi lavet et lille hold en gang om ugen, hvor vi laver yoga. Vi er blevet inspireret af Dortes yogakort (red.: kort med yogaøvelser på), og da en af vores unge fotograferer, har vi lavet vores egne yogakort. De unge kan godt lide at lave yoga. De er åbne for nye ideer og for, hvad vi finder på. Vi laver både styrketræning i det, stoleyoga og afslapning. Og ofte kommer der snorkelyde fra dem. Det er en lise for alle.”
Kirsten Thomsen understreger, at det var et supergodt kursus med en meget lyttende kursusholder, der tilrettelagde forløbene efter holdet. Og at man ikke behøver at have en indsigt i yoga og mindfulness inden.
”Vi forsøger, at de unge skal føle og mærke sig selv. De skal prøve at stoppe op og ”smage” på det. At komme i kontakt med sig selv kan kun være en god ting. Vores unge er rimelig selvhjulpne og vores mål er, at de skal ud på det normale arbejdsmarked – under særlige forhold selvfølgelig. Vores unge er mere mobile end flere af andre deltageres på kurset. Vi har ingen kørestolsbrugere,” siger Kirsten Thomsen.
Hun kunne godt tænke sig, at der gik et halvt års tid og så, at der kom et opfølgende kursus. Hun understreger, det er vigtigt for kommende deltagere på det lange forløb, at man har en målsætning om, at der bliver plads på arbejdspladsen til at det, man lærer, kan bruges bagefter. Man skal ville det. Er det noget, alle bakker op om? Det skal kunne give noget til stedet. Og det kræver nogle overvejelser inden, for det kan godt kræve en investering. Måske skal der f.eks. købes måtter.